Foto:

Jagter vanvittig rekord: Sådan forbereder Stine Rex sig på seksdagesløb

Der skal både pakkes mad og meget forskelligt tøj til løbet.

Vi har nok alle prøvet at stresse over at pakke en taske til en rejse på flere dage.

Det samme gør sig gældende for Stine Rex, der i øjeblikket er ved at pakke og gøre klar til, at hun i næste uge skal løbe seks dage om søen i Aabybro.

- Jeg er ved at pakke en taske til seks dage, og det er altså virkelig en stor taske med alt det, jeg skal have med, også fordi jeg skal have skiftetøj med til alle situationer. Jeg skal have regntøj med, og jeg skal have jakke og vinterjakke med, forklarer hun.

I løbet af de seks dage, hvor hun skal løbe, er der ikke tid til mange pauser. Faktisk er der knap nok tid til at sove.

- Efter vi har været inde og kigge i statistikkerne fra sidste gang, da jeg løb i tre dage, der var jeg ude af banen i alt i fem timer. Så jeg regner med, at alt mellem 12 og 16 timer er realistisk, alt efter hvordan det går, konstaterer hun.

Og det er altså ikke lange lure, som hun får lov til at tage i løbet af de timer.

- Det er sådan nogle 20 minutters powernaps, men jeg skal også nå at falde ned og falde i søvn, så jeg kan godt være ude i 40 minutter, men hvor jeg kun sover 20 minutter, forklarer hun.

Sidste år var Stine Rex glad for Slushice maskinen. Foto: Simon Hougaard / TV2 Nord

Hvor meget tøj skal der med?

I løbet af de få timers pause, skal der altså også skiftes tøj undervejs, og det er noget af det, som Stine Rex lige nu bruger tiden på at få overblik over og pakke.

- Det kommer så meget an på vejret, hvor tit jeg skal skifte tøj. Da jeg løb i 48 timer, skiftede jeg faktisk ikke tøj undervejs. Men jeg skiftede sko efter 37 timer, siger hun med et skævt smil. 

Denne gang foregår løbet dog over seks dage. Derfor er ultraløberen også nødt til at sætte tempoet ned en gang imellem.

- Jeg kommer også til at blive nødt til at gå nogle timer, tænker jeg. Så derfor skal jeg også have almindelig tøj med som tykkere jakker og sådan noget, forklarer hun.

Derfor skal hun have sit tøj trykket. Desuden skal hun også have købt løbesko, og det kræver en tur til Løberen i Aalborg, hvor hun skal have hjælp til at finde tre par sko.

Program til 6-dages løb med SMIL

Herunder er et udpluk fra programmet til Stine Rex' rekordforsøg. Du kan se hele programmet her.

Mandag

Kl. 12.00: Borgmester Mogens Gade skyder løbet i gang, og Stine Rex og David Stoltenberg går i gang med deres rekordforsøg.

Kl. 17.00: Nordjyske Bank Halvmarathon - SMIL og løb et halvmarathon - Fællesløb hvor vi løber 21,0975 km.

Kl. 17.15 -18.00: Børnesjov på scenen med Smilbamsen og Lars fra Club Nord.


Tirsdag

Kl. 08.00: Torben Keller starter sit rekordforsøg: Lunges rundt om søen i 24 timer

Kl. 09.00 - 09.30: Kamilla og Christinna Rytter Pedersen løber sammen med Stine Rex

Kl. 14.00: Christian Fuhlendorff på rekordjagt. Stand-upperen Christian Fuhlendorff sendes ud på et 24 timers løb, hvor han vil forsøge at løbe 100 km.

Kl. 17.00 - 20.00: Ro & kajak i søen - Gjøl Ro & Kajakklub. Oplev klubbens ro-sammen event, hør om hvad det kræver og prøv evt. en tur.

Onsdag

Kl. 14.00: Christian Fuhlendorff på rekordjagt. Stand-upperen Christian Fuhlendorff slutter sin 24 timers løb.

Kl. 16.00 – 20.00: Marathon interview – Verdens længste løbende interview. TV2 Nords journalist Malthe Birger Jensen løber sit eget marathon sammen med Stine Rex, og interviewer hende under samtlige 42 km.

Kl. 19.00: Jonni Hefty giver et nummer og bagefter sender Club Nord Lars han af sted fra scenen, med nedtælling og publikums hjælp, på en løbetur med Stine og David.

Torsdag

Kl 10.00 – 21.00: Hoppeborg

Kl 18.00: Sussi på løbeben - Sussi Nielsen kommer og løber med Stine

Kl. 20.00: Zjakalen optræder, og bagefter sender Club Nord Lars ham afsted fra scenen, med nedtælling og publikums hjælp, på en løbetur sammen med Stine og David.

Fredag

Kl. 15.00 - 20.00: De Gratis Fritrækkere. Kom og snak med Jane, Peter og alle de andre - Se deres seje biler.

Kl 20.00 – 20.30: Spøgelsestimen med Mikkel ”Er der nogen?” Egelund og Club Nord Lars. Uhyggelig sjow med lodtrækning blandt alle udklædte og Meet´n´greet med Mikkel.

Kl. 21.00: Amatørløber Mogens Pilgaard Sørensen starter på et 15 timers forsøg på at løbe 100 km. inden lørdag kl. 12.00 (Personlig rekord).

Lørdag

Kl. 10.00 - 12.00: Internetstjernen Jaxstyle/Jacob Krull løber runder med Stine, og livestreamer på hans kanaler - Kom og mød ham

Kl. 10.00 – 13.00: Theodor – AaBs mascot deltager i Klovneløb og 6 dages løb med SMIL

Kl. 11.00 – 12.00: Klovneløb. Vi går efter at lave Danmarks største klovneløb. Aage Klovn (Var med til at starte klovneløbene op i Danmark) starter løbet og løber med. Der er Gratis soft Ice til deltagerne fra Rya Is. Lodtrækning om gevinster efter løbet.

Kl. 13.00: Ildsjæle i løb. Brandmænd fra beredskabet løber sammen med Stine i en runde eller to.

Søndag

Kl. 12.00: Meny Aabybro Le grand finale. Stine Rex og David Stoltenborg slutter rekordforsøg. Champagne og kage sponsoreret af Meny

Hvilken mad spiser en ultraløber?

Stine Rex' opgaver slutter ikke her. Efter en tur i Løberen skal hun nemlig også have handlet ind til seks dages mad.

- Jeg spiser almindelig mad. Altså frugt, pasta, ris, grøntsager, jeg kan også tage et stykke pizza, yoghurt og mentos. Og så noget sukker, som jeg er nødt til at tygge, forklarer hun.

Samtidig er der også flere madvarer, som ikke er at finde på indkøbslisten.

- Kød det er no-go. Jeg fik en gang en nugget galt i halsen, så det dur ikke, griner hun.

Hvordan træner man op til det?

Når man skal løbe 902 kilometer, undrer de fleste sig nok over, hvordan man får trænet op til det. I Stine Rex' tilfælde har hun ikke tid til at bruge al sin tid på at træne op til seksdagesløbet.

- Det er jo det, der er så vildt og sindssygt. Jeg er jo bare et ganske almindeligt menneske, som har et fuldtidsarbejde, som har hus, og som har piger, der går til dans, og alt sådan noget. Så jeg kan nærmest ikke presse mere ind, konstaterer hun.

Normalvis står hun op som den første i familien klokken 4.30, hvorefter hun løber en tur i Vejgaard, hvor hun bor. Herefter vækker hun resten af familien, inden hun løber til arbejde i Skansen i Nørresundby.  

- Jeg har 12 forskellige hold  på arbejde, og her træner jeg masser af core og smidighed via holdene. Det er mit hemmelige våben, at jeg også træner meget i mit arbejde, griner hun.

Til dagligt er hendes mål at ramme mellem 20 og 25 kilometer, og hun har altså ingen træner koblet på.

Og netop hendes almindelige liv bliver også kommenteret på af hendes konkurrenter.

- Det kan godt irritere nogle af dem, jeg konkurrer imod, at jeg kan slå en verdensrekord, men ikke lever af det, men det redder mig måske også, for der er ikke samme pres for at skal præsterer hver gang, da det bare er en 'hobby', påpeger hun.

I forbindelse med løbet vil der blive samlet ind til SMIL-fonden, der er en velgørende forening, som støtter børn med alvorlige og kroniske sygdomme på tværs af diagnoser. 

På de samme seks dage vil David Stoltenborg også gå efter verdensrekorden for mænd på 1.038 kilometer. 

Se programmet for hele ugen her


Garn samler 6000 gæster til uldne dage i Thy

I Hurup er der i weekenden Wool Days - en strikkefestival, der har lokket folk fra både ind- og udland til Thy.

Hvis du bevæger dig rundt i Hurup i Thy denne weekend, så vil du opleve flere mennesker bevæbnet med strikkepinde og hæklenåle end normalt.

- Det er magisk.

Sådan lyder det fra Jette Birk. Sammen med knap 6000 andre garnentusiaster deltager hun i Wool Days Thy. Begivenheden finder sted for allerførste gang i Hurup, hvor der normalt bor omkring 3000 indbyggere,

- Der er godt nok gjort klar til strikkefestival. Bare det at få en parkeringsplads..., griner Kirsten Mogensen, der har taget turen fra Frederiksværk.

Tidligere har begivenheden slået sine masker op på Fanø. Nu har Lotte Littau Kjærgaard overtaget festivalen og strikket det sammen i Thy i stedet.

- Jeg så nogle muligheder i at få lov til at lave noget sammen med et lokalsamfund og nogle frivillige til glæde for garnentusiaster fra hele verden, siger arrangøren.

Gæsterne er nemlig både fra Danmark, men kommer også fra både USA, Holland og Irland.

Begge haller i Hurup er fyldt med kreative sjæle - og masser af garn. Foto: TV MIDTVEST
Lotte Littau Kjærgaard kommer fra Holstebro, men flytter inden længe til Thy. Her har hun planer om at afholde Wool Days i mange år ud i fremtiden. Foto: TV MIDTVEST

I byens idrætshaller og på den lokale skole udfolder hele herligheden sig - med workshops, foredrag og masser af stande, der kan handles i.

Nogle aktiviteter er også rykket ud til andre steder i lokalområdet, imens Hurups erhvervsliv og de lokale foreninger også tager del i weekendens begivenhed. Flagene er hejst, der er musik i gaden og det summen af liv.

- Jeg bliver helt rørt, siger Pernille Kappel, der kommer fra Hurup, da vi fanger hende i gågaden.

Ved tøjforretningen "Hos Thea" støtter man også op om Wool Days Thy. Der er udvidede åbningstider og gode tilbud - og det har lokket masser af folk ud i byens gader, der er beklædt i solskinsvejr.

- Det er fantastisk. Vi kan næsten ikke få armene ned. Det har været så dejligt, siger indehaver Thea Gravesen.

Kan man leve højt på sådan en weekend i noget tid?

- Det kan jeg love dig for, at vi kan, griner hun.

Allerede nu lover arrangør Lotte Littau Kjærgaard, at der er uldne dage i Thy igen til næste år.

- Det kommer til at ske hvert år. Det er helt sikkert, fortæller hun.


Foto:

200 hunde samlet: - Alle ejere elsker at vise dem frem

Der var hunde i alle størrelser i Lindholm Strandpark lørdag.

Der var nok at kigge på, hvis man var hundeelsker og befandt sig ved Lindholm Strandpark lørdag eftermiddag. Her var mere end 200 hunde og deres ejere samlet til en dag, hvor der var fælles gåtur og forskellige aktiviteter på programmet.

Det var Nordjyllands Internat og Pension, som i samarbejde med Coolshop, havde arrangeret dagen, hvor alt overskuddet ville gå til hundene på Nordjyllands Internat.

- Jeg har kun talt med glade mennesker, som synes, det er dejligt at komme af sted med deres hund, siger Karina Fisker, der er internatleder hos Nordjyllands Internat.

Hundene startede dagen ud med at gå en fælles tur på tre kilometer, og efterfølgende var der blandt andet fremvisning af hundetræning, forskellige boder og mulighed for at de firbenede kunne møde nye venner.

- Alle hundeejere elsker jo at vise deres hunde frem, så jeg har fået snakket med rigtig mange hunde. Jeg har fået snakket med mange hundeejere, og det er helt fantastisk og dejligt, siger Karina Fisker.

Herunder kan du se en billedserie af nogle af dagens fremmødte:




Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Aalborg Håndbold overvinder dansk Champions League-kollega

Aalborg Håndbolds stjerner viste klassen på svær udebane.

Aalborg Håndbold er som forventet med i Champions League i denne sæson, og det samme er Fredericia lidt mere overraskende.

Der var dermed lagt op til en kamp mellem to succesfulde klubber, da de lørdag eftermiddag skulle krydse klinger i den danske andedam i HTH Herreligaen.

I den danske liga havde Aalborg fået en lidt bedre start med to sejre i to kampe, hvor Fredericia i samme antal kampe havde spillet sig til en enkelt sejr.

De nordjyske gæster kom bedst fra start og kom foran 7-4, før Fredericia spiste sig tilbage i opgøret og havde muligheden for at udligne til 7-7 midt i første halvleg.

Aalborg Håndbold kom dog i stedet foran 8-6.

Derefter gav nordjyderne ikke ved dørene, og ved første halvlegs afslutning havde gæsterne en sikker føring på 16-10.

Hertil og ikke længere. Aalborg-spillerne holdt Fredericia på behørig afstand det meste af opgøret. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Aalborg åbnede lidt op for, at Fredericia kunne lave et comeback, men når hjemmeholdet kom lidt for tæt på, trykkede nordjyderne bare på speederen endnu engang.

Stjernerne fra Aalborg opgav dermed aldrig føringen, der bare blev større og større, hvorfor en sejr på 32-26 var helt fortjent mod Champions League-kollegaerne fra Fredericia.

Topscorer for Aalborg blev svenskeren Jack Thurin med seks scoringer.

Aalborg Håndbold har dermed de maksimale seks point efter tre opgør og er dermed


For rullende kamera: Her afbryder Simon Kvamm interview

Musikeren blandede sig midt i tv-optagelse på Hanstholm Madbar - også kendt som Hotel Nørresø i Skuldborg.

En skikkelse nærmede sig pludselig bagfra, da TV MIDTVEST forleden var i gang med at interviewe Morten Kristensen på Hanstholm Madbar om hans rolle som Hr. Nørresø i podcasten Undskyld vi Roder.

- Er det fjernsyn, lød det fra musikeren Simon Kvamm, da han nåede helt hen bag restauratøren.

Hugorm-forsangeren og Morten Kristensen er gode venner, og Hugorm bruger ofte madbaren som en slags træningslejr. 

Simon Kvamm er af og til også med i Undskyld vi Roder, og mens Morten Kristensen spiller en fiktiv karakter, den noget vrisne hotelejer Hr. Nørresø, optræder Kvamm som sig selv.

Undskyld vi Roder handler om tilblivelsen af det, som bliver kaldt snakke, sludre og taleradioen R8dio. Handlingen foregår i den fiktive jyske by Skuldborg, men Hanstholm Madbar har hele vejen igennem spillet en central rolle.

Hovedmændene bag podcasten, skuespillerne Brian Lykke og Kasper Nielsen, hører også til Morten Kristensens gode venner, og ligesom Hugorm lægger de tit vejen fordi restauranten i havnebyen.

Morten Kristensen har drevet madbaren siden 2016, og flere steder ser man tydeligt, at han selv har en fortid i musikbranchen. Der er grammofoner og vinyler i restauranten og på alle værelser. 

I kælderen er der blandt andet sauna og spa - og så har han investeret i et gammeldags arkadespil.

Og interviewet som blev afbrudt? Det kan du læse her.


Bo Westergaard og hesten I D-Exceptional. Foto: TV2 Nord

Skandaleramt travtræner udelukkes i 7,5 år

Katastroferne står i kø for at ramme Bo Westergaard.

I april sidste år blev Bo Westergaards hest I D-Exceptional testet positiv for doping i forbindelse med Skive Trav, hvor den nordjyske travtræner og kusk nægtede sig skyldig.

Han fik i december sidste år alligevel frakendt sin træner- og kørelicens i 2,5 år og en bøde på 75.000 kroner af bestyrelsen i Dansk Hestevæddeløb.

Bo Westergaard indbragte sidenhen kendelsen for Travsportens Overdomstol, men den kom frem til samme beslutning og stadfæstede beslutningen.

Bo Westergaard ankede igen, og der er nu gang i en civil retssag.

Grov uagtsomhed

Nu er ondt blevet til værre for den garvede tidligere Aalborg-travtræner.

Et udvalg i Dansk Hestevæddeløb har været nedsat til at behandle to andre sager end I D-Exceptional-sagen, og fredag er Bo Westergaard blevet dømt i de to sager.

- Bo Westergaard er ved kendelsen som følge af overtrædelser af reglementet forvoldt ved forsæt og grov uagtsomhed idømt licensinddragelse og tiltrædelsesforbud i 5 år samt et gebyr på 50.000 kroner. Der er tale om en straf, der træder i kraft den 27. september 2024, skriver Dansk Hestevæddeløb i en pressemeddelelse.

Samlet set vil Bo Westergaard licens være inddraget i syv år og seks måneder, hvis dommeren i den civile retssag i I D-Exceptional-sagen stadfæster Travsportens Overdomstols kendelse.

- Bo Westergaard dømmes for forsætlig overtrædelse af medicinhåndteringsreglerne i sportens løbsreglement. Sagen er behandlet på baggrund af aktindsigt i dokumenter fra efterforskningen i en straffesag mod Bo Westergaard og dennes dyrlæge iværksat i sommeren 2021 af Nordjyllands Politi og Fødevarestyrelsen, skriver Dansk Hestevæddeløb.

Herunder kan du se, hvad Bo Westergaard sagde, efter hans hest var testet positiv for doping:

Han dømmes også for tre karenstidsovertrædelser i danske løb, hvor to af dem er anset som uagtsomme, mens den tredje dømmes som groft uagtsom. Det er den mest alvorlige i forhold til strafudmålingen.

- Dansk Hestevæddeløb bemærker, at der ved afgørelsen er lagt betydelig vægt på hensynet til hestevelfærd, som er et centralt og vigtigt fokuspunkt i væddeløbssporten i Danmark.

Bo Westergaard kan indbringe kendelsen for Travsportens Overdomstol inden for 30 dage.