Borgere ringer og brokker sig over snerydning, men der er mening bag galskaben, forklarer kommunen
Sne, sne og mere sne. Sådan har det været i Nordjylland de seneste uger, og det har skabt utilfredshed blandt mange nordjyske borgere.
TV2 Nord har foretaget en rundringning til samtlige udvalgsformænd, hvor flere bekræfter, at nordjyderne har været utilfredse med snerydningen.
I Hjørring Kommune har Klaus Nielsen, der er vintervagt i Hjørring Kommune oplevet, at mange borgere ringer ind, og spørger til hvornår, der kommer en sneplov hjem til dem.
Dog er det ifølge ham ikke så nemt, da det afhænger meget af, hvor beboeren er bosat.
- Vi har vores snerydning delt op i fem klasser, hvor klasse et prioriteres højest. Det er de store veje i byen. Bor man på en lille villavej, så rydder vi ikke, og det er ikke, fordi vi ikke vil, det er simpelthen politisk bestemt, forklarer Klaus Nielsen.
Samtidig oplever man i Hjørring Kommune, at borgere ringer ind for at bestille en sneplov, hvilket slet ikke er muligt.
- Nogle gange ringer de ind, fordi de ved, at de skal have hjemmehjælp eller leveret mad, og så tror de, at de kan bestille en sneplov inden, men det kan man ikke, konstaterer han.
Vejret spiller en rolle
Selve vejrudsigten kan også påvirke snerydningen, derfor kan det også hænde, at borgere ringer ind og spørger til, hvornår sneploven kommer forbi dem, hvor den i visse tilfælde måske lige har været der.
- Når der er snestorm, og der falder meget sne, oplever vi borgere, der ringer ind og spørger, hvornår sneploven kommer. Når jeg så slår op i systemet, kan jeg se, at den var der for en time siden. Når ruten tager tre timer, så kan der jo nå at falde sne igen efter rydningen.
Endeligt forklarer vintervagten også, at salt fungerer sådan, at jo mere trafik, der er på vejen, jo bedre virker saltet.
- Derfor kan det virke som om, der er mere ryddet på de store veje, men det er egentlig, fordi trafikken hjælper os, afslutter Klaus Nielsen.