Kort Nyt

Narkoen flyder i Nordjylland, men der er godt nyt

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

100 gram kokain? 90.000 kroner.

Sager om narko fylder godt i bunkerne hos politiet. Den gode nyhed er, at mange af bagmændene bliver knaldet for ulovlighederne.

Det kræver blot et hurtigt blik på listen over sager i Retten i Hjørring og Retten i Aalborg for at se, at der uge efter uge er narkohandlere, der bliver straffet for at forsyne andre med de ulovlige stoffer.

Kokain-pusher

Onsdag tager Retten i Hjørring eksempelvis fat på en sag mod en 23-årig mand fra Hjørring, som er tiltalt for at være kokain-pusher.

Ifølge sagens oplysninger slog politiet til mod den unge mand i marts 2022, hvor de i hans hjem fandt omkring 50 gram af det hvide, vanedannende pulver.

Politiet mener desuden, at han før anholdelsen solgte i alt godt 100 gram kokain til en samlet pris på over 90.000 kroner. Den 23-årige er desuden tiltalt for besiddelse af diverse piller.

Narkolager i Kvissel

Allerede mandag tager en 23-årig kvinde og en 30-årig mand også plads på anklagebænken i Retten i Hjørring.

De er er tiltalt for at have opbevaret et stort lager af ulovlige stoffer på en adresse i Kvissel. Ifølge politiets oplysninger drejede det sig blandt andet om: 

172 gram hash, 173 gram amfetamin, 10,54 gram kokain, 82 ecstasypiller, 8,82 gram MDMA, 26 LSD frimærker, langt over 1000 forskellige piller som morfin, Methylphenidate, Alprazolam, Clonazepam, Dizepam og Midazolam samt otte ampuller med det euforiserende stof GHB.

Den 30-årige mand er desuden tiltalt for flere andre tilfælde af ulovlig narkobesiddelse.

Blandt andet et tilfælde i 2021 – ligeledes i Kvissel – hvor han ifølge sagens oplysninger lå inde med knap 50 gram amfetamin.

Det fremgår ikke før sagens start, hvordan de to forholder sig til narko-anklagerne.

FOROMTALE AF RETSSAG

Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.

Den tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.

Retsmødet for denne sag er fastsat til onsdag 13. marts ved Retten i Hjørring.

Her vil den tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.

Center ikke på finansloven - risikerer at lukke

Fremtiden for Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Sydthy hænger i en tynd tråd.

Centret har de seneste tre år modtaget tre millioner kroner i støtte om året, men er ikke kommet med på den finanslov, som regeringen fredag har præsenteret sammen med SF, Radikale og Enhedslisten.

Dermed er det tvivlsomt, om centret overlever.

Mette Frederiksen modtager kongelig orden

Statsminister Mette Frederiksen (S) har fredag modtaget en orden fra Kongehuset. Det skriver nordjyden på Instagram.

- Jeg er derfor nu udnævnt til Kommandør af 1. grad af Dannebrogordenen. Det er første gang, en socialdemokratisk statsminister modtager en orden, skriver Mette Frederiksen i sit opslag.

Brand på altan spredte sig til lejlighed

Nordjyllands Beredskab blev fredag aften kaldt ud til en brand i en lejlighed på Olfert Fischers Gade i Aalborg.

Den første melding lød, at der var ild i møbler på lejlighedens altan.

Da beredskabet kom frem, havde ilden spredt sig til lejlighedens soveværelse.

- Vi er færdige på stedet. Vi har tilkaldt skadeservice til den brandramte lejlighed, skriver Nordjyllands Beredskab på X.

Nordjyderne er vilde med omstridt handelsplatform - nu sendes den i skammekrogen

Nordjyderne er vilde med Temu, og der er muligvis en ting eller to derfra på ønskelisten til jul. Hvis du bruger app'en Ønskeskyen til at lave din ønskeliste, vil du dog ikke længere finde Temu på deres inspirationslister - for de har nu indført et delvist og midlertidigt boykot.

Den kinesiske handelsplatform er hurtigt blevet en af danskernes foretrukne steder at shoppe online, og det ses tydeligt på mængden af Temu-ønsker i Ønskeskyen, der har rundet 300.000.

- Vi vil ikke inspirere folk til at købe mere fra Temu. Vi ved fra undersøgelser og fra brugere, at mange af varerne ikke lever op til forventningerne, og det er en udfordring for os, hvis forbrugere har fundet inspirationen til at købe disse produkter i vores inspirationsunivers, siger Ønskeskyens kommercielle direktør Morten Bjørn Mortensen til TV 2.

Sommerhus brød i brand

Der gik fredag eftermiddag ild i et sommerhus ved Slettestrand. Det oplyser Nordjyllands Beredskab på X.

- Vi er fremme og kan bekræfte, at det er noget af taget, som brænder. Vi har indsat røgdykkere, skrev beredskabet først på det sociale medie.

Vagtchef René Kortegaard fra Nordjyllands Politi fortæller, at branden muligvis er opstået, efter at der er blevet brændt tagpap på sommerhuset.

Kort efter klokken 17 sendte Nordjyllands Beredskab en opdatering.

- Branden er slukket og køretøjerne har vendt snuden hjem, lød det.

Der var ingen mennesker i huset, da branden brød ud.