Politi opgiver at finde 81-årig efter fund på stranden
Nordjyllands Politi havde søndag en helikopter i luften, da de forsøgte at finde 81-årige Poul, der ikke er set siden søndag morgen ved syvtiden, da han parkerede sin bil ved Svinkløv Badehotel.
Mandag har politiet ikke været aktivt ude at lede efter den forsvundne mand. Det fortæller Lars Jensen, der er politikommissær ved lokalpolitiet i Thisted.
- Vi har opgivet at finde ham grundet en række omstændigheder. Der er blandt andet fundet noget tøj nede ved stranden, oplyser han.
Politiets hypotese er, at den 81-årige var kørt ned for at vinterbade. Strømforholdene gjorde ifølge politikommissæren, at det ikke længere gav mening at lede videre. Politiet udsendte allerede søndag en efterlysning af Poul, men det har ikke ført dem nærmere ham.
Politiet hører fortsat gerne fra folk, der har oplysninger i sagen. De kan kontaktes på 114.