Ukrainere får tag over hovedet på Tech College i Aalborg
I samarbejde med Ydelsescentret i Aalborg Kommune har Tech College Aalborg stillet 25 ledige værelser på deres kollegie til rådighed.
Det kan være svært for ukrainske flygtninge at finde tag over hovedet og noget at spise, hvis ikke man i forvejen har et netværk i Danmark.
På Ydelsescentret i Aalborg Kommune er der hjælp at hente.
- Den indsats, vi yder i øjeblikket, er egentlig med henblik på, at de midlertidigt får tag over hovedet og måske lidt til forsøgerlse, indtil der foreligger en opholdstilladelse, siger Michael Toftegaard Larsen, centerchef i Ydelsescentret i Aalborg Kommune.
Ledige værelser
På grund af en planlagt renovering stod hele 25 kollegieværelser ledige, så Tech College i Aalborg besluttede at stille dem til rådighed.
- Jeg har en god fornemmelse over, at vi godt kan gøre en forskel. Det er specielt rart at se, at der nu er kommet lidt ro på, og de er begyndt at løsne lidt op og smile lidt mere, siger servicechef på Tech College, Klaus Kjærgaard.
Ikke et spildt ophold
Sevilya Belous er en af de ukrainske flygtninge, der har fået plads på kollegiet. Og hun er glad for, at de kan få ophold i Danmark.
- Det vil aldrig være spild at gå i skole, lære dansk og finde nye venner. Så jeg synes bare, at det er en fordel for børnene, at de kan lære både landet og danskerne at kende, siger Sevilya Belous.
Men selvom det er rart i Aalborg, er der ingen tvivl om, hvor de helst vil være.
- Selvfølgelig, selvfølgelig, selvfølgelig vil vi gerne hjem til Ukraine igen, siger hun.