Kort Nyt

Drabsmand virkede flink og ordentlig, men bag facaden var en vrede mod kvinder

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Både en tidligere judoven og drabmandens kollega kontaktede efter anholdelsen selv politiet sidste år med detaljer om hans personlighed.

Høflig, charmerende, pæn og ordentlig.

Det er nogle af de ord, som tidligere kærester under retssagen har brugt om Thomas Thomsen.

For til at starte med var det sådan de oplevede den nu 38-årige mand, der onsdag er blevet kendt skyldig i blandt andet drab på den 22-årige sygeplejestuderende Mia Skadhauge Stevn.

Han ændrede dog hurtigt personlighed – og i en sådan grad at kæresterne endte med at afbryde forholdet.

Det her er historien om, hvordan en tidligere sergent, judokæmper og elektriker viste sig at være en helt anden, end den han over for mange udgav sig for at være.

Læs hele historien herunder: 

Danske spil efterlyser nordjysk millionær

'Har du en af million-kuponerne?'

Sådan lyder det fra Danske Spil.

I weekenden blev to heldige danskere nemlig udtrukket som vindere af en million kroner skattefrit.

Og den første millionær købte sin lottokupon i Dagli’ Brugsen i Gudumholm, som ligger godt og vel 15 kilometer sydøst for Aalborg. Der var ikke andre gevinster på kuponen udover millionen.

Den næste millionær har købt sin kupon hos Skjold Burne i Hadsten.

Så hvis nu du har spillet Lotto i Gudumholm eller Hadsten – så pas godt på din kupon. Den kan være en million kroner værd.

Politikommissær kommer med opfordring efter indbrud

To lignende sager i Frederikshavn har fået politikommissær hos lokalpolitiet i Frederikshavn, Peter Skovbak, til at komme med en opfordring til borgerne - og taxachaufførerne.

Natten til lørdag er der nemlig blevet knust en rude og stjålet en tegnebog fyldt med kontanter fra en taxa, der stod parkeret på chaufførens privatadresse på Sæbyvej.

Og det er altså ikke første gang.

7. oktober havde politikommissæren nemlig en nærmest identisk sag, hvor der også var knust en rude og blevet stjålet en pung fuld af kontanter fra en taxa, som holdt parkeret i tre timer natten over på en privatadresse på Damvej i Frederikshavn.

Derfor kommer Peter Skovbak med en opfordring til taxachaufførerne i byen - og borgerne for den sags skyld.

- Vi råder selvfølgelig folk og taxachauffører til ikke at have kontanter liggende i bilen, konstaterer han.

- Det tyder nemlig på, at det kan være den samme, afslutter han.

1600 husstande uden strøm - fejl er ikke fundet

Fjerritslev er mandag morgen ramt af en strømafbrydelse. Det oplyser Elnetselskabet N1.

Strømmen har været væk siden klokken seks mandag morgen, og årsagen til strømafbrydelsen er endnu ukendt.

Ifølge N1 er 1591 kunder uden strøm.

N1 oplyser, at de er på vej for at lokalisere fejlen. Den første melding lød, at de forventede, at strømmen var tilbage klokken 08.30.

Blæsende efterårsdag i vente

Den første dag i efterårsferien byder på en frisk vind fra vest og en del skyer på himlen over Nordjylland, fortæller TV 2 Vejr.

- Det vil være en dag med overvejende tørvejr, men nogle vil også opleve, at der kommer en regnbyge en eller to gange i løbet af dagen, siger TV 2 Vejrs Jens Ringgård.

Se vejrudsigten for mandagen her:

Hund fik vækket beboer, da hus brændte

Takket være en gøende hund lykkedes det natten til mandag en mand at redde sig ud af sit hus, før det brændte ned. Det fortæller vagtchef Christian Tilsted fra Nordjyllands Politi.

Beboeren i stuehuset på en landejendom på Skallerupvej vest for Hjørring lå nemlig og sov, da huset ved tre-tiden natten til mandag brød i brand. Han vågnede, fordi hans hund gøede, og opdagede derved branden.

Nordjyllands Beredskab blev alarmeret om branden klokken 03.12, men huset stod ikke til at redde, og der blev foretaget en kontrolleret nedbrænding.

Politiet kender endnu ikke årsagen til branden og skal derfor foretage tekniske undersøgelser på brandstedet, fortæller vagtchefen.

Husets beboer blev kørt til sygehuset i Hjørring for at blive tjekket for røgforgiftning.

Video: Per Frank Paulsen / TV2 Nord