Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Værge solgte Birthes sølvtøj - bilag er forsvundet

Tidligere værge kan ikke fremskaffe bilag for ting, han solgte fra den hjerneskadede kvinde Birthe Okholms lejlighed.

En tidligere værge for den hjerneskadede kvinde Birthe Okholm, der nu bor på et plejehjem i Aalborg, kan ikke fremlægge dokumentation for, hvad der er sket med hendes ting.

Han har for eksempel ingen bilag på noget sølvtøj og noget kongeligt porcelæn, som han har oplyst, at han har solgt.

TV2 Nord fortalte tidligere på sommeren historien om Birthe Okholm, som har boet i København i hele sit liv, hvor hun har været gymnasielærer i fransk og tysk.

I 2021 blev hun ramt af en tragisk ulykke, da hun faldt gennem et vindue i sin opgang til sin lejlighed på Østerbro. Hun blev slemt hjerneskadet af faldet.

Da familien blev orienteret var hendes lejlighed tømt - værgen oplyste, at han havde solgt hendes sølvtøj og hendes kongelige porcelæn.

TV2 Nord fortalte om sagen, fordi familien var forarget over, at værgen havde sendt Birthe til Gug Plejehjem helt uden indbo - blot med en enkelt taske med personligt udstyr.

Få dage efter TV2 Nords dækning af den sag trak værgen sig, og Birthes svigerinde Jette Okholm blev ny værge.

Hun har nu fået adgang til Birthes kontoudtog, men der er intet spor efter hverken sølvtøj eller porcelæn.

- Jeg har ledt og ledt, men kan ikke finde hverken udgifter til tømning af Birthes lejlighed eller beløb for salg af sølvtøjet og porcelænet. Jeg spurgte den tidligere værge, hvor det var blevet af efter Birthes flytning til Aalborg, men dengang sagde han, at han havde solgt det til en bekendt, siger Jette Okholm.

'Ikke interesse i at give nogle oplysninger'

Efter at Jette Okholm er blevet værge, har hun nu skrevet til den tidligere værge - og bedt om bilag fra salget af tingene fra Birthes lejlighed.

Han har sendt en kortfattet mail:

”Hej Jette. I forbindelse med min flytning er dokumentationen for salg af diverse ting fra lejligheden forsvundet, så det kan jeg desværre ikke fremsende”, lyder svaret fra den tidligere værge.

Det er Danske Banks Forvaltningsafdeling, der skal kontrollere og føre regnskab med Birthes bo. De står selv til regnskab overfor Familieretshuset, der har udpeget værgen.

Har du et godt tip?

Denne historie er blevet til på baggrund af et tip fra en bruger.

Hvis du har en historie, du synes, vi skal kigge nærmere på, så klik herunder og send en mail til redaktionen.

TV2 Nord har ikke kunnet få svar på, hvor sølvtøjet og det kongelige porcelæn er blevet af, og de afviser at udtale sig i sagen. TV2 Nord har derfor selv ringet værgen op.

- Jeg har ikke interesse i at give nogle oplysninger overhovedet til nogen som helst, så farvel, lyder det kortfattede svar fra værgen, inden han afbryder samtalen.

Har givet anden forklaring

Det viser sig, at den tidligere værge har givet en helt anden forklaring til sin brancheforening, Foreningen af Faste Værger i Danmark.

- Værgen har oplyst, at han har lavet en aftale med nogen, der skulle rydde lejligheden, og der kom der også en faktura på, som blev betalt af forvaltningsinstituttet. Det var værgens skønsmæssige vurdering, at tingene i lejligheden havde en værdi under 2000 kroner, og som led i en aftale med dem, der skulle rydde den, så kunne de få ting mod at regningen for deres arbejde blev mindre, siger Lasse Hummelhof Frandsen, som er formand for Foreningen af Faste Værger i Danmark.

TV2 Nord har dog ikke kunnet få oplyst, hvilken faktura Danske Banks Forvaltningsafdeling skulle have betalt. Beløbet fremgår i hvert fald ikke klart af kontoudtogene fra Birthes konto.

Vi forholder Lasse Hummelhof Frandsen værgens oplysninger om, at han har solgt ting fra lejligheden til en bekendt. Et salg han altså bekræfter i et mailsvar til den nye værge Jette Okholm.

- Det har han ikke oplyst til mig, siger Lasse Hummelhof Frandsen.

Så det er der modstridende forklaringer på?

- Ja. Jeg ved ikke, hvad der er op og ned på det, siger Lasse Hummelhof Frandsen.

Se formanden for Foreningen af Faste Værger, Lasse Hummelhoff Frandsen, fortælle hvad værgen i sagen om Birthes sølvtøj har fortalt ham:

'Et gigantisk problem'

Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen er rystet over, at der tilsyneladende ikke findes bilag over ting, der er solgt fra Birthes lejlighed.

- Det kan ganske enkelt ikke passe. Selve regnskabssiden - det er måske et flot ord at kalde det regnskab, for der er åbenbart slet ikke bilag, man kan få lov til at se - forstår jeg slet ikke. Familieretshuset har pligt til at kontrollere de her oplysninger. Hvis man har godkendt den her disposition overhovedet uden bilag, så er der da et gigantisk problem, siger Preben Bang Henriksen (V).

Den nye værge er lige så forundret.

- Vi andre almindelige mennesker gemmer da vores bilag, og jeg synes da, at når det handler om andres penge, så burde man måske være endnu mere opmærksom på at gemme bilag, siger Jette Okholm.

Foreningen af Faste Værger i Danmark opfordrer Jette Okholm til at gå til myndighederne, hvis hun mener, at den tidligere værge har optrådt i strid med loven - og det er hun parat til.

- Det overvejer jeg, og jeg vil ikke afvise at sagen bliver meldt til politiet, siger Jette Okholm.

SVAR FRA FAMILIERETSHUSET

Kære Per Harder Højbjerg

Du har søgt om at få aktindsigt i sagen vedrørende Birthe Sandberg Okholm angående følgende:

• Har Familieretshuset kendskab til, at der er solgt indbo, som der ikke foreligger bilag på?

• Har Familieretshuset godkendt regnskab fra værgen/Forvaltningsinstituttet?

• TV2 Nord ønsker nævnte regnskaber udleveret

I forhold til salg af indbo skal vi oplyse, at Familieretshuset ikke skal godkende en værges disposition vedrørende salg af sædvanligt indbo. Salg af løsøre anses som et naturligt led i værgens opgaver ved værgemålets begyndelse eller hvis hjemmet skal afvikles i forbindelse med plejehjemsanbringelse eller flytning til en institution. Værgen har en bred margin med hensyn til, hvad der hører under sædvanlig administration, når salget sker på sædvanlige markedsvilkår og under forudsætning af, at salget ikke sker til værgen eller dennes nærtstående.

Vi er ikke i besiddelse af bilag eller kvitteringer og har derfor ikke mulighed for at meddele dig aktindsigt heri.

I forhold til din anmodning om regnskaber skal vi oplyse, at vi ikke er i besiddelse af værgemålsregnskaber. Værgen skal efter værgemålslovens § 29 sørge for, at der aflægges regnskab over forvaltningen af formuen og anvendelse af indtægter. Justitsministeren fastsætter reglerne herom. Det følger af bekendtgørelse om værgemål § 15, at indtægtsregnskabet og et eventuelt formueregnskab skal indsendes til den forvaltningsafdeling, der bestyrer midlerne. Kun hvis der ikke bestyres midler i en godkendt forvaltningsafdeling, skal indtægtsregnskabet og et eventuelt formueregnskab indsendes til Familieretshuset.

Vi har derfor ikke mulighed for at meddele dig aktindsigt heri.


Nordjydernes yndlingsspise: Skal du også have 'jydenachos med brun salsa' juleaften?

Foto: Mick Knive Anderson

Julen er også højtiden for den underspillede franske kartoffelchip.

Nordjyderne elsker franske kartofler på julebordet. Måske fordi vi holder ekstra fast i traditionerne, siger madhistoriker.

For nogle ses det måske bare som en undskyldning for lige at skovle lidt ekstra andesovs i løgnhalsen, selvom maven er fyldt til randen.

Men for mange danskere er det blevet en tradition med en håndfuld franske kartofler på tallerkenen juleaften.

Og det gælder særligt nordjyderne, viser en undersøgelse fra Landbrug og Fødevarer sidste år. Historisk er kartoffelchipsene en relativt ny tilføjelse til julemaden.

Jo længere vi er fra storbyerne, des mere traditionelle er vi nok.

Bettina Boel

- Det kom jo på bordet i 60'erne på det tidspunkt, hvor velstandsdanmark slår igennem. Industrien begyndte langsomt at hjælpe den udarbejdende husmor, så det gik lidt nemmere det hele. Og så var der også noget for børnene, forklarer Madhistoriker og museumsinspektør Bettina Boel fra Det Grønne Museum og fortsætter:

- Dengang var det et twist af en nymodens ting. Det var noget særligt og ikke det samme som i dag, når ’man er sulten for sjov’.

Chips på julebordet

  • I 2023 forventede 57 procent af danskerne, at der skulle chips på julebordet.

  • For danskere bosat i Nordjylland var det dog hele 73 procent, der skulle have chips ti julemaden.

Kilde: Landbrug og Fødevarer

Traditionelle nordjyder

Nu er chipsene blevet en fast del af højtiden hos over halvdelen af danskerne og størstedelen af nordjyderne.

Grunden til, at lige præcis den landsdel har en forkærlighed for den sprøde julespise, kan bunde i nostalgi, lyder historikerens bud.

- Så er der jo nogle generationer, der kan erindre julemiddagene med kartoffelchips. Og nordjyder er måske bedre til at holde fast i traditionerne – jo længere væk fra København des bedre, siger Bettina Boel.

Rekrutterer julenachos-elskere

Hos Taffelchips mærker de i den grad efterspørgslen på de salte chips i december - her sælger de 300 procent flere af den slags poser end i resten af årets måneder.

- I år kører vi faktisk en ”rekrutteringskampagne', hvor vi udlodder værtindegaver i form af sovsekander og chips, så du ikke skal undvære din julechips, hvis du kommer på besøg i en hjem, der endnu ikke kender den fantastisk lækre tradition!, siger Marianne Nygaard Krag, marketingshef hos Taffel Danmark og langer ud efter danskerne i den østlige del af landet.

Og det kan faktisk være en nødvendighed, stemmer madhistorikeren i.

Nordjylland versus resten af landet

Taffel solgte i 2023 489 procent flere poser af deres saltchips i december i forhold til resten af årets måneder.

Men i Nordjylland var det 558 procent flere.

Kilde: Taffel

- Det jo så forfærdeligt, når vi skal holde jul hos andre, som vi ikke er opvokset med, og som ikke har samme traditioner. Vi er i følelsernes vold på det her tidspunkt af året, siger Bettina Boel, som har en teori.

- Vi ved jo, at der er rigtig mange udeboende unge, der søger hjem fra Sjælland til den rigtig gode julemiddag. Det kunne jo være derfor, at tallene ser ud som de gør i Nordjylland.

Uanset hvor julen skal stå, og om familien strides omkring juletraditionerne, så har Taffels marketingschef et serveringstip til de såkaldte julenachos-elskere:

 - Man kan lige varme chipsene i den sidste ovnvarme, så de er lune og knasende sprøde, når de rammer sovsen, siger Marianne Nygaard Krag.

Således givet videre.


Slut med bøder til fødende og voldsramte: Minister vil ændre miljøzone-gakgak

Foto: Bjarke Ørsted/Ritzau Scanpix

Dieselbiler uden partikelfilter må ikke køre i miljøzonerne.

De nye regler forventes at træde i kraft 1. april næste år.

1500 kroner.

Det lyder bøden på, hvis man kører ind i Aalborg Centrum i en dieselbil uden det fornødne partikelfilter. Og der er ingen undtagelser.

Heller ikke, hvis du er i akut fødsel eller flygter hen til et krisecenter.

Men nu står de udskældte miljøzone-regler til en overhaling. Et lovforslag er lige nu i høring i Folketinget, hvor der indføres undtagelser for blandt andet akutkørsel.

Sådan lyder lovforslaget

  • Der indføres mulighed for undtagelse ved kørsel til krise- eller misbrugscenter samt akutkørsel muliggøres ved kørsel til behandling på hospital eller hos speciallæge samt ved kørsel til krise- eller misbrugscenter.

  • For ovennævnte undtagelser vil det ikke være et krav, at ejeren eller brugeren har en forudgående indkaldelse/aftale, samt at der ikke kan eftermonteres et partikelfilter pa køretøjet. Der indføres samtidig mulighed for, at disse undtagelser kan registreres op til cirka to døgn efter kørsel i en miljøzone.

  • Der indføres mulighed for, at Miljøstyrelsen ved stikprøvekontrol af undtagelser kan kræve dokumentation for behandling på hospital eller hos speciallæge eller for ophold på krise- eller misbrugscenter.

Se hele lovforslaget om ændring af miljøzone-reglerne her.

- Det er afgørende, at alle danskere har adgang til vores hospitaler, uanset hvilken bil man måtte have, siger miljøminister Magnus Heunicke.

Niels-Jacob Ulstrup, der er leder af Krisecenteret for Kvinder i Aalborg, har kaldt reglerne en tilsidesættelse af 'et behov, der i sidste ende kan betyde liv eller død', fordi flere af de kvinder, der flygter til krisecentret, kører i gamle dieselbiler.

Det seneste år er det sket to gange. Hør ham forklare mere om det her:

Derfor hilser han velkommen, at de pågældende kvinder kan blive fritaget for bøder.

- Det betyder, at så kan de frit søge herind uden at risikere at blive straffet for det. Og det er vi jo kisteglade for, siger Niels-Jacob Ulstrup.

Se på kortet her, hvor miljøzonerne ligger.

https://gis.sundogbaelt.dk/portal/apps/webappviewer/index.html?id=b3c27c09f75c436199fd9fef113bd02a

Ændringen forventes at træde i kraft 1. april.


Kendt bygning omdannet - aldrig set før i Jylland

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Er du klimabevidst og vild med genbrug? I så fald kan du måske finde din kommende bolig herunder.

En af Aalborgs mest ikoniske bygninger, der tidligere har huset den gamle tobaksfabrik og senest Aalborg Universitet, er nu blevet omdannet til 65 lejligheder.

Ikke nok med det er der tale om den første svanemærkede renovering i Jylland.

- Det er meget glædeligt, at den første svanemærkede renovering i Jylland nu er en realitet. Både økonomisk og klimamæssigt kan det være fordelagtigt at renovere frem for at rive ned og bygge nyt, og en svanemærket renovering tager ekstra hensyn til miljø og klima og er samtidig med til at fremme cirkulær økonomi, siger Frederik Gudi Sommer-Gleerup, der er afdelingschef i Miljømærkning Danmark, i en pressemeddelelse.

Her ses certificeringen. Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

C.W. Obel Ejendomme og HP Byg er totalentreprenør. Under renoveringen har der været fokus på at bevare den oprindelige konstruktion og samtidig sikre en reduceret miljøbelastning.

Svanemærket renovering

En svanemærket renovering er kendetegnet ved:

  • Bygningen har et lavt energiforbrug efter renoveringen.

  • Bygningen har et godt indeklima og lave emissioner af farlige kemikalier.

  • Bygningen er miljøkortlagt, og sundheds- og miljøfarlige stoffer samt farligt affald er bortskaffet på korrekt vis.

  • Byggeprodukter, materialer og kemiske produkter opfylder høje miljø- og sundhedsmæssige krav.

  • Renoveringen har fremmet genbrug af byggeprodukter og materialer.

Certificeringen med Svanemærket betyder, at ObelHus kan dokumentere et lavt energibehov og godt indeklima. Derudover har bygningen under selve renoveringen levet op til skrappe krav til bl.a. genanvendelse og affaldshåndtering.

- Med Svanemærket kommer der en stor bevidsthed om, hvad det er for nogle rammer, vi tilbyder dem, der skal bo i bygningerne. Vi kan godt lide tanken om, at der ikke er bygget uønsket kemi ind i bygningen, og at der er et godt indeklima, hvilket kommer lejerne til gode – både nu og her og i fremtiden, siger Michael W. Henriksen, afdelingschef for C.W. Obel Ejendomme i Aalborg.


Samlede ind til en ny spiller: Nu henter Aalborg-klub to angribere

Aalborg Pirates har gennem en længere periode samlet ind til, at klubben kunne få en ny spillere, og det må siges at være lykkedes.

Klubben henter nemlig hele to nye forstærkninger.

Det er 29-årige Anthon Eriksson og 26-årige Oliver Kiljunen, der begge slutter sig til piratskibet.

Fælles for de to spillere er, at man forventer, at de vil pryde offensiven.

- Anthon er en fysisk stærk forward, der tager slagsmålene foran mål, hvilket er noget, som vi til tider har savnet. Han har tidligere spillet sammen med Troy, hvorfra vi har fået en positiv tilbagemelding om Anthon, udtaler sportschef Ronny Larsen i en pressemeddelelse. 

- Oliver kommer til at bidrage med en masse fysik i offensiven, hvor han også har produceret godt offensivt. Han er ikke bange for at tage kampene foran mål, hvor mange mål scores, tilføjer sportschefen.

Anthon Eriksson er netop landet i Aalborg og træner med truppen fra nu af. Han og Oliver Kiljunen vil sandsynligvis få debut mod SønderjyskE onsdag aften ifølge klubben.

Fakta

Sidste sæson spillede 29-årige Anthon Eriksson sammen med Troy Lajeunesse i britiske Fife Flyers, hvor han endte med fem point over 15 kampe. Sæsonen forinden spillede han i den bedste svenske række, SHL.

Oliver Kiljunen kommer til Aalborg efter at have startet sæsonen i Kiekko-Vantaa i den næstbedste finske række.

Han har desuden har været omkring den bedste række i Finland, Liga, hvor han spillede et par sæsoner, og sidste sæson var han omkring den slovenske storklub, Olympia Ljubljana, hvor han også blev mester.


Vaks borger reddede den lokale Føtex fra potentiel katastrofe

Foto: (Privatfoto)

Gårsdagens redningsperson efterlyses nu af butikken.

En vaks kunde stoppede en potentiel meget farlig situation hos den lokale Føtex i Hobro mandag aften.

Omkring klokken 19.30 kom der pludselig røg op fra det store F i butikkens logo.

- Den her kunde kommer og gør personalet opmærksom på, at det ryger og lugter brændt, forklarer Niels Gårde, der er varehuschef for Føtex i Hobro.

Personalet fik hurtigt fat i brandvæsnet, der kort efter kunne konstatere, at det var en neontransformer, der var kortsluttet, hvilket med stor sandsynlighed kunne have ført til brand.

- Hvis det var sket, så var der jo gået ild i vores tag på nul komma fem, og så havde jeg nok ikke kunnet åbne butikken i dag og de kommende dage, konstaterer varehuschefen.

Han forklarer desuden, at det store F hænger over butikkens slagter, hvor der er meget ventilation, mens der også er lejligheder i bygningen, som ville være blevet påvirket af en potentiel brand.

Foto: (Privatfoto)
Foto: (Privatfoto)

'Jeg er evig taknemlig'

Den kunde, som kom og gjorde personalet opmærksom på røgen, havde en stor betydning for, at det ikke endte værre, og derfor efterlyser varehuschefen nu gårsdagens redningsperson.

- Min nøglebærer var simpelthen så stresset, at han ikke husker, om det var en kvinde eller en mand, så vi har ikke meget at gå ud fra, forklarer Niels Gårde og tilføjer.

- Vi vil rigtig gerne sige 1000 tak til personen, og vi har også en gavekurv til vedkommende, hvis han eller hun henvender sig til os.

Varehuschefen er meget taknemlig for, at kunden tog affære.

- Det betyder alverden, at person gjorde opmærksom på det, og jeg er evigt taknemlig og ovenud lykkelig, understreger han.