16-årig aalborgensisk pige tiltalt for at hylde Hamas-terror
En blot 16-årig pige fra Aalborg skal efter planen møde i Retten i Aalborg tirsdag i en sag, hvor hun er tiltalt for at hylde forbrydelser.
Sagen går tilbage til 7. oktober 2023, dagen da Hamas iværksatte et angreb på Israel og dræbte omkring 1200 mennesker. Yderligere 240 blev bortført i et angreb, som udløste krigen i Mellemøsten, der stadig er i gang.
Den dengang 15-årige pige mente tilsyneladende, at angrebet var godt. I kommentarsporet på et dansk medies Facebook-side er pigen anklaget for at have skrevet: 'Yass', efterfulgt af en smiley og et palæstinensisk flag.
Politiets anklager i sagen vil gå efter at få pigen idømt en fængselsstraf, hvis retten kender hende skyldig.
Det fremgår ikke af sagens oplysninger, hvordan pigen forholder sig til anklagerne.
Foromtale af retssag
Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.
Den eller de tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.