Kort Nyt

Vil forbedre servicen markant overfor virksomhederne

Økonomiudvalget i Frederikshavn Kommune har onsdag besluttet, at der skal sættes massivt ind på at forbedre servicen overfor kommunens virksomheder.

Det skriver Kanal Frederikshavn.

- Vores målsætning er at gøre det bedre i forhold til virksomhederne. De skal opleve, at tingene bliver bedre, større smidighed og et højere tempo, udtaler borgmester Birgit S. Hansen.

Debatten er i dag taget op i Økonomiudvalget efter Dansk Industris erhvervsvenlighedsmåling, hvor Frederikshavn Kommune blev nummer 73 ud af 91 deltagende kommuner.

- Med al respekt handler det ikke om, hvilket nummer vi bliver i målingen, men vi skal gerne kunne se, at vi har en bedre placering, lyder det fra Birgit S. Hansen, da hun bliver forhold, hvad målsætningen er i næste års måling.

81 virksomheder i Frederikshavn Kommune svarede på Dansk Industris spørgsmål, og Økonomiudvalget beder de 81 virksomheder kontakte kommunaldirektør Thomas Eriksen med kritikpunkter.

Politiet efterlyser 17-årig - frygter for hans helbred

Nordjyllands Politi har netop igangsat en efterlysning, da 17-årige Johannes er væk.

Han er sidst set på Aalborg Sygehus, og de frygter for hans helbred, oplyser Nordjylland Politi på X.

Johannes er cirka 190 centimeter høj, spinkel af bygning, lyst hår, formentlig iført brune bukser, sort trøje, og så bærer han briller.

Hvis du ser eller har set Johannes, kan du ringe til politiet på 114.

Region Nordjylland lander budget

Der skulle sidste år spares, men for Region Nordjylland budget for 2025 er der denne gang gladere ansigter at finde hos Regionsrådet.

Her er der nemlig fundet penge til en række områder, som har brug for et løft. Deriblandt børne- og ungdomspsykiatrien, som får 12 millioner kroner, mens operationskapaciteten får et løft på 35 millioner kroner.

Det skriver Region Nordjylland i en pressemeddelelse.

- Jeg er virkelig glad og stolt over, at vi nu tager fat på nogle af de områder, hvor der er størst behov for at gøre en indsats. Vi ved, at det akutte område er presset, ligesom vi gerne vil gøre hvad vi kan for at nedbringe ventelisterne endnu mere – fx kommer der nu mere operationskapacitet bredt set, ligesom der opjusteres i Thisted, så der her kan laves flere ortopædkirurgiske indgreb, siger Mads Duedahl (V), regionsrådsformand i Region Nordjylland, i pressemeddelelsen.

Du kan læse mere om budgettet i regionen herunder:

Endnu et varsel om tåge - kør forsigtigt

Efteråret er for alvor kommet, og det er tågen også.

For anden dag i streg kommer DMI med et varsel om tæt tåge, der giver en sigtbarhed på under 100 meter.

Her meldes der om tåge i hele Jylland fra klokken 21 tirsdag til klokken 9 onsdag. Derfor gælder det også i hele Nordjylland - kun Læsø går fri for tågen.

"Tæt tåge kan forårsage en forøget risiko for trafikuheld. Kør forsigtigt, og vær opmærksom på, at transporttiden kan være længere end normalt", lyder meldingen fra DMI.

Lang kø på motorvej efter uheld

Et uheld kort før Limfjordstunnelen i nordgående retning på E45 giver lige nu en kø, som giver meget længere køretid.

Det skriver Vejdirektoratet.

Man kan på nuværende tidspunkt forvente, at der er en længere køretid på omtrent 30 minutter, men uheldet er overstået. Derfor begynder køen nu at opløse sig.

Hotelværelse flød med "narko i små poser"

Det blev et meget anderledes syn, der mødte en stuepige i Frederikshavn, da hun skulle gøre rent.

En 28-årig mand havde nemlig booket et hotelværelse på Quality Hotel The Reef i Frederikshavn, men der var noget på det værelse, som ikke skulle være der.

Manden, der kommer fra Aalborg, viste sig at være narkopusher, og det var en stuepige, som opdagede ham. Det skriver Kanal Frederikshavn.

Stuepigen skulle mandag ved 13-tiden gøre rent på den 28-årige mands værelse, og her kontaktede hun ledelsen med, at "det flyder med narko i små poser".

Ledelsen alarmerede politiet, som hurtigt sendte en patrulje afsted, der ransagede værelset. Her blev der fundet 55 gram ketamin og 22 gram hash. Nu er manden sigtet for salg af narko, skriver Kanal Frederikshavn.