Der kom flere former for sigtelser til en 22-årig og en 23-årig mand ved Retten i Aalborg, da de fredag i hele tre tilfælde forsøgte sig med røveri ved busterminalen i Brovst.
I to af tilfældene fik de to mænd intet ud af det, mens de i et tredje fik et offer til at overføre 2500 kroner på mobilepay. Derfor var de to mænd i grundlovsforhør lørdag.
Det fortæller anklager hos Nordjyllands Politi Kim Kristensen.
- Ved selve røveriet blev offeret tildelt flere slag og spark mod kroppen, og han blev også slået med skaftet af en kniv. Han blev tvunget til at overføre pengene til gerningsmændene, og han fik stjålet sin telefon, fortæller anklageren.
Ved de to andre tilfælde blev det ikke til et fuldbyrdet røveri, men forsøg på det.
- Den ene blev skubbet op ad en væg og truet med hammer for at overføre penge. Den anden blev også truet med hammer, men også med kniv til ansigtet og truet med at skulle sende penge, siger Kim Kristensen, der tilføjer, at ingen af ofrene her overførte penge til de to unge mænd.
Sigtelserne stopper dog ikke med røveri og forsøg på samme.
- Den 23-årige er også sigtet for vidnetrusler, da han sagde, "hvis det her kommer ud, så er du gone", mens han tog pegefingeren over halsen, siger anklageren og fortsætter:
- Den anden sigtede sagde til et andet offer, "sladrer du til politiet, er du død".
Hvad der foregik under selve grundlovsforhøret, kan anklageren ikke fortælle om, da dørene blev lukkede Men Retten fandt, at beviserne mod de to unge mænd var stærke nok til at varetægtsfængsle dem frem til 5. december.
Den 22-årige sigtede udbad sig betænkningstid i forhold til at kære dommen, mens den 23-årige kærede det på stedet. Derfor skal sagen med ham i landsretten i forhold til, om varetægtsfængslingen forbliver.