Kort Nyt

Politikommissær kommer med opfordring efter indbrud

To lignende sager i Frederikshavn har fået politikommissær hos lokalpolitiet i Frederikshavn, Peter Skovbak, til at komme med en opfordring til borgerne - og taxachaufførerne.

Natten til lørdag er der nemlig blevet knust en rude og stjålet en tegnebog fyldt med kontanter fra en taxa, der stod parkeret på chaufførens privatadresse på Sæbyvej.

Og det er altså ikke første gang.

7. oktober havde politikommissæren nemlig en nærmest identisk sag, hvor der også var knust en rude og blevet stjålet en pung fuld af kontanter fra en taxa, som holdt parkeret i tre timer natten over på en privatadresse på Damvej i Frederikshavn.

Derfor kommer Peter Skovbak med en opfordring til taxachaufførerne i byen - og borgerne for den sags skyld.

- Vi råder selvfølgelig folk og taxachauffører til ikke at have kontanter liggende i bilen, konstaterer han.

- Det tyder nemlig på, at det kan være den samme, afslutter han.

Assistance tilkaldt: Halm i flammer

Nordjyllands Beredskab er i skrivende stund kørt til en naturbrand på Mariagervej.

Det oplyser man på X, hvor man desuden skriver, at meldingen lyder på, at der er ild i noget halm på marken.

Der er kaldt assistance fra både station Mariager og stadion Arden, der kommer med en autosprøjte hver.

'Giv plads og respekter afspærringer,' afslutter beredskabet.

To læger fundet til klinik i Brovst

Region Nordjylland har lavet aftale med to læger, der overtager udbudsklinikken i Brovst.

Det skriver Region Nordjylland mandag i en pressemeddelelse.

Der er i alt tre lægekapaciteter i Brovst, og to af dem overtages af lægerne Thomas Hedebo Hansen og Rasmus Lund. Til den tredje kapacitet forventer de at finde en læge til at indgå i kompagniskab med dem.

Danske Spil efterlyser nordjysk millionær

'Har du en af million-kuponerne?'

Sådan lyder det fra Danske Spil.

I weekenden blev to heldige danskere nemlig udtrukket som vindere af en million kroner skattefrit.

Og den første millionær købte sin lottokupon i Dagli’ Brugsen i Gudumholm, som ligger godt og vel 15 kilometer sydøst for Aalborg. Der var ikke andre gevinster på kuponen udover millionen.

Den næste millionær har købt sin kupon hos Skjold Burne i Hadsten.

Så hvis nu du har spillet Lotto i Gudumholm eller Hadsten – så pas godt på din kupon. Den kan være en million kroner værd.

1600 husstande uden strøm - fejl er ikke fundet

Fjerritslev er mandag morgen ramt af en strømafbrydelse. Det oplyser Elnetselskabet N1.

Strømmen har været væk siden klokken seks mandag morgen, og årsagen til strømafbrydelsen er endnu ukendt.

Ifølge N1 er 1591 kunder uden strøm.

N1 oplyser, at de er på vej for at lokalisere fejlen. Den første melding lød, at de forventede, at strømmen var tilbage klokken 08.30.

Blæsende efterårsdag i vente

Den første dag i efterårsferien byder på en frisk vind fra vest og en del skyer på himlen over Nordjylland, fortæller TV 2 Vejr.

- Det vil være en dag med overvejende tørvejr, men nogle vil også opleve, at der kommer en regnbyge en eller to gange i løbet af dagen, siger TV 2 Vejrs Jens Ringgård.

Se vejrudsigten for mandagen her: