Højt fra træets grønne top... er der rift om nordjyske juletræer
Lave produktionstal i resten af Europa gør de danske juletræer drønpopulære.
- Der er meget travlt. Også sådan helt vildt travlt. Det er fra fem om morgenen til ni om aftenen nogle gange, siger Jørgen Westergaard, som producerer det velkendte grønne nåletræ i Aabybro.
Jørgen Westergaard er bare en af de nordjyske producenter, der gnider sig i hænderne og glæder sig over den enorme efterspørgsel, der i år er på danske træer.
Mens andre landmænd har klaget over først tørke, så storm og til sidst regn i rå mængder, så rammer det ikke juletræerne på samme måde.
For to år siden der var ikke én, der ringede. Der skulle man næsten tvinge træerne i halsen på folk
Jørgen Westergaard, juletræsproducent, Aabybro
- Det betyder ikke noget for juletræerne, men det er meget træls at ligge og køre i med traktorerne, for det bliver et kæmpe mudderbad. Men træerne har jo godt af at få lidt vand, siger Jørgen Westergaard.
Frostskader på polske juletræer og en generelt lav produktion i Europa har øget efterspørgslen efter de danske juletræer, og det kan mærkes i branchen.
- Vi er optimistiske. Alle er mere glade, end de var sidste år. Folk ringer rundt og vil købe træer og spørger på træer. For to år siden der var ikke én, der ringede. Der skulle man næsten tvinge træerne i halsen på folk, lyder det fra juletræsproducenten fra Aabybro.