18-årig tiltalt for drab på 13-årig pige
En nu 18-årig mand er blevet tiltalt for drabet på en 13-årig pige, der fandt sted i Hjallerup i marts måned.
Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Den 13-årige blev dræbt 11. marts 2024. Her modtog Nordjyllands Politi klokken 22.10 en melding om, at en svært tilskadekommen person var fundet i Hjallerup.
Da patruljerne og ambulancen ankom fandt man en svært tilskadekommen 13-årig pige, som kort efter blev erklæret død.
Ganske kort tid efter anholdt politiet en dengang 17-årig mand samt en 13-årig pige. Den 13-årige blev løsladt kort efter, da hun ifølge politiets undersøgelser ikke havde noget med forbrydelsen at gøre.
Anklagemyndigheden rejser nu tiltale mod den nu 18-årige mand i sagen.