Kort Nyt

Direktør i chok - designmøbler til millioner af kroner går tabt

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

- Det er hele produktionen. Det er alt. Alt er væk.

Sådan lyder det fra Christoffer Buus, der er salgsdirektør i møbelfabrikken Getama, som har huse i Gedsted.

Christoffer Buus blev i nat vækket af politiet, der ringede ham op og gjorde ham opmærksom på, at der var gået ild i møbelfabrikken.

- Det var chokerende. Det havde jeg selvfølgelig slet ikke set komme, siger salgsdirektøren, der netop nu står og kan kigge på den brændende bygning.

Getama har i årevis produceret Wegner- og andre designmøbler. Derfor er det møbler til mange millioner, der går tabt i ilden.

På nuværende tidspunkt har Christoffer Buus dog ikke noget overblik over, hvor mange millioner af kroner der er gået op i flammer. Lige nu er hans håb, at sengeafdelingen kan reddes.

Beredskabet forventes at være på stedet de næste mange timer. Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Nordjyllands Politi blev kaldt ud til branden på Holmmarksvej klokken 03.40. De arbejder stadigvæk på stedet sammen med Nordjyllands Beredskab. Hjemmeværnet er tilkaldt for at spærre vejen af, så trafikken ikke kommer til at genere slukningskøretøjerne.

- Der bliver nok tale om en kontrolleret nedbrænding af den bygning, der er ild i, udtalte vagtchef ved Nordjyllands Politi Jesper Sørensen til TV2 Nord ved 6.30-tiden. 

Getama var i dag lukket. Derfor er ingen medarbejdere mødt ind til morgen. Christoffer Buus oplyser, at han netop nu skal have informeret alle firmaets medarbejdere om situationens alvor.

Virksomheden blev grundlagt i 1899. Tidligere havde de en fabrik et andet sted i byen, men de har haft huse på Holmmarksvej siden midten af 1960'erne.

Det vides endnu ikke, hvorfor branden opstod. Det skal tekniske undersøgelser afklare.

Der er ingen meldinger om tilskadekomne.

Center ikke på finansloven - risikerer at lukke

Fremtiden for Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Sydthy hænger i en tynd tråd.

Centret har de seneste tre år modtaget tre millioner kroner i støtte om året, men er ikke kommet med på den finanslov, som regeringen fredag har præsenteret sammen med SF, Radikale og Enhedslisten.

Dermed er det tvivlsomt, om centret overlever.

Mette Frederiksen modtager kongelig orden

Statsminister Mette Frederiksen (S) har fredag modtaget en orden fra Kongehuset. Det skriver nordjyden på Instagram.

- Jeg er derfor nu udnævnt til Kommandør af 1. grad af Dannebrogordenen. Det er første gang, en socialdemokratisk statsminister modtager en orden, skriver Mette Frederiksen i sit opslag.

Brand på altan spredte sig til lejlighed

Nordjyllands Beredskab blev fredag aften kaldt ud til en brand i en lejlighed på Olfert Fischers Gade i Aalborg.

Den første melding lød, at der var ild i møbler på lejlighedens altan.

Da beredskabet kom frem, havde ilden spredt sig til lejlighedens soveværelse.

- Vi er færdige på stedet. Vi har tilkaldt skadeservice til den brandramte lejlighed, skriver Nordjyllands Beredskab på X.

Nordjyderne er vilde med omstridt handelsplatform - nu sendes den i skammekrogen

Nordjyderne er vilde med Temu, og der er muligvis en ting eller to derfra på ønskelisten til jul. Hvis du bruger app'en Ønskeskyen til at lave din ønskeliste, vil du dog ikke længere finde Temu på deres inspirationslister - for de har nu indført et delvist og midlertidigt boykot.

Den kinesiske handelsplatform er hurtigt blevet en af danskernes foretrukne steder at shoppe online, og det ses tydeligt på mængden af Temu-ønsker i Ønskeskyen, der har rundet 300.000.

- Vi vil ikke inspirere folk til at købe mere fra Temu. Vi ved fra undersøgelser og fra brugere, at mange af varerne ikke lever op til forventningerne, og det er en udfordring for os, hvis forbrugere har fundet inspirationen til at købe disse produkter i vores inspirationsunivers, siger Ønskeskyens kommercielle direktør Morten Bjørn Mortensen til TV 2.

Sommerhus brød i brand

Der gik fredag eftermiddag ild i et sommerhus ved Slettestrand. Det oplyser Nordjyllands Beredskab på X.

- Vi er fremme og kan bekræfte, at det er noget af taget, som brænder. Vi har indsat røgdykkere, skrev beredskabet først på det sociale medie.

Vagtchef René Kortegaard fra Nordjyllands Politi fortæller, at branden muligvis er opstået, efter at der er blevet brændt tagpap på sommerhuset.

Kort efter klokken 17 sendte Nordjyllands Beredskab en opdatering.

- Branden er slukket og køretøjerne har vendt snuden hjem, lød det.

Der var ingen mennesker i huset, da branden brød ud.