Hjørrings nye borgmester: - Vi skal have stoppet palaveret om Hirtshals Havn
Hirtshals Havn er det første, Søren Smalbro vil tage fat på som ny borgmester.
Trods en nat uden søvn, er Søren Smalbro (V) klar fra onsdag formiddag til at pege på sin første store opgave.
- Der har været for meget palaver omkring udvidelsen af Hirtshals Havn. Der bliver vi nødt til at viske tavlen ren, så vi kan få det projekt på skinner igen, siger han.
Et af de varme diskussionsemner i den forbindelse er, om en ny vindmøllepark skal være med at sikre finansiering af havneudvidelsen og i givet fald, hvor møllerne skal placeres.
Der skal styr på anlægsudgifter
Derudover er økonomien et centralt emne for Hjørring Kommunes kommende borgmester.
- Vores økonomi er altså for presset. Vi kommer til at gå igennem vores anlægsplaner og se, om der er noget, vi kan aflyse eller eventuelt skubbe for at lette trykket lidt på vores kasseflow, lyder det fra Søren Smalbro, der i øvrigt glæder sig til samarbejdet med udgangspunkt i den nye konstituering.
- Det bliver rigtig godt. Per Møller og jeg har de seneste otte år haft et rigtig godt samarbejde. Gry Bruun Nielsen, der kommer ind for De Radikale, har jeg kendt længe, og hun er et rigtig fint frisk pust, siger Søren Smalbro.
Se videointerview med Søren Smalbro i toppen af denne artikel.