Borgmester: Er det kun de rige kommuner, der får råd til kystsikring?
Foto: Daniel Mikkelsen
Der er kun ekstra penge på vej til kystsikring i de områder, der i forvejen får penge fra staten.
Borgmester Birgit S. Hansen frygter, at kommunerne skal matche statens tilbud om ekstra kystsikring. - Hvis det sker, har vi ikke råd.
Der var godt nyt tidligere i dag til de fire store kystsikringsprojekter i Danmark, som er på finansloven: Der er næsten dobbelt så mange kystsikringspenge på vej.
Men i Frederikshavn frygter man, at man ikke har råd til at drage nytte af de nye penge.
Som det er nu, bruger Frederikshavn Kommune 2,4 millioner kroner hvert andet år på sandfodring, og det beløb bliver matchet af Kystdirektoratet.
Men hvis de i forbindelse med den nye, større pulje kommer med for eksempel fem millioner - og krav om, at kommunen skal matche beløbet - så tror borgmester Birgit S. Hansen ikke, at kommunen kan finde pengene.
- I så fald er det jo friskt og flot, hvis staten kan finde pengene. Som det ser ud nu, kan jeg ikke love, at vi som hidtil kan matche beløbet. Derfor håber jeg, at ministeren og Kystdirektoratet ser på, hvor der er størst behov - og ikke kun skeler til de kommuner, der har råd, siger Birgit S. Hansen.
Kommunerne er indkaldt til møde om den nye kystsikringspulje, der foruden 90 millioner ekstra til de fire fællesaftaler også indeholder to puljer á 30,3 millioner kroner, som kommunerne kan søge i 2020 og 2021.
Områderne med fællesaftaler er kendetegnet ved at være Danmarks mest udsatte.
Ved Vestkysten er der både størst nedbrydning og samtidig risiko for oversvømmelser af det store bagvedliggende bagland.
- I dag tager havet hvert år flere meter af den centrale del af den jyske vestkyst. Det skal standses. Regeringen forventer, at kommunerne nu også graver dybere i deres lommer. Kystmilliarden er en tiltrængt investering i fremtiden for at beskytte mennesker og store samfundsværdier mod havets kræfter, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen.
Det er den udmelding, der får borgmesteren i Frederikshavn til at se frem til mødet om millionerne i september med ængstelse.
- Overordnet set er det fint, at der kommer flere penge. Men hvis det bliver et krav, at vi skal matche beløbet en til en, så må det indgå i vores sædvanlige prioritering. Men jeg tør ikke love, at vi kan finde pengene, siger Birgit S. Hansen.
Fra ministeriet og Kystdirektoratets side forlyder det, at kommunernes del af betalingen for ekstra kystsikring indgår i de forhandlinger, der begynder mellem staten og kommunerne i begyndelsen af september.