Kort Nyt

Projektdirektør for skandaleramt sygehusbyggeri stopper

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Martin Kjær, der er projektdirektør for det kommende supersygehus, har sagt op.

Det skriver Region Nordjylland i en pressemeddelelse.

Dermed nåede han kun at få knap halvandet år på posten, som han overtog efter Niels Uhrenfeldt. 

- Vi har sat pris på den store indsats, Martin Kjær hidtil har leveret med hensyn til at sikre fremdrift i byggeriet. Martin har imidlertid meddelt os, at han ønsker at søge nye udfordringer udenfor Region Nordjylland, siger konstitueret koncerndirektør Kim Mikkelsen.

Regionen skriver videre, at de arbejder med at finde en løsning i forhold til den fortsatte ledelse af Byggeri og Ejendomme, der er ansvarlig for planlægningen og gennemførelsen af Nyt Aalborg Universitetshospital.

Martin Kjær har opsagt sin stilling som projektdirektør for Nyt Aalborg Universitetshospital. Foto: Vibe Rosenkrantz Aagaard / TV2 Nord

Supersygehuset har de seneste år været ramt af en række uheldige sager. 

Senest i juli kom det frem, at der var en kæmpe vandskade på sygehuset, efter 40.000 liter vand fossede ud fra operationsstuerne på første sal. 

Det var en samling inde i en væg, der ikke var korrekt udført. Et rør var gået ud af samlingen, hvilket betød, at det stod ud med vand. 

Men det er ikke de eneste problemer med vand, der har ramt sygehusbyggeriet. 

I marts måned kom det frem, at der flere hundrede steder var trængt vand ind i facaden i så store mængder, at der lå synligt vand på gulvene. 

I september 2022 erfarede TV2 Nord, at 36 kilometer rør skulle udskiftes, fordi der havde været stillestående vand i rørene, og der dermed var dannet bakterier inde i rørene. 

Byggeriet på det nye supersygehus er i forvejen seks år forsinket, og det har overskredet budgettet med 1,37 milliarder kroner. 

Center ikke på finansloven - risikerer at lukke

Fremtiden for Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Sydthy hænger i en tynd tråd.

Centret har de seneste tre år modtaget tre millioner kroner i støtte om året, men er ikke kommet med på den finanslov, som regeringen fredag har præsenteret sammen med SF, Radikale og Enhedslisten.

Dermed er det tvivlsomt, om centret overlever.

Mette Frederiksen modtager kongelig orden

Statsminister Mette Frederiksen (S) har fredag modtaget en orden fra Kongehuset. Det skriver nordjyden på Instagram.

- Jeg er derfor nu udnævnt til Kommandør af 1. grad af Dannebrogordenen. Det er første gang, en socialdemokratisk statsminister modtager en orden, skriver Mette Frederiksen i sit opslag.

Brand på altan spredte sig til lejlighed

Nordjyllands Beredskab blev fredag aften kaldt ud til en brand i en lejlighed på Olfert Fischers Gade i Aalborg.

Den første melding lød, at der var ild i møbler på lejlighedens altan.

Da beredskabet kom frem, havde ilden spredt sig til lejlighedens soveværelse.

- Vi er færdige på stedet. Vi har tilkaldt skadeservice til den brandramte lejlighed, skriver Nordjyllands Beredskab på X.

Nordjyderne er vilde med omstridt handelsplatform - nu sendes den i skammekrogen

Nordjyderne er vilde med Temu, og der er muligvis en ting eller to derfra på ønskelisten til jul. Hvis du bruger app'en Ønskeskyen til at lave din ønskeliste, vil du dog ikke længere finde Temu på deres inspirationslister - for de har nu indført et delvist og midlertidigt boykot.

Den kinesiske handelsplatform er hurtigt blevet en af danskernes foretrukne steder at shoppe online, og det ses tydeligt på mængden af Temu-ønsker i Ønskeskyen, der har rundet 300.000.

- Vi vil ikke inspirere folk til at købe mere fra Temu. Vi ved fra undersøgelser og fra brugere, at mange af varerne ikke lever op til forventningerne, og det er en udfordring for os, hvis forbrugere har fundet inspirationen til at købe disse produkter i vores inspirationsunivers, siger Ønskeskyens kommercielle direktør Morten Bjørn Mortensen til TV 2.

Sommerhus brød i brand

Der gik fredag eftermiddag ild i et sommerhus ved Slettestrand. Det oplyser Nordjyllands Beredskab på X.

- Vi er fremme og kan bekræfte, at det er noget af taget, som brænder. Vi har indsat røgdykkere, skrev beredskabet først på det sociale medie.

Vagtchef René Kortegaard fra Nordjyllands Politi fortæller, at branden muligvis er opstået, efter at der er blevet brændt tagpap på sommerhuset.

Kort efter klokken 17 sendte Nordjyllands Beredskab en opdatering.

- Branden er slukket og køretøjerne har vendt snuden hjem, lød det.

Der var ingen mennesker i huset, da branden brød ud.