Ny spiller til Pirates - Ehlers vender hjem
Det er en ganske god kending af Aalborg Pirates, der nu er kommet tilbage til klubben.
Sebastian Ehlers, der senest har spillet syv sæsoner i Odense Bulldogs, er nemlig ny spiller i klubben på en toårig kontrakt. Det skriver Aalborg Pirates i en pressemeddelelse.
Udover rollen som offensivspiller hos piraterne kommer han også til at arbejde på deltid med salg af sponsorater i klubbens administration.
- Tilbage i 2017 sendte vi en forholdsvis ung Sebastian Ehlers til Odense, hvor han tog en stor del af arbejdet med at få Odense tilbage i toppen af dansk ishockey. Så det er bestemt, en etableret og erfaren spiller vi nu får hjem til Aalborg igen. Han har taget masser af ansvar på holdet i Odense de seneste sæsoner, udtaler sportschef Ronny Larsen.
Tidligere har Sebastian Ehlers spillet omtrent fem sæsoner for førsteholdstruppen i Aalborg, men det blev uden, at han lavede mange point.
Det har han bygget på sit spil i Odense, hvor han også har været assisterende kaptajn, ligesom han fik et par kampe på landsholdet med sin far, Heinz Ehlers, som træner.
- Jeg glæder mig meget til at komme hjem. Min familie og jeg følte, at det var et godt tidspunkt at vende snuden hjemad. Jeg har stadig mange gode år tilbage i mig, og forhåbentlig kan jeg hjælpe Pirates med at forblive et tophold i den danske liga, udtaler Sebastian Ehlers.
Ehlers kommer til at spille med nummer 27 - samme nummer bærer broren Nikolaj Ehlers, der spiller i NHL for Winnipeg Jets.