Købmand donerer 10 procent af omsætningen til ukrainske børn
Meny i Fjerritslev har valgt at donere 10 procent af fredagens omsætning til Red Barnet, som gør en indsats for de børn, der er ramt af krigen i Ukraine.
Slagtermesteren i Meny-butikken i Fjerritslev fik en idé, og så var der ikke langt fra tanke til handling. Derfor går 10 procent af de penge, kunderne fredag lægger i butikken, til at hjælpe de børn, der er ramt af krigen i Ukraine.
- Jeg synes, vi skulle være med til at gøre en forskel i forhold til de børn, der har det rigtig svært lige nu. Derfor gik jeg til min købmand, og han gik med på idéen. Vi valgte at sige, at vi donerer 10 procent af omsætningen til krigens børn, fortæller slagtermester Michael Rytter.
Pengene fra butikken bliver doneret til organisationen Red Barnet, som gør en indsats for de børn, der mærker konsekvenserne af Ruslands invasion af Ukraine.
Kunderne bakker op
Kunderne i Meny har ud over at handle i butikken også mulighed for at støtte via en indsamling, butikken har oprettet.
- Jeg synes, det er fantastisk, og jeg synes, det er dejligt, at det er nogle af medarbejderne, der siger, at nu skal vi gøre et eller andet, siger Mona Gregersen, som er en af de kunder, der fredag handlede i Meny i Fjerritslev.
Har du tænkt dig at fylde lidt ekstra i kurven i dag?
- Det kunne jeg da egentlig godt tænke mig, for nu har jeg muligheden for at give på en lidt anden måde. Det er en fin måde at gøre det på, så det gør jeg gerne, siger Mona Gregersen.
Meny i Fjerritslev har sørget for, at der er ekstra gode tilbud til kunderne i løbet af fredagen, og butikken overvejer, om der på et tidspunkt skal samles ind igen til fordel for ofrene for krigen i Ukraine.
- Jeg vil ikke udelukke, at vi gør det igen, hvis det går godt, siger Michael Rytter.