Kort Nyt

Sejlbåd er stødt på grund i nordjysk fjord

En tysk sejlbåd sidder fast i Mariagerfjord, efter den tirsdag aften omkring klokken 19 stødte på grund ved Als Odde.

Det fortæller Nordjyllands Politi.

Beredskabet har været til stede, men måtte opgive at få den tyske båd fri ved indsejlingen til Mariagerfjord.

- De måtte give op, og så har de bjærget den tyske sejler i land på Als Oddevej. Der er tale om en 50-årig mand, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Thomas Ottesen.

Nordjyllands Politiet har talt med bådejeren for at afklare, om der var tale om spirituspåvirkning under den mislykkede sejlads.

- Men der var ikke noget alkohol indblandet, kunne vi hurtigt konstatere, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Thomas Ottesen.

Den 50-årige tysker har ifølge vagtchefen fundet et sted at sove ved nogle sommerhusejere i området.

Det er JRCC (Joint Rescue Coordination Centre), der sammen med beredskabet har forsøgt at få båden fri. De lægger nu en plan for, hvordan sejlbåden forhåbentlig bliver frigjort i morgen.

Råb kom fra havet - redningsstation hentede ham ind

Lørdag aften gik alarmen til Sæby Redningsstation, da de fik en melding om, at en person på Stranden ved Gerå kunne høre råb om hjælp fra havet.

Derfor skyndte redningsstationen sig afsted og kunne konstatere, at det var en lystfisker, som var vadet ud, men som havde mistet orienteringen om, hvor han var, da der var kommet meget tæt tåget. Det skriver Sæby Redningsstation på Facebook.

Til at begynde med kunne de ikke få øje på manden på grund af tågen, men da de fandt ham, kunne de høre, at han havde været i vandet i en længere periode, og at han var derfor kold og forkommen. Han havde dog en redningsvest på, som holdt ham flydende.

- Vi fik ham ombord, begyndte førstehjælp mens vi sejlede ham ind til Aså. Her overgav vi ham til yderligere behandling og kontrol i ambulancen, skriver redningsstationen.

Familier får afslag på afslag i kommune

Brønderslev Kommune er både nærig og bøvlet at samarbejde med, når det kommer til bevillinger til handicappede børn, lyder det fra flere familier.

En af de familier er familien Lyngvig, hvor treårige Palle, der er svært udviklingshæmmet, nu har ventet svar siden foråret på, om han kan få en ny specialklapvogn og -seng. De gamle er han for længst vokset ud af, og det har blandt andet den konsekvens, at han om natten kan komme til at selvskade.

Hele den historie kan du læse her:

Men det er ikke blot familien Lyngvig, som har udfordringer med Brønderslev Kommune. Det har flere andre også. Familier, som har oplevet, hvordan sagsbehandlingstiderne og samarbejdsviljen er større i andre kommuner.

Varsel ophører

I den seneste uge har tågen i løbet af natten og morgentimerne givet ganske dårligt udsyn for bilisterne, og søndag morgen er ingen undtagelse.

Fra klokken ni er der dog ikke længere varsel om tæt tåge i næsten hele Nordjylland. Det skriver DMI.

I det nordjyske er det kun Mariagerfjord, hvor varslet stadig gælder - men det er kun indtil klokken 10.

Råbte om hjælp på havet - kunne ikke komme ind på grund af tåge

Hos Nordjyllands Beredskab gik alarmen klokken 17.57.

Meldingen gik på en mulig drukneulykke, hvorfor Station Dronninglund er kørt til Asaa Havn - her skulle der være en person, som råbte om hjælp.

Heldigvis endte det godt. Sæby Redningsstationen fik hentet manden ind, da han var blevet fanget ude på vandet på grund af tåge.

Aalborg Håndbold vinder på svær udebane

Stjernerne fra Aalborg Håndbold var lørdag eftermiddag på besøg i Fredericia HTH Herreligaen.

Det var på papiret en svær udebane, da Fredericia ligesom Aalborg er et Champions League-hold, men nordjyderne må trods alt altid tage favoritværdigheden på sig i den danske andedam.

Gæsterne viste sig også overlegne i forhold til Fredericia.

Mod slutningen af første halvleg trak Aalborg fra, og det hul havde Fredericia ikke evnerne til at lukke.

Derfor vandt Aalborg Håndbold kampen klart.

Læs hvor stor sejren blev i artiklen herunder: