Kort Nyt

Kvinde skulle besøge familie - pludselig stod bilen i flammer

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Hvad der skulle have været en hyggelig dag med juledekorationer, endte i stedet med at blive en traumatiserende oplevelse for en  kvinde fra Asdal. 

Kvinden var på vej fra sin adresse på Stejlbjergvej, da hun pludselig så, at der var ild i bunden af hendes Nissan Qashqai. 

- Hun løber ind efter noget vand, men da hun kommer tilbage er det for sent, og bilen er overtændt fortæller indsatsleder på stedet Thomas Dybro fra Nordjyllands Beredskab. 

Beredskabet gav bilen skum, men det var for sent at rede den. 

- Den er fuldstændig brændt ned. Der er kun metallet tilbage, konstaterer indsatslederen. 

Udover bilen flækkede flere ruder på grund af varmeskader, men ellers slap huset for voldsomme skader. 

- Man frygtede jo en spredning, men det undgik vi heldigvis. 

Kvinden kom ikke fysisk til skade, men indsatslederen fortæller, at hun er påvirket og lettere traumatiseret af situationen. 

 

Ny Finanslov sender tre millioner til Aggersborg

Den nye Finanslov er på plads, og derfor står det klart, at Aggersborg, der har status som UNESCOs Verdenskulturarv, får tre millioner kroner i den nye aftale.

- Aggersborg er en vigtig perle for den nordjyske historiefortælling. Med investeringen kan vi gøre den tilgængelig for endnu flere gæster – samtidig med, at vi løfter turismen i området, lyder det fra det nordjyske folketingsmedlem, Marie Bjerre (V).

Ikke de eneste, der får en indsprøjtning

Frederik IIV's Kanal i Løgstør står også til at få det samme beløb i 2025, som skal hjælpe med at reetablere det gamle anlæg.

- Jeg er naturligvis utroligt stolt over, at det er lykkedes at få projektet på næste års finanslov, så arbejdet forhåbentligt snart kan komme i gang, siger Socialdemokratiets Flemming Møller Mortensen.

Ingen tog i Vendsyssel før lørdag morgen

Der kører i øjeblikket ingen tog mellem Hjørring og Frederikshavn.

Det fortæller driftschef ved Nordjyske Jernbaner, Stinne Hjorth Dalsø.

- Al togdrift er indstillet indtil i morgen, der er indsat togbusser på strækningen. Der kører to i hver retning hele tiden, fortæller driftschefen.

Årsagen er, at der er et skinnebrud et sted på strækningen mellem Tolne og Sindal.

Meldingen om skinnebruddet kom kort før klokken 08 fredag morgen, og det er formentligt udløst af de kolde temperaturer.

- Om vinteren når der kommer frost, er det ikke unormalt, at der kommer et brud på skinnerne. Vi går fra at der har været lunt til meget koldt, siger driftschefen.

Techcollege Aalborg vinder byggeriets faglærerpris

Torsdag aften vandt faglærerne Christian Røhl og Ole Wiehl fra Aalborg Techcollege byggeriets faglærerpris.

Det er netop blevet offentliggjort til Building Awards på The Plant i København.

Det er de to faglæreres arbejde med en helt ny målgruppe i Techcollege-sammenhæng, nemlig de unge, der går i ottende og niende klasse, og som tager en såkaldt EUD 8/9, der gør, at de er blevet indstillet til prisen.

"Initiativet omkring EUD 8/9 er et nyudviklet initiativ, som er skabt i samspil mellem Aalborg Kommune og Techcollege, og Ole og Christian er i den grad lykkes med at skabe et alternativt skoleforløb, der kombinerer praksisfaglig skolegang og værkstedsundervisning på nye måder. Faglærer-teamet har arbejdet målrettet og haft modet til at ”gå på tværs” og sammensætte værkstedsundervisningen på helt nye måder," lyder det i de to læreres indstilling.

Skagen Festival genererer overskud trods moms

På trods af at regnskabsåret 2023/2024 er det første, hvor Skagen Festival er moms- og skattepligtig, er det lykkedes festivalen at generere et overskud på godt 80.000 kroner, skriver Skagen Festival Forening i en pressemeddelelse.

- Vi har selvfølgelig lagt budgetter og prissat efter vores nye virkelighed som moms- og skattepligtig forening og er både glade og stolte over, at vi er kommet så godt i mål, siger formand Jesper Heegaard.

Det er ikke mindst lykkedes, fordi Skagen Festival udbetaler honorarer til de musikere, der spiller på festivalen.

- Det er dog sådan, at vores største udgift, musikken, med et budget på næsten 2.000.000 udbetales som honorar, og således ikke er omfattet af momsreglerne. Med andre ord vil et regnestykke, hvor vi køber musik for 100.000 kroner og sælger billetter for 100.000 kroner give os et underskud på kr. 20.000 på grund af moms, siger formanden.

Foreningen vil bruge overskudet til at styrke Skagen Festival Forenings egenkapital, og polstre festivalen til dårligere tider.

- Vi ved, at der i Skagen er gode kræfter, der gerne vil støtte lokale initiativer og vise byen, gæster og deres ansatte, at de bakker op om store kulturelle begivenheder som Skagen Festival, siger Jesper Heegaard.