Kort Nyt

Vil have styr på kommunale udgifter til Limfjordsforbindelse

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Når Aalborg Byråd senere i eftermiddag holder byrådsmøde er det med en indstilling fra flere partier om, at kommunens forvaltning skal udarbejde et overblik over de kommunale udgifter i forbindelse med motorvejsforbindelsen over Egholm.

Indstillingen kommer fra Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre.

– Borgerne har krav på at vide, hvilke forventede nødvendige investeringer i det kommunale vejnet, der vil komme, hvis staten etablerer en ny motorvejsforbindelse over Egholm.

Sådan lyder det fra en af de tre partier, den radikale rådmand Jes Lunde.

Hvem råder over de 600 millioner?

Indstillingen kommer efter polemikken om de 600 millioner kroner, som Aalborg Kommune har besluttet at spare op, som en ”medfinansiering” af det statslige motorvejsprojekt.

For nylig lød det fra trafikministeren, at alle de millioner skulle gå til motorvejen, mens partierne i byrådet, der er for motorvejsforbindelsen mener, at en del af de penge kan bruges til de supplerende anlæg, der vil være nødvendige.

Borgmester skal mødes med Trafikminister

I den forbindelse er det blevet besluttet, at Aalborg Kommunes borgmester Lasse Frimand Jensen (S) skal en tur til København.

Aalborg-borgmesteren skal tale sig til rette med trafikministeren.

– Men så skal det jo være klart, hvad det er for nogle udgifter Aalborg Kommune vil få, siger Jes Lunde og fortsætter.

- Trafikken vil ændre sig. Annebergvej skal der måske ske ændringer på. Alle de ændringer vil vi have et bud på, hvad kommer til at koste.

Enhedslisten, SF og Radikale Venstres mål med indstillingen er, at der kommer klarhed over økonomien og de ekstra omkostninger det måtte være for Aalborg Kommune, inden regeringen - formentligt til foråret - fremlægger en anlægslov.

Tørstig tyv? Orkede ikke at køre til grænsen

Tidlig fejring af "lille fredag"?

En tyv havde i hvert fald trangen til at slukke tørsten på en lidt uortodoks måde, og det fik et kølerum i Hjørring at mærke.

Her fik Foreningen Hjørring og Omegns Broderlige Skyttelaug stjålet 10-15 kasser øl, da en cylinderlås til deres klubhus blev brudt op.

Det fortæller politikommissær hos Nordjyllands Politi, Peter Skovbak.

Politiet anslår, at der har været indbrud mellem tirsdag klokken 12.00 og torsdag klokken 10.30.

Tyven sørgede dog også for, at der ikke kun var noget til at skylle ganen hos de drikfældige. For der røg også to kasser sodavand med.

Truede politiet med machete: Nu er dommen faldet

Trusler med en machete og en attrappistol mod flere politiansatte på åben gade. Det var blandt andet det, politiet måtte håndtere en sen aften i Brønderslev.

Episoden fandt sted 26. juni ved 23-tiden mod ansatte fra Nordjyllands Politi.

Fredag blev dommen så afsagt i Retten i Hjørring. Den 23-årige mand idømmes ét års fængsel for hændelsen, oplyser anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi på X.

Manden er efter dommen blevet fængslet.

Omdiskuteret nordjysk rytter får nedsat karantæne

Det var et videoklip, hvor Carina Cassøe Krüth trænede sin hest Heiline’s Danciera, der fik hende i vælten.

Videoklippet var blevet tilsendt rideforbundets formand. I august blev hun tildelt otte måneders karantæne for overdreven brug af pisk mod sin hest.

Hun blev samtidig tildelt en bøde på 5000 kroner fra Danske Ride Forbunds Disciplinærudvalg på baggrund af videoklippet.

Men nu er der nyt i sagen. Det fremgår af pressemeddelelse fra DIF’s Appelinstans.

Her lyder det, at den nordjyske rytters karantæne bliver nedsat fra otte til tre måneder, imens bødestraffen på 5000 kroner stadfæstes.

De tre måneders karantæne løber fra afgørelsen i rideforbundets appeludvalg 28. august.

Dermed kan 40-årige rytter konkurrere igen fra 28. november 2024.

Tæt tåge og let regn: Mild efterårsdag venter

Om du har efterårsferie eller må på arbejde, skal du være ekstra forsigtig, når du bevæger du ud på de nordjyske veje.

DMI varsler tæt tåge med sigtbarhed under 100 meter indtil klokken 10.00 i formiddag.

Men vi kan trods alt se frem til en mild dag.

Selvom den dis, der præger morgenen og formiddagen, forventes også at lette en smule ud på eftermiddagen, skal man ikke sætte næsen op efter solskin i dag.

Vinden forbliver rolig, og temperaturerne kan nå op på 14-16 grader. På trods af dis og skyer vil vejret kunne føles smukt, med den lette tåge, der hænger i luften.

Senere på eftermiddagen kan der dog komme lidt mere nedbør, især i områder omkring Jammerbugten.

Hvis vejrsystemet ændrer sig en smule, kan også dele af det vestlige Nordjylland få en lille regnbyge i dag.

Du kan se hele vejrudsigten her:

Tryk og hør Solvej give dagens vejrudsigt.

Vejret tre timer frem
Vejret senere