Kort Nyt

Forskere fra AAU med banebrydende kræftforskning

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Forskere fra Aalborg Universitets grundforskningscenter PREDICT har sammen med forskere fra USA og England lavet enestående ny forskning inden for kræftområdet.

Det har altid været en formodning, at D-vitamin mindsker risikoen for kræft, og det bekræfter forskningen dem i.

Det nye og mere opsigtsvækkende er, at D-vitamin påvirker tarmens bakterier, og det kan i fremtiden hjælpe med at forebygge og helbrede kræft på bedre vis.

Læs meget mere herunder: 

Borgmester overlader KL-post til partifælle

Selv om Birgit Stenbak Hansen (S), Frederikshavns hidtidige borgmester, forlader politik og dermed også sin bestyrelsespost i Kommunernes Landsforening, får KL fortsat en nordjysk, kvindelig socialdemokrat i bestyrelsen.

Birgit Hansens plads overtages nemlig af Helle Frederiksen (S), der er 1. viceborgmester i Aalborg.

Egentlig er det Aalborgs borgmester, Lasse Frimand Jensen, der var udpeget som Birgit S.Hansens personlige suppleant i KL-bestyrelsen. Lasse Frimand Jensen er imidlertid også formand for de nordjyske kommuners kontaktråd og har blandt andet derfor ønsket, at en anden i stedet rykker ind i KL’s bestyrelse.

61-årige Helle Frederiksen har siddet i byrådet i Aalborg siden 2006 og har ved flere lejligheder vikarieret som borgmester.

Hun glæder sig til den nye udfordring:

- Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg nogle gange har haft lidt svært ved at se fornuften i KL’s arbejde. Senest har man til vores store undren afvist, at vi kunne lave et forsøg med et ubegrænset antal børns sygedage. Nu får jeg lejlighed til, på vegne af Aalborg, at udfordre nogle af de måder, man gør tingene på, siger hun.

Længere levetid hos voksne leukæmipatienter

Akut lymfatisk leukæmi også kaldet ALL eller klassisk børneleukæmi er en aggressiv form for blodkræft, der primært rammer børn, men hvor hvert tredje tilfælde også opstår hos voksne.

Tidligere har overlevelsesraterne for voksne været bekymrende lave, men et nyt studie fra Hæmatologisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital viser, at der over de seneste to årtier er sket betydelige forbedringer.

Det skriver de i en pressemeddelelse.

Overlæge og professor Marianne Tang Severinsen forklarer, at den intensive behandling, som tidligere kun blev givet til børn, nu også bruges til voksne.

- Tidligere har man ikke givet den samme behandling til voksne, som man giver til børn, da behandlingen er ganske skrap, og risikoen for livsfarlige bivirkninger har været stor. Men i takt med, at man er blevet bedre til at håndtere komplikationer ved disse højintensive behandlinger, har vi kunnet udvide den til at omfatte stadigt ældre aldersgrupper, forklarer hun.

Læs mere den nye forskning herunder.

Årets Refleksdag: Reflekser og rundstykker

Dagene bliver kortere, og der er blevet mørkt en stor del af døgnet.

Derfor er det en fordel at kunne blive set ude i trafikken, og netop her hjælper reflekser.

Torsdag er Årets Refleksdag, og det fik blandt andet Himmerland Forsikring ud i den nordjyske morgentrafik.

Her delte medarbejderne både reflekser og rundstykker ud i Aalborg.

Årsagen til dagen er et ønske om at skabe fokus på at bruge reflekser i mørket og være synlig ude i trafikken.

Ti familier er tilbudt dagplejeplads i Mariager

Det går fremad med dagplejepladser i Mariager.

Sådan lyder det fra udvalgsformand Leif Skaarup (S).

- På den helt korte bane, er udfordringen løst, forstået på den måde at der er 10 familier, der har børnepasning uden for Mariager i dag, og de er alle blevet tilbudt en dagplejeplads i Mariager, siger Leif Skaarup (S), der er formand for børn- og familieudvalget i Mariagerfjord Kommune.

Siden TV2 Nord skrev om dagplejeproblematikken i området, er der nemlig sket en udvikling. Det betyder, at den geografiske problematik er fikset, lyder det.

- Der er tre dagplejere, som har slået sig ned som private børnepassere, og de har taget en del af børnene. Så har vi fået ansat en dagplejer mere, så der er to dagplejere nu. Og så har vi en øget kapacitet i vuggestuen i Mariager, lyder det fra Leif Skaarup.

Derudover er udvalget i dialog med en tredje dagplejer, siger formanden. Men selvom alle kan få en plads nu, er udfordringerne ikke løst på længere sigt.

E45 totalspærret på grund af politiindsats

E45 syd for Sæby er i øjeblikket spærret i begge retninger på grund af en politiindsats.

Det fremgår af Vejdirektoratets trafikkort.

Det er mellem afkørsel 15 Jyske Ås og afkørsel 13, at vejen er spærret.

Politiet dirigerer trafikken på stedet.

Det vides ikke, hvornår motorvejen genåbner.