Kort Nyt

Pressede akutmodtagelser får nu flere penge

Hvert år bliver der fremover tilført 3,5 millioner kroner ekstra til driften af regionens akutmodtagelser. Der er nemlig brug for midlerne, da der er begyndt at komme flere patienter på akutmodtagelserne.

På Aalborg Universitetshospital skal de ekstra penge især være med til at sikre, at der er speciallæger i akutmodtagelsen.

Derudover der der blevet sat penge af til subakutte dagshospitaler i Aalborg, Hobro og Thisted samt på Regionshospital Nordjylland i Hjørring. Det er især henvendt borgere med flere sygdomme, og på de subakutte afdelinger tilbydes patienterne udredning inden for 72 timer.

Det er regionsrådet i Region Nordjylland, der har besluttet at tildele de ekstra midler.

Populær tøjbutik lukker

I Gistrup ligger secondhandbutikken Deja Vu, der blandt andet sælger overskudsvarer og brugte 'high end designer-items'.

Men nu er det slut.

Det melder Deja Vu selv på sin Instagram-side via ejeren Cecilie Fisker.

- Af personlige grunde har jeg været nødt til at tage den hårdeste beslutning, jeg nogensinde har taget; min virksomhed Deja Vu er lukket pr dags dato. Mit hjertebarn. Mit andet hjem gennem de sidste små 5 år. Slut. Det betyder desuden også en personlig konkurs for mig og mit hjerte er knust i tusind stykker, står der blandt andet i opslaget.

Deja Vu har været vældigt populær, hvor butikkens Instagram-side for eksempel har hele 23.000 følgere.

AaB er blandt de yngste hold i verden

AaB har fået en blandet start på sæsonen, hvor holdet er placeret som nummer ni i 3F Superligaen efter 15 kampe, men på ét punkt er de øverst i landet - og blandt de førende i verden.

Det gælder, når man kigger på, hvor unge spillerne, der bliver benyttet er.

Her har AaB benyttet sig af de yngste spillere i denne sæsons Superliga med en gennemsnitsalder på 23, 4, og det er også godt nok til at være syvendebedst blandt de klubber, der er repræsenteret i tallene fra CIES Football Observatory.

AaB's sportsdirektør James Gow kalder tallene interessante, og at det bygger på en identitet, AaB gerne vil have.

Du kan læse et længere interview med James Gow om tallene i artiklen herunder.

Beate bagte - nu er der samlet rekordmange penge ind

I oktober blev der traditionen tro bagt og solgt bagværk over hele landet til fordel for BørneTelefonen.

En af dem, var 9-årige Beate Vega Eichner Jensen fra Hjørring, der sammen med sin mormor forsøgte at samle 10.000 kroner ind. De har sammen bagt og solgt kager siden april for at samle penge ind til BørneTelefonen.

På landsplan er der nu blevet samlet 3,1 millioner kroner ind, og det er et rekordresultat.

I alt 7046 private familier, skoler, foreninger, institutioner og virksomheder fra Region Nord deltog i år i Bag for BørneTelefonen.

Vil sagsøge staten og ugyldiggøre 3. Limfjordsforbindelse

"Borgerbevægelsen mod en motorvej i Egholmlinjen" er nemlig ved at samle penge ind til at føre en retssag mod staten for anlægsloven. Målet er at samle en million kroner ind - når det mål er nået, vil de lægge sag an. De vil have tjekket, om alle EU-direktiver er fulgt efter reglerne.

Indtil videre er 444.000 kroner samlet ind.

- Jeg synes, det er et meget bredt grundlag at rejse en sag på. Jeg synes, det virker ufokuseret, siger formand for transportudvalget, Rasmus Prehn (S).

Kan sådan en retssag være med til at sinke projektet?

- Mit udgangspunkt er, at der ikke er noget at komme efter. Vi havde en ekstraordinær tilbundsgående proces i forbindelse med behandlingen af sagen, siger Rasmus Prehn.

Louise Faber, der er advokat for borgerbevægelsen, er helt uenig.

Vi mener, at det har været en tidsmæssigt presset proces med alt for korte høringsprocesser. Det er vores opfattelse, at politikerne selv synes, de har talt godt med hinanden om sagen, men ikke lyttet til alt det, der ellers er foregået, mener hun.

Politiet forlænger opholdsforbud ved rockerklubhus

Siden september 2023 har Nordjyllands Politi lavet et opholdsforbud mod Hells Angels' rockerklubhus på Østergade 24 i Nørresundby.

Og det fortsætter som minimum også det næste 14 dage. Det skriver Nordjyllands Politi på X.

Nu gælder forbuddet frem til 28. november, og politiet forbyder en hver adgang på adressen, hvor der siden september 2023 også har været øget patruljering ved.