Nordjyde sikrer OL-plads og er i VM-semifinalen
Den nordjyske svømmer Helena Rosendahl Bach har sikret Danmark en plads ved OL næste år.
2 minutter og 7,57 sekunder.
Det var det, som Helena Rosendahl Bach skulle bruge på at svømme 200 meters butterfly ved langbane-VM i Fukuoka.
Dermed var hun den hurtigste svømmer af alle i de indledende heats ved VM i Japan. Tiden sikrede Aalborg-svømmeren en plads i VM-semifinalen, men udover det var der også den bonus, at hun klarede OL-kravet på distancen.
Men selvom det er 23-årige Helena Rosendahl Bach, der har sikret OL-billetten, så er det ikke nødvendigvis hende selv, der skal repræsentere Danmark ved OL.
Pladsen er nemlig kun en nationsplads. Hvilken svømmer der får den endelige plads bliver først fastlagt på et senere tidspunkt.
Når Helena Rosendahl Bach ikke svømmer langbane-VM, er hun en del af Aalborg Svømmeklub.
VM-semifinalen i 200 meter butterfly bliver skudt i gang onsdag klokken 14:16. Den kan følges på TV2 Sport.