'Formålsløse' Muhammedtegninger skal forbydes
Koranafbrænding eller koranafbrænding ej?
Det er et spørgsmål, som nogle danske politikere i øjeblikket bakser med.
For den seneste tids afbrændinger i Sverige og i Danmark har ledt til det, man vist godt kan kalde et diplomatisk stormvejr.
Men Regeringen skal gå skridtet videre end bare at forbyde koranafbrændinger og også forbyde satire af en bestemt type.
Det mener i hvert fald det nordjysk valgte folketingsmedlem Per Husted, der er valgt i Mariagerfjordkredsen for Socialdemokratiet.
Den holdning løfter han sløret for i et interview med mediet Kontrast.
- Jeg tror ikke, at dem, der har siddet og lavet vores Grundlov i 1849, havde fantasi til at forestille sig, at der var nogen, der kunne finde på at brænde koraner af. Jeg kan simpelthen ikke se idéen i, at man skal svine andres bøger til, siger Per Husted, der også er næstformand for Folketingets Udenrigsudvalg, til mediet.
Derfor vil han forbyde det, han selv kalder 'formålsløse' satiretegner af profeten Muhammed, hvis det eneste sigte med dem er at krænke andres værdier.
Hvad der er 'formålsløse' tegninger, og hvad der ikke er, vil han dog ikke gøre sig til dommer over. Han fortæller videre til mediet, at det må være andre, der er klogere end ham, der skal vurdere ud fra jura, etik og moral.
I interviewet argumenterer han også for, at blasfemiparagraffen, der blev afskaffet i 2017, skal genindføres, og at det i hans optik ikke er en begrænsning af ytringsfriheden.