Familier med handicappede børn får afslag på afslag fra 'bøvlet' kommune
Foto: Laura Winther Møller / TV2 Nord
Brønderslev Kommune er både nærig og bøvlet at samarbejde med, når det kommer til bevillinger til handicappede børn, lyder det fra flere familier.
Lange behandlingstider, tvivl om håndtering og afslag på afslag. Det er, hvad flere familier med handicappede børn oplever i Brønderslev Kommune.
En af dem er familien Lyngvig, hvor treårige Palle, der er svært udviklingshæmmet, nu har ventet svar siden foråret på, om han kan få en ny specialklapvogn og -seng. De gamle er han for længst vokset ud af, og det har blandt andet den konsekvens, at han om natten kan komme til at selvskade.
- Vi oplever bare, at vores sagsbehandling tager alt for lang tid, og så oplever vi, at vi bliver kastet rundt mellem kasserne hele tiden, fordi de ikke kan finde ud af, hvem der skal betale for de forskellige ting, siger Palles mor, Ida Lyngvig.
Og de er ikke alene. I samme kommune bor Mariann og Lars Munkholm. Begge deres børn har også brug for hjælpemidler i hverdagen, noget de oplevede at få uden større besvær, hvis der var gode begrundelser for behovet, dengang de boede i Skive Kommune.
I Brønderslev er historien en anden.
- Efter vi flyttede hertil, har vi ikke fået noget som helst, siger Mariann Munkholm, der bliver suppleret af sin mand.
- Jo, det har vi... afslag, siger Lars Munkholm.
Som at slå i en stor pude
At det er vanskeligere at få hjælp i Brønderslev Kommune end andre, har også Morten Fuglsang Nielsen oplevet.
Han flyttede for seks år siden med sin familie, som blandt andet inkluderer hans multihandicappede søn, fra København til Brønderslev.
- Vi oplevede fra dag et, at vi skulle kæmpe for at få den rette hjælp. Det var både i forhold til hjælpemidler, at få bevilget hjemmetræning og det rette skoletilbud, siger Morten Fuglsang Nielsen.
Udfordringerne var så store, at Morten selv kastede sig ind i kampen.
- Belært af min egen personlige erfaring, så tænkte jeg, at det skal være løgn, at familier skal udsættes for det, og så valgte jeg at stille op til handicaprådet i Brønderslev Kommune for ligesom at prøve at gøre en forskel for andre.
Han blev formand for kommunens handicapråd, men måtte efter et par år kaste håndklædet i ringen.
- Jeg måtte konstatere efter knap to år, at det var som at slå i en stor pude. Jeg oplevede ikke, at der var lydhørhed overfor den kritik, jeg kom med.
Brønderslev Kommunes borgmester, Mikael Klitgaard (V), er bekendt med i hvert fald Ida Lyngvigs situation. Her erkender han, at der er sket fejl i kommunikationen i sagsbehandlingen.
Er Brønderslev Kommune besværlig, langsom og nærig i handicapsager?
- Jeg synes, vi forsøger at løse opgaver, når vi hører om dem, men der er sket en fejl her (i Ida Lyngvigs sagsbehandling, red.), siger Mikael Klitgaard.
- Serviceniveauet er politisk bestemt, og det kan godt være forskelligt fra kommune til kommune, og jeg skal ikke stå her og sige, om vores ligger lidt ringere end nogen kommuner – det tror jeg såmænd nok, det gør. Der må vi nok erkende, at vi en gang imellem gange mangler lidt penge i vores kommune, siger borgmesteren.
Morten Fuglsang Nielsen er ikke sikker på, at Brønderslev skiller sig markant ud.
- Det er jo et bredt problem i alle landets kommuner, så jeg tror ikke, man kan sige, at der er en kommune, det bare spiller. Men min klare oplevelse er, at Brønderslev Kommune ikke er en af de bedre, siger Morten Fuglsang Nielsen.
Han håber, at sagsbehandlingen omkring handicappede børn vil være bedre i fremtiden, selvom han nu ikke selv sidder i Handicaprådet mere.