Kort Nyt

Listig tyv udgav sig for at være politiet - forsøgte at snyde sig til penge

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Gerningsmanden forsøgte at lokke bankoplysninger ud af en 25-årig mand.

Der er blevet optaget et lån på 75.000 kroner i dit navn, og der er ved at blive lavet yderligere transaktioner.

Førnævnte melding over telefonen kan givetvis få det til at løbe koldt ned ad ryggen på de fleste. Hvis afsenderen tilmed er politiet, så må den vel være god nok.

Det kunne man i hvert fald fristes til at tro. 

En 25-årig mand fra Nørager lugtede imidlertid lunten. For det var nemlig ikke politiet, der ringede, selvom manden i den anden ende af røret udgav sig for at være ordensmagten og forsøgte at lokke bankoplysninger ud af den 25-årige.

- Den 25-årige gør det rigtige og fortæller ikke noget til manden og ringer i stedet til os, og anmelder det, fortæller politiassistent Hans Henrik Sørensen fra Nordjyllands Politi, inden han gør det klart, at sager af den her karakter er svære at efterforske.

- I det her tilfælde kan vi ikke følge pengestrømmen, og der bliver ringet fra et nummer, som ligner vores, fordi gerningsmændene bruger noget elektronik, der gør, at deres nummer ser anderledes ud hos modtageren, så det er næsten umuligt at opklare, siger han.

Politiassitenten beder derfor folk om at huske på, at de aldrig ringer for at udspørge folk om deres bankoplysninger.

Breaking

Togdriften indstillet flere steder i Nordjylland

Opdateres...

Togdriften er indstillet på flere strækninger i Nordjylland. Det meddeler Banedanmark på X.

De skriver videre, at det skyldes problemer med signalerne.

Togtrafikken er indtil videre indstillet frem til klokken 18.

Det er endnu ikke meldt ud, om der bliver indsat togbusser på strækningerne.

Brud på ledning stoppede vandforsyning

Torsdag har det helt store gravearbejde været i gang på Hjørringvej i Frederikshavn.

Det skyldes, at der omkring klokken 2:30 i nat kom et brud på en vandforsyningsledning, hvilket resulterede i, at mange frederikshavnere stod uden vand fra klokken 6:30.

Video: Per Frank Paulsen

Hen over middagen lyder meldingen fra Frederikshavn Forsyning, at der skulle være styr på problemet.

Direktør Lars Østergaard har ikke haft mulighed for at stille op til et interview, men i en kort telefonsamtale med TV2 Nord, fortæller han, at bruddet formentlig skyldes en marksten, som har presset sig op mod en vandforsyningsledning.

Direktøren kan ikke præcist fortælle, hvor mange der har stået uden vand, men han siger, at det særligt er personer i Ravnshøj-området, der har været påvirket af problemet.

Brønderslev Kommune får ny direktør

Brønderslev Kommune har fået ny direktør for Børn og Kultur.

Valget er faldet på Mads Rune Jørgensen, der har været skolechef i Aalborg Kommune siden 1. august 2019. Og valget af den nye direktør vækker glæde hos kommunen.

- Jeg er helt sikker på, at vi med Mads får en profil, som både vil og kan arbejde videre med at udvikle kerneopgaverne indenfor blandt andet skole-, fritids- og kulturområdet, lyder det fra borgmester i Brønderslev Kommune, Mikael Klitgaard (V).

Mads Rune Jørgensen blev valgt ud fra 12 kandidater, og han ser frem til sin nye rolle.

- Jeg har læst arbejdsgrundlaget for direktionen i Brønderslev Kommune, og de værdier, som fremgår her, er i tråd med sådan, som jeg ønsker at arbejde. Der er et godt samarbejde i organisationen, med politikerne og med borgerne og jeg glæder mig til at stå i spidsen for en fagforvaltning, der varetager opgaver på et af de vigtigste velfærdsområder i vores samfund, fortæller han.

Mads Rune Jørgensen begynder i sit nye arbejde 1. januar 2025.

Politiet leder stadigvæk efter pårørende efter drukneulykke

Der er endnu ikke dukket pårørende op til den mand, som onsdag morgen blev reddet op af Limfjorden.

Nordjyllands Politi modtog onsdag en anmeldelse om en mulig drukneulykke klokken 6:59, hvor både Nordjyllands Politi og Nordjyllands Beredskab var til stede med redningsbåde og -helikoptere.

En time efter anmeldelsen fandt man en livløs mand i Limfjorden, som straks blev sendt til sygehuset.

- Vi er desværre stadig der, at der ikke er sket forbedringer på hans tilstand, lyder det fra vagtchef ved Nordjyllands Politi, Torben Arendrup.

Politiet kender ikke til mandens identitet, og de sendte derfor onsdag et signalment ud, så eventuelle pårørende kunne melde sig.

Signalement

  • Cirka 30-40 år
    • 170-180 cm høj
    • 75-80 kg
    • Slank kropsbygning
    • Sort krøllet hår og sort fuldskæg
    • Iført lyse Adidas-sko, en gul hættetrøje, sort jakke og sorte bukser
    • Manden har ingen andre kendetegn (som fx tatoveringer)
    • Manden har muligvis medbragt et gråt stofnet. En sådan blev fundet ved kajen.

Hvis du kan hjælpe Politiet med at komme nærmere mandens identitet, kan de kontaktes på 114.

Unge knejter knaldet af politiet

Kender du også nogle unge med lidt for meget benzin i blodet?

Det er i hvert fald tilfældet for to knejter i Aars, der var så kålhøgne at begå ulovligheder lige i nærheden af den lokale politistation i Aars.

En 17-årig ung mand kørte i en rum tid på baghjul på en knallert ude på Løgstørvej - et stenkast fra politistationen. Han blev standset og sigtet for manglende agtpågivenhed.

Men knallerten var ikke hans. Den tilhørte en 15-årig kammerat, som nu også er blevet sigtet, da knallerten var ulovlig.

Det oplyser Mikkel Brügmann, politikommissær ved Nordjyllands Politi i Hobro.