Fortunas sene scoring sikrer point mod gamle rivaler
Fortuna Hjørring og Brøndby IF er to mastodonter inden for kvindefodbold, og søndag eftermiddag tørnede de sammen.
De sidste 30 år har de to klubber været de helt store kanoner i dansk kvindefodbold, hvor det danske mesterskab er blevet delt mellem dem 23 gange.
Fortuna Hjørring har vundet 11 gange og Brøndby IF har vundet 12 gange.
Det begynder dog at se ud til, at der er nogle andre klubber - især på Sjælland - der har taget over for de to så tidligere dominerende hold.
Fortuna Hjørring vandt sidst DM-titlen i 2020, og siden da har det været HB Køge og FC Nordsjælland, der har hivet titlen hjem.
I denne sæson har Fortuna Hjørring dog indtil videre vist sig som et hold, der vil kæmpe med om guldet.
Det var kun FC Nordsjælland, der var foran nordjyderne inden starten på niende runde af Gjensidige Kvindeligaen - og der var kun ét points forskel.
Se indslaget fra før, under og efter kampen herunder:
Hurtig udligning blev afgørende
Dagens modstander fra Brøndby lå inden kampen på tredjepladsen med seks point op til Fortuna Hjørring.
Topkampen blev også så tæt og nervepirrende, som det øjensynligt så ud på papiret før opgøret, og det viste sig også, at kampens første scoring hurtigt blev neutraliseret.
Da Fortunas Anastasiya Pobegaylo bragte hjemmeholdet i front efter 39 minutter, var Brøndby ikke sen til at svare tilbage.
Et minut senere var der nemlig udlignet til 1-1, som holdene gik til pause med.
Efter pausen var der status quo langt hen i opgøret, og det virkede umuligt for begge hold at få den endelige forløsning ved et føringsmål.
Brøndbys Celine Nergård ville dog ikke nøjes med at tage et point med fra Hjørring. Hun scorede nemlig til Brøndby-føring 2-1 efter 77 minutters spil.
Fortuna Hjørring forsøgte at slå tilbage, og det lykkedes da også, selvom svaret ikke var lige så prompte som Brøndbys i første halvleg.
Det var først i aller sidste minut af den ordinære spilletid, at hjemmeholdet fik udlignet, da gæsternes Julie Tavlo-Pettersson scorede i eget net til slutresultatet 2-2.
Fortuna Hjørring er dermed fortsat ubesejret i Gjensidige Kvindeligaen, hvor klubben har 21 point efter ni runder og ligger på andenpladsen efter FC Nordsjælland med tre point flere.