Kommunen går ind i sagen om Jeanetts skraldespande

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Selvfølgelig er det ikke rimeligt at skulle gå en halv kilometer med sine skraldespande, lyder det.

Kommunen har tænkt sig at tage en snak med Nordværk, efter Jeanett Nielsens historie har været bragt på TV2 Nord. Det siger formand for teknik- og miljøudvalget i Jammerbugt Kommune, Niels Christian Hem (V).

For som det er nu, skal Jeanett Nielsen, der bor på Haldagervej ved Aabybro, trille sine skraldespande knap en halv kilometer ud til vejen for at få dem tømt.

Sådan er det blevet, efter Nordværk har overtaget afhentningen af skrald fra kommunen. Det er på trods af, at hun i 27 år har fået hentet sit skrald uden problemer.

- Jeg er til grin for mine egne penge. Og der er jo ikke andre udbydere, så jeg bliver nødt til at finde mig i den her ringe service fra Nordværk, siger Jeanett Nielsen.

Men nu har kommunen altså valgt at gå ind i sagen.

- Grundlæggende er det sådan, at Jammerbugt Kommune selvfølgelig har en ambition om, at borgerne skal have den samme gode service, som de altid har fået. Nu har jeg ikke selv været ude at besigtige stedet, men noget virker til, at man godt kunne have haft en bedre kommunikation om det her, siger Niels Christian Hem (V).

Synes du 450 meter er rimeligt at skulle gå med sin skraldespand?

- Selvfølgelig er det ikke det, og derfor skal der også findes løsninger på det her. Og det vil vi jo gerne som kommune, og det er jeg helt sikker på, at det vil Nordværket også. Og det vil borgerne jo især. Så selvfølgelig skal vi have fundet en løsning på den her sag, sagde han til TV2 Nord.

Se hele interviewet med Niels Christian Hem herunder.


25 sigtet efter masseslagsmål: Ikke noget med AaB-fans at gøre, siger direktør

Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Politiet forventer at sigte yderligere et par stykker, inden sagen overdrages til anklagemyndigheden.

3. august sidste år udviklede et masseslagsmål sig ved værtshuset Don Quijote i Herning, efter en fodboldkamp mellem FC Midtjylland og AaB, som nordjyderne tabte med 2-0.

Efter kampen var en flok AaB-fans på vej hjem til Nordjylland, men pludselig vendte bussen om og kørte til værtshuset, hvor der opstod en konfrontation mellem fangrupperinger fra de to klubber.

Nu er 25 personer sigtet efter straffelovens paragraf 134 a, der kan straffe deltagere i slagsmål eller anden grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted, hvis de har handlet efter aftale eller flere i forening. Strafferammen er op til seks måneders fængsel.

Det fortalte TV Midtvest tirsdag.

- Det har heldigvis ikke som sådan noget med AaB at gøre i og med, at det ikke er noget, vi referer til som værende AaB-fans, lyder det fra direktør i AaB, Michael Tuxen Boll.

'Vigtigt at bidrage'

Politikommissær Lars Boe Larsen oplyser til TV Midtvest, at vidner, videoovervågning og et godt samarbejde med AaB og FC Midtjylland har hjulpet politiets arbejde med sagen.

- Det er vigtigt at bidrage til, at vi får holdt voldspersoner ude, for det har intet med hverken sport, fodbold eller idræt at gøre i alt almindelighed, så derfor vil vi fortsat bistå i det omfang, vi kan, for at sikre at loven opretholdes og håndhæves efter bedste evne. Det er dog vigtigt for mig at understrege, at vi ikke har bemyndigelse til hverken at anholde eller tilbageholde nogle baseret på aktiviteter, som de har gjort i ikke AaB-regi, lyder det fra direktøren.

- Det er jo en handling, der er sket, efter vi har sagt farvel til FC Midtjylland. Hvad der er sket derefter, synes jeg ikke, er AaB’s ansvar, selvom jeg selvfølgelig fordømmer det, og synes, det er dybt tragisk for dem, det gik udover, tilføjer han. 

'Bakker op om nationale karantæner'

Politiet forventer at sigte yderligere et par stykker, inden sagen overdrages til anklagemyndigheden, der skal vurdere, om der skal rejses tiltale.

- Nu lader vi det være op til politiet og de offentlige myndigheder at tage den beslutning, der skal tages, og så forholder vi os selvfølgelig til de foranstaltninger, der kommer på baggrund af det, forklarer Michael Tuxen Boll.

- Vi bakker op om eventuelle nationale karantæner, og forholder os til det, som politiet kommer frem til i deres videre efterforskning, afslutter direktøren.


Doris havde en blodprop i hjernen, men det overså vagtlægen

Foto: Michael Schmidt Thomsen / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Ægteparret rejser nu spørgsmål om, hvorfor Doris ikke er blevet undersøgt nærmere ved vagtlægen.

- Hvorfor scanner de hende ikke? Så vil de jo kunne se en blodprop.

Sådan lyder det fra Kent Hald.

Han er gift med Doris Andersen, der blev sendt hjem fra vagtlægen i Thisted, selvom hun var meget dårlig. Senere viste det sig, at hun havde en blodprop i hjernen.

Jeg blev lidt ked af, at de ikke kunne tage noget mere hånd om mig om lørdagen, så var det ikke sikkert, at det var blevet så slemt

Doris Andersen

'kontakt egen læge'

Det hele begyndte lørdag d. 1 februar, hvor Doris Andersen mærkede ubehag i kroppen.

Både svimmelhed, hovedpine og talebesvær er nogle af de symptomer, hun kontakter vagtlægen i Thisted med.

Vagtlægen måler hendes blodtryk, men der foretages ikke yderligere undersøgelser, og Doris sendes hjem igen med beskeden om at kontakte egen læge om mandagen.

- Det har jeg det ikke godt med, men man er jo nødt til at tage hjem, siger hun.

Blev kørt til Aalborg

Søndag aften, lige inden Håndboldherrerne gik på banen til VM-finalen, slog Doris Andersens mand, Kent hald, dog alarm.

- Jeg kunne ikke gå, og jeg kunne ikke snakke eller noget. Der var jeg simpelthen helt svimmel, så han ringede 112, forklarer Doris Andersen.

Efter et opkald til 112 blev Doris Andersen kørt til Aalborg Universitetshospital, hvor lægerne kunne konstatere, at hun havde en blodprop i hjernen.

- Jeg blev lidt ked af, at de ikke kunne tage noget mere hånd om mig om lørdagen, så var det ikke sikkert, at det var blevet så slemt, lyder det fra Doris Andersen.

Overføres til Skejby

Fordi det er weekend, skal Doris overføres til Skejby for at blive opereret. En operation, der dog ikke bliver til noget.

- De turde ikke at operere mig, da de var bange for, jeg ikke ville vågne op igen, forklarer hun.

Hun flyttes tilbage til Aalborg Universitetshospital og er indlagt i ni dage, før hun igen kan komme hjem.

Foto: Michael Schmidt Thomsen / TV2 Nord

Hvorfor undersøgte man ikke nærmere?

Ægteparret rejser nu spørgsmål om, hvorfor Doris ikke er blevet undersøgt nærmere i Thisted om lørdagen. De mener, at undersøgelsen hos vagtlægen blev for overfladisk.

- Det skal da være sådan, at når man kommer til vagtlægen, bliver man undersøgt ordentligt - der er for stor risiko ved andet, siger Kent Andersen.

Parret overvejer nu, om de skal indberette sagen til Patientklagenævnet.

- Hun kom til vagtlægen og burde være i trygge hænder - skulle man tro, siger Kent Andersen.

Nu venter et genoptræningsforløb for Doris Andersen, der på trods af omstændighederne har det okay.

- Jeg kan godt tale nu, men mine fingre sover, jeg kan ikke mærke mine fingre, når jeg rører ved noget, forklarer hun.

Vil ikke kommentere

Regionen Nordjylland fortæller, at Doris Andersen har fået den korrekte behandling under indlæggelsen, men henviser til, at det er Praktiserende Lægers Organisation (PLO), der har ansvaret for lægevagten i weekenden.

PLO har ikke nogle kommentarer til sagen.


Er du døv? Så risikerer du at vente næsten to år på hjælp

Foto: Bjarne Luthcke/Ritzau Scanpix

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Ventetiderne for behandling af hørehæmmede er på landsplan lange.

- Lige præcis Region Nordjylland er jo den region, som ikke har formået at nedbringe ventetiderne.

Sådan fortæller landsformanden for Høreforeningen, Majbritt Garbul Tobberup.

Der er cirka 300.000 alvorligt hørehæmmede i Danmark, men ventetiderne rundt om i landet for at få hjælp er meget forskellige.

Ifølge Majbritt Garbul Tobberup skyldes den lange ventetid i Region Nordjylland særligt en mangel på politisk prioritering. Helt op mod 100 uger risikerer man at vente.

- Mens Region Nordjylland har modtaget midler fra finansloven, har de ikke tilføjet yderligere selv. Det har man gjort i flere af de andre regioner, lyder kritikken fra landsformanden.

Tilskud i finansloven til høreområdet sluttede i 2022, og siden har regionerne skullet klare sig selv. Men det har særligt Region Nordjylland ikke formået.

Man lavede dog to ekstra satellitklinikker i henholdsvis Hjørring og Frederikshavn. Altså de to kliniker med længst ventetid i Danmark.

Fakta om hørehæmmede i Danmark.

Antal:

  • Der er omkring 800.000 danskere med hørenedsættelse. Det antal regner man med vil stige med 200.000 i 2030.

  • 325.000 mennesker har hørenedsættelse i en sådan grad at de skal bruge høreapparater.

Tal fra Sundhedsudvalget 2022.

Hvidovre er det hospital med kortest ventetid på fire uger for behandling af hørehæmmede.

Regionshospitalet Aalborgs to kliniker i Frederikshavn og Hjørring, er de to klinikker med længst ventetid i Danmark på 100 uger hver.

Gennemsnitsventetiden i Danmark er på omkring 43 uger.

Tal fra esundhed.

Ansættelsesstop eller rekrutteringsbesvær?

Ifølge Majbritt Garbul Tobberup ser fremtiden ikke lysere ud, tværtimod. For vi, den danske befolkning, bliver kun ældre, og alder er hovedårsagen til høreproblemer.

Ifølge tal fra Folketingets Sundhedsudvalg fra 2022 bliver der 200.000 flere borgere med høreproblemer i Danmark frem mod 2030.

Det kræver en masse personale at behandle alle de mennesker. Personalet er ikke engang tilstrækkeligt nu. Der er dog divergerende forklaringer på dette problem.

Region Nordjylland skrev i en mail følgende:

'De rekrutteringsmæssige udfordringer i forhold til audiologiassistenter gør sig i særlig grad gældende i Frederikshavn og Hjørring, hvilket er årsag til den ekstraordinære ventetid disse to steder.'

Dette argument køber Majbritt Garbul Tobberup dog ikke:

- Der er ansættelsesstop. Så det er et argument, vi har svært ved at forstå.

Cheflæge for Øre-Næse-Halskirurgisk afdeling i Aalborg, Henrik Jacobsen, peger også i samme retning i forhold den største udfordring.

- Hvis jeg skulle pege på den største udfordring lige nu, så er det ansættelsesstoppet, fortæller Henrik Jacobsen.

Det er ikke første gang, TV2 Nord har omtalt den lange ventetid for hørehæmmede i Region Nordjylland. Se mere her:

Teknologi og bedre kommunikation

Han peger dog også på andre løsninger.

- Det kræver en investering i noget infrastruktur og teknologi. Men det er en engangsinvestering, modsat behandling som er en løbende udgift, siger han.

Henrik Jacobsen mener, at det kræver en politisk prioritering.

- Men finder man penge, kan man lave systemer, så de samme mennesker slipper for gentagelse af de samme undersøgelser ved flere instanser, fordi systemerne ikke taler sammen.

Både Majbritt Garbul Tobberup og Henrik Jacobsen fortæller dog, at det kræver politiske løsninger. Og det kommer nok ikke til at blive gratis.

Region Nordjylland kan ikke nikke genkendende til, at ansættelsesstoppet skulle være et problem.

'Der er generelt udfordringer med fastholdelse af særligt audiologiassistenter. Oftest, når der er færdiguddannede, vælger de at finde arbejde andet steds i det private. Derfor kan det være svært for os at have nok af disse på afdelingen. Der er et kvalificeret ansættelsesstop, men hvis vi stod i den situation, at der stod en færdiguddannet audiologiassistent klar til ansættelse, så ville der kunne gives tilladelse fra ledelsen til at ansætte vedkommende, selvom der er kvalificeret ansættelsesstop, lyder det i et skriftligt svar.  


Fodboldvold: 25 er sigtet efter masseslagsmål med AaB-fans

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Politiet har i over et halvt år efterforsket et masseslagsmål i Herning, hvor en busfuld AaB-fans var involverede. Nu nærmer efterforskningen sig sin afslutning. Se barejerens reaktion i videoen nederst i artiklen.

Hvem var til stede? Og hvem gjorde hvad?

Det har været de vigtigste spørgsmål i en omfattende politiefterforskning efter et masseslagsmål ved værtshuset Don Quijote i Herning 3. august sidste år.

Her flød blodet, mens værtshuset blev raseret i det gigantiske slagsmål, som kom i kølvandet på en Superliga-kamp mellem FC Midtjylland og AaB, som de midtjyske ulve vandt med 2-0.

Efter kampen var en flok AaB-fans på vej hjem til det nordjyske i bus, men tilsyneladende vendte bussen om og kørte til værtshuset, hvor det kom til konfrontation mellem fangrupperinger fra de to klubber.

Nu er 25 personer sigtet efter straffelovens paragraf 134 a, der kan straffe deltagere i slagsmål eller anden grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted, hvis de har handlet efter aftale eller flere i forening. Strafferammen er op til seks måneders fængsel.

Politiet forventer at sigte yderligere et par stykker, inden sagen overdrages til anklagemyndigheden, der skal vurdere, om der skal rejses tiltale.

Alle de tiltalte har tilknytning til AaB, oplyser politikommissær ved lokalpolitiet i Herning, Lars Boe Larsen, der leder efterforskningen.

- Vi har set på en del overvågningsvideo, og det er tydeligt, at det er dem, der kommer ud af bussen, der er den aggressive part i konflikten, og det er derfor, at det er dem, som vi nu forsøger at få tiltalt og retsforfulgt, siger Lars Boe Larsen.

Efter det voldsomme optrin i august oplyste Midt- og Vestjyllands Politi til TV MIDTVEST, at buschaufføren var blevet lokket til at køre til værtshuset af en AaB-fan, der påstod, at de havde glemt en kammerat i Herning. Men om det præcis var det, der skete, er ikke fastlagt, siger politikommissær Lars Boe Larsen.

- Vi er faktisk usikre på, hvad der skete, inden bussen tilsyneladende vendte om og kørte til værtshuset, og det er et spørgsmål, som vi stadig efterforsker, siger han.

Lars Fenger, der driver Don Quijote, har tidligere overfor TV MIDTVEST udtrykt frustration over politiets arbejde med sagen, men han er positiv over, at der nu kan være en retssag på vej.

- Det er godt, at vi får ansigter på volden, og jeg håber, at falder en dom. Der skal slås hårdt ned på helt meningsløs og hovedløs vold som det her, så jeg håber, at det fører til, at nogen bliver gjort ansvarlige. Det, der foregik, var hul i hovedet, men selvfølgelig skal det kunne bevises i en retssag, siger Lars Fenger.

Han har sendt billeder og videomateriale til TV MIDTVEST, der viser nogle af ødelæggelserne på værtshuset efter slagsmålet. Men der er også ting, som han ikke har filmet.

- Jeg skånede mig selv og mit kamera fra at tage billeder og video af de mest blodige områder. Det så voldsomt ubehageligt ud, siger han.

Politikommissær Lars Boe Larsen oplyser til TV MIDTVEST, at vidner, videoovervågning og et godt samarbejde med AaB og FC Midtjylland har hjulpet politiets arbejde med sagen.

- Nu skal vi have efterforskningen gjort færdig og talt med de sidste par stykker. Så tager man stilling til, om der er nogle af fansene, der skal have karantæne, og så går sagen ellers videre til anklagemyndigheden, siger Lars Boe Larsen.


Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Manden forklarede, at det var et knust hjerte, der fik ham til at miste besindelsen sidste efterår.

En 27-årig mand fra Vesthimmerland sidder tirsdag på anklagebænken ved Retten i Aalborg, hvor han er tiltalt for at have begået nogle alvorlige, kriminelle forhold sidste efterår.

Blandt andet er han tiltalt for at have sat ild til sin ekskærestes hus i Aalestrup 31. oktober 2024.

Det er anklagemyndighedens påstand, at den 27-årige havde en forventning om, at ekskæresten og hendes datter befandt sig i huset, da ildspåsættelsen fandt sted.

Den 27-årige er også tiltalt for flere forhold om hærværk.

Blandt andet er han tiltalt for at have knækket ekskærestens telefon midt over, samt at have smadret ruder i hendes garagedør.

Han er også tiltalt for at have skåret hendes vinterdæk op med en vinkelsliber.

Ulykkelig kærlighed

Retsmødet tirsdag begyndte med, at den 27-årige skulle afgive sin forklaring, og det var ikke uden store følelsesudbrud.

Ifølge manden selv, var det da også et knust hjerte, der var årsag til hans handlinger sidste efterår, og flere gange under sin forklaring brød han hulkende sammen.

Den 27-årige erkender flere af de forhold, han er tiltalt for, men han nægter, at det var ham, der satte ild til ekskærestens hus.

Han forklarede, at de to havde kendt hinanden i meget kort tid, da de flyttede sammen i hans hus i Vesthimmerland.

Men allerede efter knap fire måneder begyndte forholdet at gå skævt.

- Jeg fik en dårlig fornemmelse af, at hun var mig utro, sagde den 27-årige, der havde observeret, at kæresten skrev med andre mænd, som hun havde mødt i byen.

Det havde parret flere diskussioner om. Den sidste diskussion fandt sted om aftenen 29. oktober.

Det var i den forbindelse, at den 27-årige havde knækket kærestens telefon midt over.

- Jeg blev bare så frustreret, fordi jeg følte, at hun holdt mig for nar, sagde den tiltalte.

Han var alligevel ked af det, han havde gjort, og derfor havde han tænkt sig at købe en ny telefon til sin kæreste allerede næste dag, men da han kom hjem fra arbejde, var hun der ikke længere, og det var hendes ting heller ikke.

Uden et ord var kvinden flyttet tilbage til sit eget hus i Aalestrup.

- Det kom meget bag på mig, for jeg troede, at vi skulle tale om det, sagde den tiltalte under sin forklaring i retten.

Ødelagde dæk med vinkelsliber

Såret og vred over at være blevet forladt, tog han ud til kvindens bopæl i Aalestrup.

Han ville hente sin havetraktor, som stod i hendes garage, men da han ankom var garagen låst.

Derfor valgte han at smadre en rude i garagedøren.

Det erkender han.

Da han kom tilbage til sit eget hjem fik han øje på kvindens vinterdæk, der stod opmagasineret hos ham.

Dem skar han op med en vinkelsliber. Det erkender han også.

- Jeg ville bare ikke have mere kontakt med hende. Jeg tænkte, at jeg ikke ville have hende rendende for at hente det ene og det andet, så derfor ødelagde jeg vinterdækkene, forklarede han.

Kørte galt på motorvejen

Den tiltalte satte sig ind i sin bil og satte kurs mod Aalborg.

Efter eget udsagn havde han det så skidt, at han havde brug for noget kokain til at dulme nerverne med, og det ville han købe i Aalborg.

På vej mod Aalborg holdt han ind på en tankstation.

Her købte han en sixpack med øl og fyldte en dunk med benzin. Benzinen var til havetraktoren, forklarede han i retten.

Men den 27-årige nåede aldrig til Aalborg, for på motorvejen påkørte han en anden bil. Det er i hvert fald anklagemyndighedens påstand. Derfor er han også tiltalt for uforsvarlig kørsel og for at have undløbet et færdselsuheld.

Det er ikke et forhold, den tiltalte nægter, men det er heller ikke noget, han kan erkende, for han kan ikke huske det, forklarede han.

- Jeg var simpelthen helt rundt på gulvet. Jeg tror, jeg fik et black-out, sagde han i retten.

Da han kom til sig selv befandt han sig i sin bil i nødsporet.

Bilen var så ødelagt, at den ikke kunne starte. Derfor stak den tiltalte af fra bilen, hvorefter han ringede til sin mor, der kom og hentede ham og kørte ham hjem.

Hvem satte ild til huset?

Det var i timerne efter, den 27-årige kom hjem, at der ved hjælp af brandbare væsker, blev sat ild til ekskærestens hus.

Hvem der satte ild til huset, kan den tiltalte ikke svare på, men han hævder, at han ikke havde noget med det at gøre.

Da politiet troppede op på mandens bopæl og sigtede ham for at have sat ild til ekskærestens hus, blev han helt ude af den, forklarede han.

- Jeg var sindssygt bange for, om der var sket dem noget, sagde den tiltalte grådkvalt i retten.

Kvinden og datteren var ikke hjemme, da ilden brød ud, og derfor skete der kun materiel skade i forbindelse med branden.

Den tiltalte blev anholdt af politiet, og har været varetægtsfængslet siden.

Ildspåsættelsen er afgørende for straffen

Den 27-årige erkender en del af de forhold, han er tiltalt for, men det er det forhold, han nægter, der er det strafbærende i sagen.

Det er anklagemyndighedens påstand, at den tiltalte satte ild til huset i troen om, at hans ekskæreste og hendes datter befandt sig derinde.

Det vil sige, at de mener, at han har indset, at han med sin gerning har udsat deres liv for overhængende fare.

Det kaldes 'forsøg på kvalificeret brandstiftelse,' og hvis den 27-årige bliver dømt for netop det forhold, kan det udløse flere års fængsel.

Det forventes, at der falder dom i sagen senere i februar.