Har bokset knap 300 kampe: Nu kommer nordjydes professionelle debut
Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord
Frederik Lundgaard Jensen har debut som professionel bokser 29. november.
28-årig nordjyde debuterer til Danish Fight Night.
Når Danish Fight Night løber af stablen 29. november, er der i hvert fald en bokser, der uanset udfaldet får sig en mindeværdig aften.
Her debuterer den nordjyske fjervægtsbokser Frederik Lundgaard Jensen nemlig som professionel i Stald Palle.
Det skriver Danish Fight Nigt i en pressemeddelelse.
Og det er en bokser med et alenlagt CV.
For den 28-årige nordjyde, der oprindeligt kommer fra Pandrup, har bokset intet mindre end 280 kampe som amatør, og har vundet 13 DM-titler herunder 10 danske mesterskaber som elitebokser i voksenrækkerne.
Erfaren amatør
Han har desuden vundet guld ved de nordiske mesterskaber otte gange i tre forskellige vægtklasser og har deltaget flere gange i VM og EM.
I 2020 gik han to vægtklasser op og mødte sin landsholdkollega Nikolai Terteryan i en DM-finale, der i foromtalen blev kaldt årtiets boksekamp. Frederik Lundgaard Jensen vandt efter en meget tæt og spændende kamp.
OL-drømmen har desværre glippet i afgørende sekvenser, blandt andet på grund af en øjenskade og coronapandemien, men det har ikke slukket Frederiks ambitioner. Tværtimod er han klar til at jagte nye mål som professionel bokser.
- Jeg vil naturligvis gerne bokse mod de allerbedste og prøve at konkurrere på allerhøjeste niveau, ligesom jeg gjorde som amatør. Det ultimative mål er selvfølgelig at bliver verdensmester. Forhåbentligt kan jeg en dag få chancen for at bokse mod de allerbedste, men det gælder i første omgang om at bokse godt, få solgt mig selv, og vinde mine kampe. Jeg skal i første omgang omstille mig til at bokse flere omgange, siger Frederik Lundgaard Jensen.
I sin første kamp som professionel skal nordjyden bokse mod Alexandr Polinchevici fra Moldova.
Frederik Lundgaard Jensen
Født: 17. december 1995. Opvokset i Hune i Nordjylland.
Nuværende hjemby: Nørresundby
Højde: 180 cm.
Kampvægt: Ca. 57 kilo (fjervægt)
Klub: Pandrup Bokseklub
Træner: Brian Brix
Professionel debut: 29. november 2024 i Frederiksberg Hallerne
Amatørkarriere: 280 kampe. DM-guld 13 gange heraf 10 gange dansk mester som elitebokser i voksenrækkerne samt 8 gange nordisk mester i tre forskellige vægtklasser. 12 gange jysk mester. 1 gang sjællandsk mester. VM- og EM-deltagelse (5. plads ved EM i 2015 og 2022).
Guld i flere store internationale turneringer herunder GeeBee Tournament i Finland og Boxam i Spanien. Bronze ved EU-mesterskaberne i 2015 m.m.