Vibeke og Thomas går mod dyster flytte-tendens: - Det er bare helt perfekt for os
Foto: Privatfoto
Det tager 40 minutter at køre fra familiens hjem i Fjerritslev til Aalborg. Men det gør ingenting, fortæller de.
Byer langt fra Aalborg har generelt svært ved at lokke folk til. Men Vibeke og Thomas Søe valgte at trodse tendensen. Sidste år flyttede de familien på fire til Fjerritslev.
Der er højt til loftet, gennemført stil og tænkt over detaljerne. Sådan ser det ud i Vibeke og Thomas Søes nye store hus, der ligger i et nybyggerkvarter.
- Det er bare helt perfekt for os, fortæller Vibeke Søe.
Og det lyder da også som noget, de fleste kunne drømme om. Men når placeringen bliver nævnt, bliver mange alligevel skræmt.
For huset ligger i Fjerritslev.
Langt fra alt
Det er nemlig svært at lokke folk til de nordjyske kommuners udkantsbyer. For størstedelen vælger at bosætte sig i de kommunale hovedbyer, hvor væksten og udviklingen samler sig.
- Det er ingen hemmelighed, at jo længere væk man kommer fra Aalborg, jo sværere bliver det at få folk til at bosætte sig, siger borgmester i Jammerbugt Kommune, Mogens Christen Gade (V).
Jammerbugt Kommune har omkring 38.500 indbyggere. Særligt Aabybro trækker mange til.
- Aabybro er et stort trækplaster, men det ville være dumt kun at satse på den. Vi skal også have folk til at bosætte sig uden for Aabybro, siger Mogens Christen Gade.
Ifølge borgmesteren lider kommunen under, at der ikke er en decideret storby. Til gengæld har kommunen 24 lokalsamfund.
- Vi har ikke en Aars i Vesthimmerland eller en Hjørring som i Hjørring Kommune. Vi har småbyer som Brovst, Pandrup og Fjerritslev.
Halvt så befolket som Aabybro
Der bor cirka 3.300 personer i Fjerritslev. Mens der i Aabybro bor næsten det dobbelte. Og byen er i fuld vækst. Ifølge kommunen kan det være svært at få overbevist folk om, at de skal flytte til andre steder end Aabybro.
- Hvert år giver vi penge til de små lokalsamfund, så de kan markedsføre sig til at få folk tilbage. Og så sørger vi for, at der er liv og aktivitet, siger borgmesteren.
I perioder er tiltagene dog også lykkes. Tilbage i 2020 lå kommunen i top tre over kommuner med højst andel tilbageflyttere.
For Vibeke og Thomas Søe skulle der heller ikke meget overbevisning til. De flyttede til Fjerritslev i 2022.
Og dér kommer de til at bo - meget længe endnu.
- Vi er landet et virkelig godt sted på en dejlig vej med en masse andre børnefamilier. Der er jo ikke noget, du ikke kan gøre her, fortæller Vibeke.