Kort Nyt

Brand i Aalborg-virksomhed: Flammer truede lagerhal

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Nordjyllands Beredskab har været fremme til en brand i virksomheden Pro-ex i Aalborg i industrikvarteret på Halkjærvej.

- Den går på ildløs i et køkken i den her industribygning, lyder det fra indsatsleder hos Nordjyllands Beredskab Jakob Schmidt om den melding, beredskabet fik ved 19-tiden torsdag aften.

- Da vi kommer frem, er der åben ild i køkkenet, men heldigvis er der lukket ind til lagerhallen og produktionen, så der ikke er sket noget med den.

Skaderne fra branden omfatter et køkken, hvor skabene er brændt ned, og det skal renoveres fra bunden. Derudover er noget af loftet ødelagt, et toilet er brandskadet, og så har der været røgudtrækning ned gennem kontorgangen.

- Men virksomheden kan åbne i morgen på normal drift, oplyser indsatslederen.

Nordjyllands Beredskabs indsats var at holde branden fra lagerhallen og dermed produktionen, hvor diverse oplag og papemballager opholder sig, og det lykkedes ifølge Jakob Schmidt.

Nordjyllands Beredskab havde ni personer på opgaven og er færdige på stedet, da TV2 Nord snakker med indsatsleder 20.15 torsdag aften.

- Nu er de to brandramte områder lukket ned, så politiet kan lave undersøgelser for at fastlægge en brandårsag, slutter Jakob Schmidt.

Museum for Papirklip får stor donation

Stifter af Museum for Papirklip Bit Vejle fik onsdag en glædelig overraskelse. Her fik hun nemlig en donation på lidt mere end en halv million kroner.

Det er Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld, der, som en del af deres årlige donationer til velgørende formål, kommer med donationen.

Donationen skal være med til, at børn og unge, som i forvejen har det svært, kan komme ud for at få kulturoplevelser, som de ellers havde været uden.

Politiet gør status på frit lejde-aktion

2469.

Så mange våben er der blevet indleveret under frit lejde-aktionen i november i Nordjylland. Det oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelse.

Det er langt fra kun i Nordjylland, at folk har banket på hos politiet og indleveret knive, macheter, sabler, ammunition, pebersprays, jagtvåben og andet. På landsplan har politiet modtaget 35.531 våben anonymt - uden at man risikerede at blive sigtet for ulovlig våbenbesiddelse.

De 35.531 indleverede effekter overgår den hidtidige rekord fra den seneste frit lejde-aktion. Den fandt sted i juni 2017, og her blev der indleveret 24.546 effekter.

Gjorde comeback efter voldsomt sammenstød

Christopher Mulberg var atter tilbage på isen, da Frederikshavn White Hawks tirsdag aften spillede ude mod Esbjerg Energy.

Comebacket kom, efter han i begyndelsen af november måtte en tur under kniven på Rigshospitalet. Det var en nødvendighed efter et voldsomt sammenstød med en modspiller fra Herlev Eagles i en kamp i landets bedste ishockeyrække, Metal Ligaen.

Episoden betød, at ishockeyspilleren fik flænset sin kind op.

Det blev nok ikke den tilbagevenden, som Christopher Mulberg havde håbet på. White Hawks tabte kampen 1-2 efter forlænget spilletid.

Risiko for glatte veje

Onsdag morgen er temperaturerne nede omkring frysepunktet flere steder i det nordjyske.

DMI advarer om risiko for glatte veje i det nordlige- og nordvestlige Jylland. Det gør de på X.

TV2's vejrvært giver herunder sit bud på, hvordan resten af dagen kommer til at se ud rent vejrmæssigt.

Foto: TV2 Vejr

Aalborg Pirates i sejrsstime

I aften mødte Aalborg Pirates Rungsted Seier på hjemmebane, og det endte i en overbevisende sejr.

6-0 blev det til, og Aalborg Pirates har nu vundet deres sjette kamp i træk.

Hjemmebaneholdet gik til pause med en overbevisende føring på 3-0 efter første periode.

Anden periode bød på endnu et mål til Aalborg Pirates, og i sidste periode landede to mål yderligere i modstanderens mål.

Målene blev scoret af Lasse Bo Knudsen, Tobias Ladehoff, to til Darien Craighead og to til Troy Lajeunesse.