Kort Nyt

Borgere ramt af skybrud indsamler beviser

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Forsikringsselskaberne bruger DMI, når de afgør, om der har været skybrud. Men DMI har ikke målestationer overalt, så nu samler borgerne selv beviser ind i Nors.

Den almindelige husforsikring dækker skader ved skybrud, men ikke altid hvis skaderne bare skyldes almindelig regn.

DMI definerer et skybrud som et regnvejr, der giver mindst 15 mm nedbør på højst 30 minutter. Det er den samme definition, som forsikringsselskaberne anvender.

Derfor er bevismaterialet afgørende i forsikringssager, og det skal kunderne selv sørger for.

Thomas Sloth begyndte i første omgang at samle bevismateriale ind til sit eget forsikringsselskab.

- Jeg havde en mavefornemmelse af, at jeg måske ville få problemer med forsikringen. Så jeg samlede bevismateriale ind til mig selv, for vi havde ikke nogen beviser for, at der havde været vandskade. Vi sørgede for at få vandet væk, og så var det først bagefter, vi stod og tænkte, hvad nu hvis vi får problemer, siger han.

Og han var ikke den eneste, der havde det problem.

En kvinde i en Facebookgruppe for borgerne i Nors blev afvist i sin sag hos forsikringen, fordi DMI ikke havde målt et skybrud i området.

Problemet er bare, at DMI ikke har en målestation i Nors og uvejret var meget lokalt.

Derfor besluttede Thomas Sloth at lave en hjemmeside, som alle lokale kunne tilgå, hvis det blev nødvendigt.

- Så stod man ikke helt alene og skulle kæmpe sin sag, hvis man stod ligesom os uden at have noget bevismateriale, siger han.

Læs mere her:

Ejendom evakueret: Mand forsøgte at slukke brand i ældre dames lejlighed

Nordjyllands Beredskab er torsdag kort før middag kørt til Mejerigade i Vrå, hvor der er brand i en etageejendom.

Der er nemlig opstået brand på et komfur i en ældre dames lejlighed, fortæller indsatsleder Thomas Dybro.

- Branden har spredt sig til emhætten og tagrummet, hvor der dog ikke var ild, men kraftig røgudvikling, siger han.

Beredskabet blev alarmeret om branden klokken 11, og de beredskabet kom frem, blev der straks sendt et røgdykkerhold ind, der tog sig af brandslukningen.

- Vi har to, der er taget med på grund af røgskade, fortæller indsatslederen.

I forbindelse med branden blev beboerne i etageejendommen evakueret. Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Hjalp genbo

Den ene af de to er den ældre dames genbo, der spottede ilden på komfuret og straks skred til handling. Han fik slukket for elektriciteten i lejligheden, men kunne ikke stille noget op mod røgen og branden.

- Ambulancen havde egentligt kigget på manden og besluttet sig for ikke at tage ham med, men politiet har vurderet, at han skal med. Han har meget adrenalin i kroppen, og jeg tror, det er en fornuftig beslutning, lyder det fra indsatslederen.

Der er 8-10 lejligheder i etageejendommen, og beboerne har i øjeblikket ikke adgang til lejlighederne.

- Selvom boligerne burde være tætte, skaber røgen et overtryk, der kan trænge ind alle steder. Så derfor tager vi lige og ventilerer lejlighederne med en højtryksudlufter, fortæller Thomas Dybro.

Tyve skaffede sig adgang til villa via orangeri

Der er givetvis en ærgerlig villaejer i Mariager.

Onsdag omkring klokken 13 smadrede ukendte gerningsmænd nemlig en rude i et organgeri på Mariagervej.

På den måde skaffede de sig adgang til huset, og stjal to PH lamper til en samlet værdi af 25.000 kroner.

Hvis man har set noget mistænkeligt i tidsrummet, kan man kontakte Nordjyllands Politi på 114.

Mand blev standset med hestetrailer - men der var et andet dyr i lasten

Det var mere end bare en færdselsforseelse, som lokalpolitiet i Thisted måtte notere en snart 90-årig mand for onsdag eftermiddag.

Det fortæller Henrik Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.

Manden kom kørende i sin bil med hestetrailer, da han påkørte et skilt på Sallingsundbroen. Det fik hjulet på traileren til at ryge af, men det forhinderede ikke den snart 90-årige i at køre videre - bare på fælgen.

Da poliet standsede manden, tog de også et kig i mandens hestetrailer. Her fandt de et ikke nærmere defineret antal kalve.

Derfor udviklede det sig fra 'bare' at være en færdselsforseelse til at blive en sag for Tungtvognscenter Nord.

- De skal undersøge, om der er sket en overtrædelse af godstransportbestemmelserne, siger Henrik Jensen.