Løsgænger Kirsten Algren skifter til Venstre
Den tidligere DF'er Kirsten Algren er blevet medlem af Venstre, som hun stiller op for til kommunalvalget.
Byrådsmedlem i Aalborg og løsgænger Kirsten Algren skifter over til Venstre, hvor hun genopstiller som byrådskandidat.
Når kommunalvalget bliver skudt igang i november måned, stiller byrådsmedlem i Aalborg Kirsten Algren op som byrådskandidat for Venstre. Hun har indtil nu været løsgænger, efter hun forlod Dansk Folkeparti i juli.
- Jeg går over til Venstre, fordi deres værdipolitik taler til mig. De står for en ordentlighed, som er vigtig for mig. Og jeg glæder mig til at støtte Venstre i kampen for at få en ny borgmester, siger Kirsten Algren.
Byrådsmedlemmet meldte sig ud af DF tidligere på året, efter hun blev sat langt ned på opstillingslisten efter et møde med Dansk Folkeparti.
I Venstres gruppe i Aalborg glæder man sig over tilgangen fra den erfarne politiker.
- Kirsten Algren har altid været en markant politiker med sine meningers mod. Det er befriende med politikere, som siger tingene lige ud. Vi glæder os til at få et medlem i gruppen, som i den grad har viden og indsigt på ældreområdet. Og selvfølgelig også fra By- og landskabsområdet, hvor Kirsten har haft sit virke, siger Tina French Nielsen, borgmesterkandidat fra Venstre.