Nordjyderne er vilde med omstridt handelsplatform - nu sendes den i skammekrogen
Nordjyderne er vilde med Temu, og der er muligvis en ting eller to derfra på ønskelisten til jul. Hvis du bruger app'en Ønskeskyen til at lave din ønskeliste, vil du dog ikke længere finde Temu på deres inspirationslister - for de har nu indført et delvist og midlertidigt boykot.
Den kinesiske handelsplatform er hurtigt blevet en af danskernes foretrukne steder at shoppe online, og det ses tydeligt på mængden af Temu-ønsker i Ønskeskyen, der har rundet 300.000.
- Vi vil ikke inspirere folk til at købe mere fra Temu. Vi ved fra undersøgelser og fra brugere, at mange af varerne ikke lever op til forventningerne, og det er en udfordring for os, hvis forbrugere har fundet inspirationen til at købe disse produkter i vores inspirationsunivers, siger Ønskeskyens kommercielle direktør Morten Bjørn Mortensen til TV 2.