Luksusbiler i Aabybro: Rolls Royce og Bentleys til skue
Biler i millonklassen var samlet i Aabybro til træf.
Ved mejeriet i Aabybro var der luksusbiler på Kristi Himmelfartsdag.
Kristi Himmelfartsdag var parkeringspladsen ved mejeriet i Aabybro fyldt med luksusbiler af mærket Bentley og Rolls Royce.
Her afholdt Bentley Rolls-Royce Enthusiasts’ Club deres årlige træf.
- Det var nogle venner, som også er med i klubben her, og så sagde de: I skal da med! Vi kunne faktisk blive medlem af ungdomsafdelingen i en alder af 58 år, siger Hans Jørgen Skovgaard, der er udviklingschef i Farum med et smil på læben.
De to bilmærker har altid stået for den ypperste luksus på bilmarkedet.
En af bilerne til træffet var en Ross-Royce fra 1934, som både har indbygget barskab og telefonforbindelse fra bagsædet til chaufføren foran.
- Altså Rolls Royce var jo verdens bedste bil. Den var jo den jo med alle myterne og så videre, siger Ole Svensson, som er mekaniker i Vester Hassing.
- Det mekanik, som er nede under sådan en bil - den er jo håndbygget - er fantastisk. Den var jo foran sin tid.
Men Bentley og Rolls Royce har også altid været det foretrukne køretøj for de kongelige og overklassen, og det har betydet at prismærket på de to bilmærker ikke er i den lille ende.
Alligevel afviser de i klubben, at det er en klub for de rige.
- Det er for alle samfundslag, siger arrangør af træffet, Gert Gustavsen fra Bentley Rolls-Royce Enthusiasts’ Club.
Men han afviser ikke, at man enten skal have en del penge på kistebunden, eller selv kunne lide at skrue i biler for at have dyre biler som hobby.
Og for udviklingschefen fra Farum handler det om den britiske måde at tænke på.
- Jeg tror, man skal have sådan et engelsk mindset. Der skal gerne være stil, og det behøver ikke gå stærkt. Det skal gerne være komfort og sådan noget med at køre fra slot til slot eller til badehoteller og se ting, siger Hans Jørgen Skovgaard fra Farum.