Efter ny milliongaranti til havn: Ingen kender den endelige regning
Foto: Jesper Christiansen TV2/Nord
I denne mail skriver havnedirektør Mikkel Seedorf, at der ikke findes et budget på færdiggørelsen.
De seneste to måneder har Frederikshavn Kommune stillet lånegaranti til Frederikshavn Havn på 137,5 millioner kroner, så havnen kan få bygget et stort olieterminalanlæg færdig. Den endelige regning kender ingen.
TV2 Nord kan nemlig afsløre, at der ikke findes et budget på færdiggørelsen. Det fremgår af en aktindsigt i kommunikationen mellem Frederikshavn og Frederikshavn Kommune.
Her skriver havnedirektør Mikkel Seedorf den 8. november i en mail, at en entreprenør ikke ville indgå en fastprisaftale, da kvaliteten af det på anlægget, som skulle udbedres, var ukendt på daværende tidspunkt, og at havnen derfor var tvunget til at lave aftale på timebasis.
I mailen skriver havnedirektøren desuden, at ingen havde overblik over omfanget af reparationer, inden færdiggørelsesarbejdet blev overdraget til en entreprenøren, og han slår fast, at der ikke er tale om en budgetoverskridelse, for der har aldrig været et budget for færdiggørelsen.
Politikerne i Frederikshavn Kommune bevilligede onsdag aften havnen en lånegaranti på 52,5 millioner kroner. Om det bliver sidste gang, at kommunen skal stille garanti for et lån til olieterminalanlægget vil borgmesteren ikke give garanti for.
- Det kan jeg ikke, men jeg kan garantere, at vi nu har fået en kolosal stærk bestyrelse, som har hånden på rattet, siger borgmester Birgit Stenbak Hansen, Socialdemokratiet.
Med tre års forsinkelse blev olieterminalanlægget her på havnen i Frederikshavn for 2 uger siden afleveret til Stena Oil.
Se hele indslaget herunder:
Forsinkelsen har kostet havnen dyrt, og man har altså været så presset for at få det store anlæg klar til aflevering, at man har været nødsaget til at få en den sidste del af arbejdet lavet på timeløn, og uden at man har vidst, hvad den endelige regning ville løbe op i.
- Man kan sagtens grave sig ned i et hul og finde alle hullerne i osten. Det her handler om, at vi har en ordentlig klods om benet, og vi skal gøre det færdigt. Sådan kan det gå i nogle byggesager. Det er rigtigt uheldigt. Man kan ikke bare sige, at nu giver vi ikke flere garantier, for hvad vil man så? Vil man sælge en halvfærdig olieterminal til skrot, siger borgmesteren.
Likviditeten i Frederikshavn Havn er så presset, at havnen nu for tredje gang på knap 2 år har bedt kommunen stille garanti for et millionlån.
Sidste år var det 21 millioner kroner. I september måtte kommunen garantere for et lån på 85 millioner kroner, og nu to måneder senere er det et lån på 52,5 millioner kroner i Nordea, som kommunen står inde for.
- Nu skal vi videre, så vi kan få den olieterminal færdig og begynde at tjene nogle penge på den, siger Birgit Stenbak Hansen.
Jens Borup fra Venstre stemte som den eneste af byrådets 29 medlemmer imod, at kommunen skulle stille lånegaranti.
- Man kan kan ikke bare blive ved, selvom man synes det er fuldstændig umuligt og urimeligt, det som foregår, så er man nogle gange nødt til bare at sætte hælene i, siger Jens Borup, Venstre.
I følge en låneoversigt så har Frederikshavn Havn i 2019 lånt 225 millioner kroner til tankanlægget til Stena Oil. Forsinkelsen på 3 år har ifølge TV2 Nords oplysninger gjort projektet dobbelt så dyrt. Terminalen er nu afleveret til Stena Oil, men det drives ikke af moderselskabet Stena Oil Metall i Gøteborg, men derimod af et datterselskab med adresse i Brøndby.
- Der er en negativ egenkapital på 570.000 kroner i det selskab, og man har ikke engang villet betale op, så der er en positiv egenkapital. Det er stiftet udelukkende til at lave den aftale med Frederikshavn Havn, så der er ingen penge bagved, siger Jens Borup.
Af selskabets regnskab fremgår det, at udover den negative egenkapital efter 3 år uden indtægter, har man også en 22 år lang lejekontrakt med havnen til en samlet forpligtelse på 216 millioner, og den aftale bekymrer Jens Borup.
- Jeg ville gerne have haft, at der var en moderselskabskaution fra Stena Metall overfor Frederikshavn, at de nok skal stå bag terminalen, og det er der ikke, siger Jens Borup.
Den udmelding kommer bag på borgmesteren, som siger, at det ikke er byrådets opgave at have indsigt i kontaktforhold, men forholdet bliver nu undersøgt.
- Der vil vi selvfølgelig forholde havnens nye bestyrelse det, nu hvor Jens Borup har været ved at lege dedektiv, siger borgmesteren.