Mand i stabil tilstand efter fund af sprøjtegifte med udslip af blåsyre
Nordjyllands Beredskab måtte tilkalde kemivagten fra Thisted for at vurdere indholdet af den fundne kasse med gamle pesticider.
Nordjyllands Beredskab rykkede fredag formiddag ud til en kasse med gamle pesticider, der viste sig at lække dampe fra blåsyre.
En 54-årig landmand er indlagt på sygehuset, efter han torsdag aften på en mark ved Ryå sydøst for Aabybro fandt en kasse med gamle beholdere med sprøjtegifte. Manden blev dårlig i løbet af natten, og han blev indlagt.
Mandens tilstand er stabil og han er uden for livsfare, oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Jesper Sørensen.
Sygehuset er blevet informeret om, manden formentlig har været udsat for dampe fra blåsyre, men han fortæller selv, at han ikke har rørt ved kassen, lyder det fra vagtchefen.
Eksperter fra Nordjyllands Beredskab blev fredag formiddag tilkaldt for at håndtere kassen, der var fyldt med beholdere med gamle sprøjtegifte. Kassen stod på en mark sydøst for Aabybro i en afstand på fem-seks meter til Ryå, men der har ikke været flydende udslip fra kassen, fortæller indsatsleder Jesper Ludvigsen fra Nordjyllands Beredskab.
Kassen med det giftige indhold blev hurtigt indkapslet, og den er nu sendt til destruktion.
- Vi kunne ikke umiddelbart afgøre, hvilke stoffer der er tale om, da beholderne er meget gamle og rustne, så vi tilkaldte kemivagten fra Thisted for at analysere, de gasser, der slap ud, siger han.
Udslippet har angiveligt indeholdt Hydrogencyanid, et meget giftigt stof, der tidligere har været brugt i insektgifte. Stoffet kaldes også blåsyre, og har blandt andet været brugt af Hitlers nazi-regime til udryddelse af mennesker under 2. verdenskrig.