Borgmester overlader KL-post til partifælle
Selv om Birgit Stenbak Hansen (S), Frederikshavns hidtidige borgmester, forlader politik og dermed også sin bestyrelsespost i Kommunernes Landsforening, får KL fortsat en nordjysk, kvindelig socialdemokrat i bestyrelsen.
Birgit Hansens plads overtages nemlig af Helle Frederiksen (S), der er 1. viceborgmester i Aalborg.
Egentlig er det Aalborgs borgmester, Lasse Frimand Jensen, der var udpeget som Birgit S.Hansens personlige suppleant i KL-bestyrelsen. Lasse Frimand Jensen er imidlertid også formand for de nordjyske kommuners kontaktråd og har blandt andet derfor ønsket, at en anden i stedet rykker ind i KL’s bestyrelse.
61-årige Helle Frederiksen har siddet i byrådet i Aalborg siden 2006 og har ved flere lejligheder vikarieret som borgmester.
Hun glæder sig til den nye udfordring:
- Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg nogle gange har haft lidt svært ved at se fornuften i KL’s arbejde. Senest har man til vores store undren afvist, at vi kunne lave et forsøg med et ubegrænset antal børns sygedage. Nu får jeg lejlighed til, på vegne af Aalborg, at udfordre nogle af de måder, man gør tingene på, siger hun.