Kort Nyt

Mand varetægtsfængslet for mishandling, vold og voldtægt

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En mand i 50'erne fra Frederikshavn Kommune er onsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger i Retten i Hjørring. 

Manden har ifølge sigtelserne mishandlet, udøvet grov vold og voldtaget en yngre kvinde ved andet forhold end samleje i en periode, som strækker sig over næsten fem år. 

Det oplyser anklager ved Nordjyllands Politi Patrick Sørensen. 

Derudover er manden også sigtet for at have udøvet psykisk vold i perioden, som strækker sig fra 2018 til 2023. 

Episoderne finder ifølge sigtelsen sted på flere adresser i Nordjylland og dækker blandt andet over systematiske bid og kvælertag i perioden. 

Grundlovsforhøret mod manden blev holdt for lukkede døre, og derfor kan anklager ikke oplyse, hvad manden har forklaret omkring sigtelserne. Dog nægtede han sig skyldig i alle sigtelser. 

Nordjyde sigtet for forsøg på manddrab

En 31-årig mand, der er bosat i Thisted Kommune, er sigtet for forsøg på manddrab.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi på X.

Mandens handlinger skulle efter sigende være gået ud over to personer. Ifølge politiet fandt hændelsen sted på en adresse på Svinholtvej ved Vejle.

De forurettede har pådraget sig skader og er bragt på sygehuset. 14:30 er der grundlovsforhør i sagen ved Retten i Kolding.

Slut efter 60 år: Her skal du fremover låne bøger

I mere end 60 år har borgere kunnet finde Klaus Rifbjergs digte fra modernismen eller noget af Helle Helles eksperimenterende kortprosa på Østerbrogade 52B i Nørresundby.

Det får dog snart en ende. For Nørresundby Bibliotek flytter i nye lokaler fra 27. november. Det bliver i stedet i det gamle rådhus på Torvet, at folk fremover kan låne bøger og fordybe sig i alverdens litteratur.

- Den nye placering i det gamle rådhus på Torvet er helt særligt, og vi håber, vores gæster bliver lige så glade for det nye sted, som os. Vi har knoklet for at indrette den flotte bygning ud fra borgernes ønsker og med et moderne touch, og resultatet taler for sig selv, fortæller Kristine Nygaard, som er bibliotekschef hos Aalborg Bibliotekerne.

Det nye Nørresundby Bibliotek slår dørene op klokken 10:00 onsdag 27. november.

Her vil der blive serveret kaffe og æbleskiver til de fremmødte. I forbindelse med flytningen holdes der lukket 26. november. Biblioteket kommer til at dele adresse med Ældresagen.

42-årig død i ulykke: Her er politiets hypotese

En 42-årig mand afgik søndag aften ved døden efter en ulykke på motorvej E45 mellem Støvring og Haverslev.

En bilinspektør har efterfølgende været ude at undersøge området for at klarlægge, hvad der førte til ulykken. Rapporten af den undersøgelse er endnu ikke landet, men politiet har en hypotese om, hvorfor det gik så galt.

Det fortæller Ann-Britt Miller, der er politikommissær ved Nordjyllands Politi i Himmerland.

- Vi arbejder ud fra den hypotese, at personen, der afgik ved døden, var forulykket i sin bil først, inden part to ramte hans køretøj. Der er noget, der tyder på, at part et (den 42-årige, red) var ude at inspicere nogle skader, og i den forbindelse blev hans bil påkørt bagfra, og så blev han slynget væk, fortæller politikommissæren, inden hun understreger:

- Vi kan ikke være sikre på det. En anden hypotese kan være, at manden ikke var fastspændt.

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Den 42-årige mand døde på stedet, mens den anden bilist, en 57-årig mand, blev kørt til tjek på sygehuset. Han har ifølge politiet ikke pådraget sig nogle alvorlige skader.

Ifølge Ann-Britt Miller kan der gå en uge eller to, før bilinspektørens rapport er klar.

Kæmpe indbrudsbølge i weekenden - dét har de alle tilfælles

Knuste ruder i kassebiler.

Netop det er et mønster, der er gået igen henover weekenden i Thy og på Mors. Lokalpolitiet i Thisted er nemlig næsten blevet lagt ned af anmeldelser. Politiassistent René Carlsen oplyser mandag morgen, at der har været indbrud eller forsøg på indbrud i intet mindre end 18 kassebiler.

- Det er helt tosset og meget påfaldende. Vi har en formodning om, at det er samme personkreds, der står bag indbruddene, siger han.

Politiet har endnu ikke et fuldt overblik over, hvad der er blevet stjålet, men gerningspersonerne er i flere af tilfældene sluppet af sted med værktøj. Gerningstidspunkterne ligger ikke fast, da mange af bilerne har holdt stille siden fredag eftermiddag.

Politiet er mandag ved at undersøge videoovervågning fra stederne, hvor indbruddene er foregået.

- Vi vil gerne kontaktes på 114, hvis folk har set eller hørt noget, der kan føre os nærmere gerningspersonerne, siger René Carlsen.

Kraftig blæst påvirker morgentrafikken

Flere nordjyder er stået op til en blæsende morgen.

- Det blæser ret kraftigt fra syd og senere hen sydvest, siger Andreas Nyholm, der er vejrvært på TV2.

Grundet den kraftige blæst er Vejdirektoratet ude at advare bilisterne i morgentrafikken. Vindfølsomme køretøjer frarådes at passere Sallingsundbroen. Desuden bør øvrige køretøjer ikke køre mere end 80 kilometer i timen.

Det fremgår af Vejdirektoratets trafikinfo.

Se vejrudsigten i bunden

Færgeselskabet Color Line har aflyst en morgenafgang fra Kristiansand til Hirtshals med afgang klokken 8:00 på grund af blæsten.

Vinden forventes af aftage senere på dagen.

Foto: TV2 Vejr