Da beboer åbnede døren var opgangen fuld af røg: 65-årig mand sigtet for at stege pølse
Foto: Celina Dahl/Ritzau Scanpix
Beboeren er sigtet for at overtræde beredskabsloven.
Da en beboer i Margretheparken i Hirtshals åbnede sin dør ud til opgangen, var der fyldt med røg, og det fik personen til at ringe 112.
Hjælpen kom hurtigt til boligen, da brandstationen ligger lige overfor, og her var røgen allerede nærmest forsvundet igen.
- Det var noget mad, som var blevet antændt i forbindelse med noget madlavning. Det havde beboeren forsøgt at slukke ved at tage det ud i opgangen, og derfor var der blevet røget, forklarer indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Thomas Boelt.
Han fortæller desuden at der ikke på noget tidspunkt var fare for ild i bygningen, og at ingen personer derfor er kommet til skade.
- Jeg kan dog godt forstå, at det har virket voldsomt, at der er meget røg, når man åbner døren, pointerer indsatslederen.
Han har selv forladt adressen igen, men skadeservice er dog tilkaldt, da røgen har sat sig i opgangen.
I forbindelse med branden har Nordjyllands Politi sigtet en 65-årig mand for at overtræde beredskabsloven, det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Christian Tilsted.
- Manden var ved at stege en pølse, og det endte med en masse røg af endnu uvisse årsager, så vi har sigtet ham for at overtræde loven, forklarer han.