Knap 100 sigtede ved stor færdselsaktion
Cykler og knallerter i gågaderne, kørsel på el-løbehjul uden hjelm og ulovlige udstødningsrør.
Det var blot nogle af gengangerne, som Operativ Færdsel ved Nordjyllands Politi fangede ved en aktion torsdag i Aalborg.
Hele 85 sigtelser mod 78 personer blev det til. Og aalborgenserne selv har spillet en stor rolle i politiets initiativ:
- Sammensætningen af indsatsen er sket på baggrund af tips fra borgere, som har anvendt tip-funktionen på politiets hjemmeside, fortæller den ansvarlige for aktionen, politikommissær Jess Falberg Nielsen, der fortsætter:
- Særligt cykler og knallerter i gågaderne er et problem, der fylder meget for mange, afslutter han.
Sådan fordelte forseelserne sig:
44 sigtelser mod cyklister, el-løbehjul og knallerter
15 fejl og mangler for biler og motorcykler
2 kørsel uden førerret
3 kørsel i frakendelsestiden
21 andre mindre forseelser.
Blandt de mindre forseelser var fejl som tildækket bagerste nummerplade , revne i synsfeltet, nedslidte dæk og lignende.