Kort Nyt

Hundepatrulje og drone sat ind i jagten på forsvundet kvinde

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En større eftersøgning blev sat i gang natten til torsdag, efter en 74-årig kvinde var gået fra sin bopæl på Plejecentret Højgaarden på Højgårdsvej i udkanten af Farsø klokken 03.20.

Det var kvinden selv, der kort tid efter aktiverede sin alarm, som hun altid har med sig. Dermed blev der sendt besked til plejecentrets personale, som kontaktede Nordjyllands Politi.

- Hendes alarm kan ikke spores med GPS, så vi rykkede ud med både hundepatrulje og drone, der hurtigt blev sat til at lede efter hende, fortæller politiassistent Jesper Fredsgaard fra Himmerlandspolitiet i Hobro.

Den første patruljevogn var fremme allerede klokken 03.28. Godt en time senere - klokken 04.34 - blev den 74-årige plejehjemsbeboer fundet.

- Vi finder hende ved Sundhedscenter Vesthimmerland på Fredensvej - ikke særligt langt fra plejecentret. Hun blev fundet i god behold, fortæller Jesper Fredsgaard.

To kørt med traume til hospitalet efter alvorligt uheld

To personer er kørt med traume til Aalborg Universitetshospital, efter de kørte sammen i et alvorligt uheld i et vejkryds nær Gunderup.

Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Karsten Højrup.

- Det er en 33-årig kvinde og en 58-årig kvinde fra Aalborg, og de er begge kommet alvorligt til skade og er under behandling på hospitalet, oplyser han.

Politiet betragter det, som værende et vigepligtsuheld, hvor den ene part er kommet fra en side vej og derefter er påkørt den anden part.

- Vi har en bilinspektør på stedet for at undersøge årsagen nærmere, og vi regner med at være væk fra stedet om en halv times tid, lyder det.

Det er dog endnu ikke endeligt klarlagt, hvem der har overtrådt sin vigepligt endnu.

Der er også sket voldsom materiel skade på bilerne, hvoraf den ene bil fortsat holdt på vejen længe efter uheldet, som skete klokken 14.24.

Aalborg Håndbold tager sejren trods dårlig start

Selvom Aalborg Håndbold så sløje ud fra start, da klubben tog imod SønderjyskE hjemme lørdag eftermiddag, så endte nordjyderne alligevel med sejren til sidst.

Det var gæsterne, der kom bedst fra start, hvilket også var årsagen til, at det var dem, der kunne gå til pausen med en føring på 16-15.

Dog formåede Aalborg-spillerne at komme bedre ud til kampens anden halvleg.

Her fik Aalborgenserne vendt kampen, sådan at det var hjemmeholdet der løb med sejren på 34-32 til sidst.

Kommer med opråb til bilister: Isglatte veje flere steder i Nordjylland

Lørdag formiddag beretter Vejdirektoratet om pletvis isglatte veje flere steder i Nordjylland.

Det er særligt Hjørring-, Frederikshavn- , Thisted-, Aalborg- og Mariagerfjord Kommune, som der er tale om.

Vintervejret fortsætter også ind i weekenden, hvor der forventes byger, og hvor der fortsat vil være koldt, med temperaturer omkring eller under frysepunktet. Det betyder risiko for sne- og isglatte veje i hele landet.

'Vær derfor opmærksom, hvis du skal ud at køre, og orientér dig om vejret og trafiksituationen på forhånd og kør efter forholdene,' opfordrer Vejdirektoratet.

Husk det nu: Motorvejstilkørsel spærres i weekenden

I en del af denne weekend er det ikke muligt at benytte Kridtsvinget både til og fra motorvej E45.

Årsagen er, at stibroen over Kridtsvinget tæt på Limfjordstunnelen skal fjernes.

Det fortæller Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Nedrivningen af stibroen foregår i dagtimerne lørdag 23. november, men arbejdet betyder, at til- og frakørsel 23 Aalborg N på E45 lukker fra omkring klokken 6 lørdag morgen. Arbejdet forventes færdigt søndag morgen klokken 6, hvor til- og frakørslen igen åbner.

Anderledes biljagt: Kvinde jagtet gennem byen af taxa

Klokken 0.52 natten til lørdag forgik der en anderledes biljagt i Aalborgs gader.

Her jagtede en taxa nemlig en 40-årig kvinde, efter kvinden havde kørt op bag i taxaen på Vesterbo og efterfølgende var stukket af.

- Taxaen følger efter hende til de ender i Egholmsgade, der er en lukket vej. Her kan han så holde hende, mens han ringer til os, forklarer vagtchef ved Nordjyllands Politi Christian Tilsted.

Da politiet ankommer, kan de se, at kvinden er fuld. Hun nægter desuden at give sit navn og fødselsdato til politiet.

- Hun blev anholdt og har sovet rusen ud på politigården, men hun er løsladt nu, forklarer vagtchefen.

Kvinden er sigtet for spirituskørsel, for at nægte at udgive oplysninger, som man har pligt til at oplyse til politiet, og for at stikke af fra ulykken.