Professor kalder solcelleplaner for lottokuponer: - Har de overhovedet pengene?
Mads-Peter Nielsen fra Aabybro har udsigt til, at hele hans ejendom kan bliver pakket ind i solceller, hvis BioCirc får lov til at udføre sine planer.
Investeringsselskabet BioCirc vækker opsigt med sine planer om at bygge seks gigantiske energiøer rundt om i Danmark – tre af dem i Nordjylland.
Lidt nord for Aabybro viser Mads-Peter Nielsen sine 100 kvadratmeter solceller frem. De leverer strøm til hans egen husholdning.
Hvis BioCircs planer bliver til virkelighed, får han udsigt til solceller hele vejen rundt om sin ejendom, og det er han stærkt utilfreds med.
- Vi er flyttet på landet for at være ude midt i naturen - ikke for at blive pakket ind i solceller. Vi kommer til at glo ind i en væg af solceller, der bliver fire meter høje, siger Mads-Peter Nielsen.
Hvis vi ser på anlægget i Jammerbugt Kommune, så taler vi om en størrelsesordenen svarende til Nordjyllandsværket
Poul Alberg Østergaard, Professor, Aalborg Universitet
Investeringsselskabet BioCirc har søgt Jammerbugt kommune om at lave 840 hektar solceller her nord for Aabybro. På sigt skal pjojektet blive til en energiø, der også skal indeholde 15 vindmøller og et biogasanlæg, der kan lave e-methanol til transportsektoren.
Koncernen har søgt om at lave energiøer i Ringsted, Skive, Viborg, Vesthimmerland og Jammerbugt Kommuner.
De har også sendt materiale til Mariagerfjord Kommune, men her har de endnu ikke søgt formelt. Ifølge selskabet koster hver energiø fem milliarder kroner - altså svimlende 30 milliarder kroner i alt.
Løfte om gratis energi
Selskabet lover gratis overskudsvarme, 100 arbejdspladser ved hver energiø og en sokaldt grøn milliondfond, som kommunerne kan administrere.
Professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, Poul Alberg Østergaard, mener derfor, at det kan være svært for kommunerne at sige nej, og at selskabet sætter kommunerne under pres ved at søge i flere kommuner.
- Man kan godt stille spørgsmålet, om de faktisk ønsker alle seks anlæg, eller om det er en lottokupon, de sender ind til kommunerne. Og om de faktisk har den investeringskapacitet og mandskabskapacitet til at etablere dem alle sammen, eller om det er for at se, hvilke kommuner, der faktisk er mulighed i, siger Poul Alberg Østergaard.
Det er en kæmpestor mundfuld for nogen, der er fritidspolitikere med en 37 timers normalt arbejde og byrødder ved siden af
Poul Alberg Østergaard, Professor, Aalborg Universitet
Direktør i BioCirch, Bertel Maigaard, synes det er urimeligt at kalde selskabets ansøgninger for lottokuponer. Han forsikrer, at selskabet både ønsker og evner at realisere alle projekterne.
- Vi har investeret relativt store beløb allerede i dag, faktisk mange milliarder kroner i at opkøbe både biogasanlæg, vindmøller og jordområder op til at realisere de her projekter. Det vil jo være lidt dumt at investere alle de penge, hvis det ikke var fordi, vi troede på, at det her kan lade sig gøre, siger Bertel Maigaard.
Se videoen om hele sagen her - artiklen fortsætter længere nede:
Enorme projekter
Kommunerne er ikke vant til at sagshandle millardprojekter, og det bekymrer også energiprofessoren.
- Det er jo meget store projekter, vi taler om. Jeg er ikke sikker på, at kommunerne har ekspertisen til det. Hvis vi ser på anlægget i Jammerbugt Kommune, så taler vi om noget i størrelsesordenen alene med solcellerne, der svarer til Nordjyllandsværket. Der er jo en rimelig stor myndighedsbehandling i sådan en proces, siger Poul Alberg Østergaard.
Mads-Peter Nielsen er også bekymret for, om kommunalpolitikerne er klædt på til at tage så vidtrækkende beslutninger, som det er, når man planlægger energipolitik for de næste mange år.
Så bliver vi da stavnsbundet
Mads-Peter Nielsen, husejer
- Det er ikke for at forklejne byrådsmedlemmer, men det er en kæmpestor mundfuld for nogen, der er fritidspolitikere med en 37 timers normalt arbejde og byrødder ved siden af. De skal sidde og tage stilling til sådan nogle kæmpe kæmpe projekter. Det bekymrer mig, siger Mads-Peter Nielsen.
BioCirc har opkøbt flere ejendomme i Vesthimmerlands Kommune, og flere sælgere har fortalt, at de får mere end det dobbelte af ejendomsværdien.
Mads-Peter Nielsen har endnu ikke gjort op med sig selv, om han vil blive boende, hvis energiøen bliver en realitet, eller om han vil sælge til BioCirc. Han er sikker på, at han ikke kan sælge sin ejendom senere, hvis ikke han sælger til BioCirc.
- Der er jo ikke nogen, der vil købe en ejendom, der ligger inde midt i en solcellepark. Så bliver vi da stavnsbundet, siger Mads-Peter Nielsen.
Har du et godt tip?
Denne historie er blevet til på baggrund af et tip fra en bruger.
Hvis du har en historie, du synes, vi skal kigge nærmere på, så klik herunder og send en mail til redaktionen.