Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Kvindeklub skal hjælpe kvindelige politikere

Kun en tredjedel af kandidaterne til det kommende kommunal- og regionsrådsvalg er kvinder. Det vil en garvet kommunalpolitiker fra det nordjyske nu lave om på ved hjælp af en kvindeklub.

Mai-Britt Iversen har 24 års erfaring fra politik, og hun har mange gange oplevet, at det er en hård kamp at være kvinde i den politiske verden, og derfor har hun nu startet en gruppe for kvindelige Socialdemokrater.

Mit råd er at man tør at bruge sin viden, og husk, at I er gode nok. Det er først de senere år, jeg rigtigt har turdet gå efter magt. Det er ikke magt for magtens skyld, men for at man kan gøre nogle gode ting i sin kommune

Mai-Britt Iversen, rådmand, Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen, Aalborg Kommune, Socialdemokratiet.

- Jeg har taget initiativ, fordi jeg mener, det er væsentligt, og jeg har kunnet se, det har været sværere at få aktiveret kvinder. Jeg mener, der er brug for diversitet, og det kræver blandt andet, at der er flere kvinder, siger Mai-Britt Iversen, rådmand, Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen, Aalborg Kommune, Socialdemokratiet.

Især i starten var der udfordringer for en ung Mai-Britt Iversen.

 - Det var især i den første periode svært at blive taget seriøs som ung kvinde, og der var da også upassende situationer. Ikke i Aalborg Kommune, men nogle gange, når vi var andre steder på besøg, siger Mai-Britt Iversen.

Hun håber, der er flere kvinder, der tør gå efter det, de drømmer om, og som lykkedes med det. 

- Mit råd er at man tør at bruge sin viden, og husk, at I er gode nok. Det er først de senere år, jeg rigtigt har turdet gå efter magt. Det er ikke magt for magtens skyld, men for at man kan gøre nogle gode ting i sin kommune, så gå efter det, siger Mai-Britt Iversen.

Håber kvindeklubben kan få gennemslagskraft 

Monika Fredriksson og Malene Busk fra Socialdemokratiet stiller op til henholdsvis kommunalvalg og regionsrådsvalg. Monika Fredriksson har benyttet sig af kvindegruppen flere gange. 

Malene Busk og Monika Fredriksson stiller begge op for Socialdemokratiet i Aalborg til henholdsvis regionsrådsvalget og kommunalvalget. Foto: Mickey Kruse / TV2 Nord

De har begge oplevet, at det er meget svært at komme til orde som kvinde samtidig med, at de flere gange har mødt fordomme i forbindelse med politik.

- Jeg har flere gange direkte fået at vide, fordi jeg er kvinde, har børn og også er sygeplejerske, så bør jeg slet ikke være i politik, siger Malene Busk, der er stiller op til regionsrådsvalget for Socialdemokratiet.

For Monika Fredriksson har det været en udfordring at stille op for første gang til kommunalvalget som kvinde.

- Jeg har flere gange oplevet at føle mig overhørt og ikke føle, jeg er med, siger Monika Fredriksson. 

Udfordringerne til trods har hun haft en god oplevelse med at være en del af den nye kvindeklub. 

- Det har været rigtig godt for mig at være med i kvindeklubben, jeg håber virkelig, at det her det kan få noget gennemslagskraft, så vi er flere kvinder, der kan komme i byrådet, siger Monika Fredriksson, der er ny byrådskandidat og stiller op for Socialdemokratiet i Aalborg Vest. 

Monika Fredriksson er socialrådgiver og er en af de kvinder, der har benyttet sig af den nye kvindegruppe, der er startet på initiativ af Mai-Britt Iversen, rådmand, Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen, Aalborg Kommune, Socialdemokratiet. Foto: Mickey Kruse / TV2 Nord

Også hos Konservative har der været udfordringer for kvinderne 

I Brønderslev Kommune har Konservative tidligere mistet et kvindeligt partimedlem til Venstre, fordi hun ikke følte, der var plads til hende i partiet på daværende tidspunkt.

- Det var en hård beslutning, fordi de ikke mente, jeg var inden for skiven som kvinde og ung mor på det tidspunkt, men jeg er glad for, jeg valgte at fortsætte i kommunalpolitik hos Venstre, siger Line Vanggard Pedersen, byrådsmedlem, Venstre, Brønderslev Kommune.

Hun har på trods af bumpene på vejen stadig masser af gå på mod, fortæller hun, og så nægter hun at give op. 

- Jeg håber på, at jeg kan gå ind og bidrage med ligestilling. Skubbe ligestilling fremad både i forhold til alder men også i forhold til køn, og så vil jeg gerne gøre noget for den kommunale dagpleje, der kan komme de unge til gavn, siger Line Vanggard Pedersen, byrådsmedlem, Venstre, Brønderslev Kommune.

- . 


Lænsede sagesløse borgere - nu falder hammeren

Foto: Daniel Mikkelsen

Den dømte kvinde udgav sig for at være fra Nets.

To tricktyve blev tirsdag idømt en fængselsstraf i Retten i Aalborg.

En 29-årig kvinde skal ruske tremmer i fire måneder, mens en 22-årige mand fik 40 dages betinget fængsel. Det oplyser anklager ved Nordjyllands Politi, Mads Stensøe.

Begge dømte troppede op på adresser i Aalborg i juli, hvor de franarrede folk deres kort og den dertilhørende pinkode.

Kvinden udgav sig tilmed for at være fra Nets, når hun snød folk til at udlevere deres kort. Gentagende gange hævede hun 27. juli 15.000 kroner fra borgeres kort på automater i Nørresundby og Aalborg. Det kunne videoovervågning afsløre.

I flere af tilfældene var den 22-årige mand også med til at foretage hævningerne, ligesom en eller flere ukendte medgerningsmænd var inde over bedrageriet.

Den 29-årige kvinde var tiltalt for at franarre borgere mere end 100.000 kroner. Hun blev dog ikke dømt for alle forhold i sagen, da andre personer stod bag nogle af hævningerne. I Retten vurderede man, at hun lykkedes med at hæve i underkanten af 100.000 kroner.

Kvinden var ikke selv til stede ved domsafsigelsen og har taget sig betænkningstid med hensyn til, om hun vil anke sagen. Den 22-årige mand modtog dommen.


Tobias sælger kød som aldrig før: - Det er de røde bøffer, de vil have

Foto: Ib William Christensen / TV2 Nord

Tobias Oldenborg Nielsen mærker ikke noget til salget af plantebaserede alternativer - han har kun vækstet, når det kommer til kødprodukterne.

Hvis det står til et flertal af Folketingets partier, skal nordjyderne drikke mere havremælk og spise mere plantefars - men er der udsigt til det?

Der er i hvert fald umiddelbart ikke udsigt til det hos slagter Carlsen, der både har en slagterbutik i Støvring og i Nørresundby.

For her går salget forrygende. Både når det kommer til at lange delikatessevarer over disken, men også når det kommer til cateringsalget her i julefrokostsæsonen og ikke mindst, når det kommer til salget af de røde bøffer.

- De seneste år har vi kun vækstet i vores kød her i butikken. Så vi har ikke kunnet mærke en forskel - tværtimod, siger slagtermester Tobias Oldenborg Nielsen.

Det kan ikke være sød musik for de partier i Folketinget, der er med i aftalen om Grøn Trepart. Som en del af aftalen skal der nemlig skydes ekstra 420 millioner kroner i Fonden for Plantebaserede Fødevarer, så flere danskere bliver lokket til at skifte kødet ud med plantebaserede alternativer.

Kan ikke sælge det

Og millioninvesteringen det kan måske godt skabe en smule nervøsitet i slagterbutikken i Nørresundby.

- Det gør os selvfølgelig en lille smule nervøse, men egentligt ikke så meget, for vi kan se på folks måder at handle ind på nu til dags, at det er de røde bøffer, de stadig vil have. Vi har prøvet flere gange med plantebaseret her i butikken, men vi kan simpelthen ikke sælge det. Så vi er nået til den konklusion, at det ikke er noget, vi kan sælge her i butikken, siger slagtermesteren.

Se hele interviewet med slagtermesteren her.

Han hader ikke ligefrem, at det er svært at lokke nordjyderne til at købe plantebaserede kødprodukter.

- I vores tilfælde er vi jo sådan set lidt glade for det. Fordi vi kan jo ikke drive en forretning på noget, vi ikke kan sælge, siger Tobias Oldenborg Nielsen.

Men hvis det skulle lykkedes at få folk til i højere grad at ændre deres kødvaner, så er de klar til at omstille sig i butikken.

- Hvis det er det, det kræver, så er vi klar til at gøre noget for det.

Men hvis det skal lykkedes at lokke nordjyderne til at spise de plantebaserede alternativer til kød, så skal der sættes ind overfor smagen.

Det vurderer seniorrådgiver på DTU og forsker i kostvaner Sisse Fagt overfor TV 2.

- Plantefarsens hvedebrødsdage er ovre. Nu er det ikke nok, at det ligner hakket kød, for det skal også smage godt og ikke have alenlange ingredienslister, siger hun til mediet.


Offer lå og blødte kraftigt, da politiet kom: Nu er to mænd varetægtsfængslet

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Offerets tilstand er alvorlig, men han er uden for livsfare, oplyser politiet.

De to mænd er blevet varetægtsfængslet i fire uger.

To mænd på henholdsvis 20 og 22 år er blevet varetægtsfængslet i fire uger ved Retten i Aalborg for grov vold og groft røveriforsøg, samt en overtrædelse af knivloven.

Det oplyser anklager Mathias Nysom Petersen.

De to mænd blev anholdt efter en episode i Kærby efter midnat onsdag, hvor en 20-årig mand blev stukket i underkroppen og på benene på Davids Alle.

Den 20-årige blev også udsat for flere spark på kroppen, ligesom han blev frarøvet sin mobiltelefon.

Det fik Nordjyllands Politi til at sende al ledig mandskab afsted mod Kærby, og de fandt hurtigt frem til de to mænd, der var i umiddelbar nærhed af en machete og en kniv, som de ifølge sigtelsen også er blevbet sigtet for at være i besiddelse af.

De to mænd er blevet varetægtsfængslet i fire uger af hensyn til efterforskningen, men også fordi, at der kan være medgerningsmænd på fri fod.

Derfor søger politiet også fortsat vidner i sagen.

- Vi efterforsker bredt og kan ikke udelukke, at der kan have været flere gerningspersoner med til at forøve røveriet. Det skal efterforskningen være med til at kaste lys over, siger politikommissær Kenneth Rodam.

Offerets tilstand er alvorlig, men han er uden for livsfare, oplyser politiet.

De to sigtede nægtede sig begge skyldige i anklagerne.


Han blev hyldet af ornestationens sønner: - Jeg har fået sagt stort tak

Foto: Henrik Drivsholm, TV MIDTVEST

- Det var en rigtig god oplevelse, siger Andreas Markussen om sønnernes optræden i TV MIDTVEST-programmet.

Selv om sønnernes sang gik tæt på, var Andreas Markussen meget glad for at blive overrasket på sin store dag.

Tusindvis af midt- og vestjyder så med, da Andreas Markussen fra Ornestation Mors blev overrasket af sine fire sønner med en humoristisk, men også meget personlig sang i programmet Få Det Sunget.

Nu er der gået nogle dage, siden programmet blev sendt, og morsingboen har haft tid til at tænke det hele igennem.

- Det var en rigtig god oplevelse, og jeg er overrasket over, hvor mange der har set det. Jeg har lige været ved tandlæge, og der mødte jeg en, der sagde: "Det er jo ham fra fjernsynet", siger han.

Det var under en fest på Hotel Pinenhus i Glyngøre, at sønnerne Johnny, Thomas, Michael og Kenneth tog fusen på deres far.

Der var tale om en storstilet afskedsreception i forbindelse med, at Andreas Markussen trak sig tilbage og overlod driften af ornestationen til sine sønner. Og at drengene hyldede ham med en sang sammen med TV MIDTVESTs Anders Bro havde han slet ikke set komme.

- Jeg blev meget rørt. Det gjorde jeg i hvert fald, og selv om vi i vores familie ikke snakker så meget om følelser, kan du tro, at jeg bagefter har fået sagt stort tak til dem.

Sådan så det ud, da de fire sønner tog fusen på deres far.

Gik tæt på - men ikke for tæt

Sangen handlede blandt andet om Andreas Markussens hjertesygdom, der var tæt på at koste ham livet.

- Der er flere, der bagefter har sagt, at de ikke var klar over, at jeg var så syg. Sangen gik tæt på, men ikke for tæt, synes jeg. Det var rørende at høre, hvordan drengene har oplevet min sygdom, og jeg har også kun fået positive reaktioner. Folk har sagt, at det var en alletiders udsendelse, siger han.

Ornestation Mors blev grundlagt for 50 år siden af Andreas Markussens far Martin. Andreas har været med gennem alle årene i forskellige roller. Nu er gået fra at være manden med det øverste ansvar til at være bestyrelsesformand - og pensionist.

- Som bestyrelsesformand blander jeg mig ikke så meget. Drengene kan sgu godt selv. En gang om ugen kører jeg op og får en kop kaffe, og så kører jeg ellers hjem igen, siger Andreas Markussen.

Du kan se Ornestationens Sønner på her.


Slut efter 61 år samme sted?: - En ordentlig pille at sluge

Foto: Jonathan Kjær Troelsen / TV2 Nord

Omkring 850 patienter i Lægehuset Sæbygårdvej skal fra 1. februar næste år have en ny praktiserende læge.

- Det var godt nok en ordentlig pille at sluge.

Sådan tænkte Anne Grethe Justesen fra Lyngså, da hun onsdag læste en besked i sin e-boks.

Her fik hun besked om, at Lægehuset Sæbygårdvej i Sæby, som hun har været tilknyttet siden 1963, reducerer antallet af patienter fra de nuværende 4850 til cirka 4000. Det betyder, at omkring 850 patienter fra 1. februar næste år skal have en ny praktiserende læge.

- Det er næsten håbløst, hvis jeg skal udenbys. Når man har min alder, så har man brug for en læge, siger Anne Grethe Justesen.

Lægehuset i Sæby har siden årsskiftet manglet en læge, og det er ikke lykkedes at ansætte en. Derfor ser man nu ingen anden udvej end at skære på patienttallet.

- Vi har haft mange arbejdstimer igennem lang tid, og vi må bare indse, at det er for stor en opgave, fortæller Janni Kristensen, som er en af de tre fasttilknyttede læger i lægehuset.

'Ikke til at holde ud at tænke på'

Lægehusets patienter kan i den kommende tid give udtryk for, om de ønsker at forblive patienter i lægehuset, eller om de vil tilknyttes en anden praktiserende læge.

- Der er jo ikke andet at gøre end at stille sig i kø, siger Anne Grethe Justesen.

Pladserne i lægepraksissen på Sæbygårdvej vil blive fordelt efter 'først til mølle'-princippet.

- Det eneste, man kan gøre, er at håbe. Det er jo mange, der skal skifte, siger Anne Grethe Justesen, som frygter ikke at være blandt de 4000 patienter, der får lov at blive i lægehuset.

- Det er slet ikke til at holde ud at tænke på, siger hun.