Har afdeling i Aalborg: Rejsedirektør berørt af thailandsk busulykke
Natten til fredag var 13 danskere, der rejste med Jysk Rejsebureau, som har en afdeling i Aalborg, indvolveret i en busulykke i det nordlige Thailand, da den minibus de kørte i, forulykkede i Pai-distriktet i Mae Hong Son-provinsen i Thailand.
Det kan direktør for Jysk Rejsebureau, Niels Amstrup, bekræfte overfor TV2 Nord.
- Vi er super berørte af det her, konstaterer direktøren, der selv fik besked om ulykken natten til fredag dansk tid.
- Det er vores kunder
Kunderne, som var involveret i ulykken var på en backpacker rejse.
Rejsen var sat sådan sammen, at de rejsende i perioder forudbookede aktiviteter og oplevelser, og så er der perioder, hvor man rejser som backpacker.
Busulykken skete, mens de unge var på egen hånd.
- Det er selvfølgelig vores kunder, og vi bistår dem med alt, hvad vi kan, konstaterer direktøren.
Direktøren oplyser yderligere at de rejsendes forsikringsselskaber er involveret, mens Udenrigsministeriet og Ambassaden i Bangkok også er inde over.
Endeligt fortæller Niels Amstrup, at han - heldigvis - aldrig har oplevet lignende.
- Jeg mindes ikke en situation som denne i mine 30 år. Vi har haft trafikuheld, men ikke som dette, afslutter den påvirkede direktør.