Kort Nyt

AaB erkender misvisende udsagn fra tyske influencere

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

I fredags offentliggjorde AaB et samarbejde med de tre tyske influencere, Visca Barca, Trymacs og Sascha Hellinger, for at øge opmærksomheden og kendskabet til klubben. 

Det mødte stor utilfredshed fra AaB-fans, der mente, at influencernes påstand om ejerskab over klubben var uacceptabel og tonedøv. 

Det har ført til et møde mellem AaB, AaB Support Club og Vesttribunen tirsdag aften. I dag er kommet en fælles udmelding, hvor AaB og fanrepræsentanter har haft en åben dialog om misforståelserne i influencernes vlogs, og anerkender, at nogle af udsagnene i videoen er misvisende.

-Jeg er rigtig glad for, at fansene rakte ud til os, og kom med deres synspunkt, og vi har haft en god snak, udtaler AaB’s midlertidige administrerende direktør Jesper Dalum.

Forkvinde i Aab Support Club, Laura Meisner sætter også pris på, at fansene har reageret.  

- Vi er stolte af vores klub, så det er vigtigt at handle, når man ikke kan genkende sin klub, siger hun. 

Du kan læse hele udmeldingen her.

Natklub i Aalborg lukker

I 2020 slog Club Wolf dørene op, da coronarestriktionerne blev lempet. Det var de dengang blot 17-årige tvillingebrødre, Mikkel og Lasse Bøgelund, som var idemændene bag, mens det var far og onkel, Niels og Jens Bøgelund, som ejede klubben - de to har ejet og ejer flere værtshuse i Aalborg.

Derfor har natklubben nu eksisteret i fire år, men lørdag blev sidste åbningsdag.

Det skriver Mikkel og Lasse Bøgelund i en fælles Instagram-story, som også er delt med Club Wolfs' Instagram.

- Grundet uoverensstemmelser iblandt min bror/jeg og vores far/onkel, er vi kommet frem til at Mikkel og jeg har givet en pris og er blevet købt ud, skriver de og fortsætter:

- Derfor var i lørdags den sidste åbningsdag for Wolf, fra dags dato er klubben lukket permanent.

Til sidste fastslår de to brødre, at der ikke er tale om en konkurserklæring.

Hobro mister sejren trods overtag - begik sent straffespark

På trods af store profilsalg henover det seneste års tid har Hobro IK vist, at de er ganske konkurrencedygtige i Nordicbet-ligaen.

Det var de igen mandag aften, da de spillede på udebane mod FC Fredericia, der ligger på tredjepladsen i rækken. Et straffespark endte dog med at koste Hobro sejren, og det endte derfor 1-1.

I første halvleg var der ganske mange chancer til begge hold, men ingen af dem formåede at score. Efter pausen tog Hobro teten i opgøret og havde både langt de fleste chancer og boldbesiddelsen.

Derfor kommer det ikke som en overraskelse, at Jesper Cornelius scorede til 0-1 - fjerde mål i sæsonen fra ham.

Men efter 86 minutter gik det alligevel galt, da Hobro begik et straffespark, som FC Fredericia Agon Mucolli scorede på. Endda med en god Panenka.

Derfor endte opgøret 1-1. Hobro er nu på ottendepladsen i Nordicbet-ligaen, men med hele otte point ned til FC Roskilde på den forkerte side af nedrykningsstregen.

Pas på: Dækrester på motorvejen

Opdateret klokken 20.35: Dækresterne er nu fjernet fra motorvejen.

På E45 i nordgående retning - cirka to kilometer nord for afkørsel 34 Hobro N - ligger der lige nu dækrester fra en punkteret lastbil.

Det skriver Nordjyllands Politi på X.

Politiet opfordrer til, at man passer på, og at der er en skiltevogn på vej til stedet.

Mange børn bliver ikke udredt til tiden

Nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at ganske mange ikke bliver udredt til tiden i psykiatrien. Det er specielt børn, som det går udover. Det skriver Psykiatrifonden i en pressemeddelelse.

Det er tal fra andet kvartal i år, hvor otte ud af ti børn ikke bliver udredt inden for de lovbestemte 30 dage. I Region Nordjylland er det 77 procent af børn, hvor udredningsretten ikke bliver overholdt, mens det er 16 procent af de voksne.

Det er slet ikke godt nok, lyder det fra fonden.

- Det er 4.700 børn og unges liv, der er sat på pause. Risikoen for, at deres situation bliver mere alvorlig i ventetiden, er stor. Hvor er regeringen?, siger Psykiatrifondens direktør, Marianne Skjold, i pressemeddelelsen. 

Fonden skriver, at de 4.700 børn og unge er for første halvdel af 2024. Region Nordjylland er dog ikke der, hvor det er værst, tilføjes der. Både Region Midtjylland- og Hovedstaden er tallene værre. Her er det henholdsvis 88 procent og 89 procent af børnene, som ikke bliver udredt til tiden.

Region Nordjylland ligger under gennemsnittet på landsplan for børn, der er på 81 procent, mens man for voksne er lige på landsgennemsnittet på 16 procent.

De andre medlemmer er dobbelt så gamle som Rasmus

Rasmus Viking L. R. Christiansen er blot 31 år gammel, men han har siddet i menighedsrådet for Skallerup-Vennebjerg-Mårup Sogne, siden han var 27 år. I menighedsrådene er gennemsnitsalderen ellers 61 år.

- Man kan sige, jeg er lidt gammel af sind nogle gange. Jeg er nogle gange ældre end de ældste her, siger Rasmus Viking L. R. Christiansen med et stort grin.

Læs hele historien med det unge medlem herunder: