Hele byen trodser krisetid og fejrer åbning af købmandsbutik
Selvom forretningsdrivende har måttet dreje nøglen om den seneste tid, er en ny købmandsbutik åbnet i dag - og der er stor opbakning til projektet.
I dag har Købmand Klaus Andersen slået dørene op den eneste dagligvarebutik i Vester Thorup, der bare har 255 indbyggere.
Det har han valgt at gøre, selvom der lige nu er en økonomisk recession med inflation, højerenter og uhørt høje energipriser. Men på trods af alt det, virker det til, at åbningen går forrygende. I hvert fald er der godt gammeldags travlt, da TV2 Nord ringer til Klaus Andersen.
- Ja, det er købmand Klaus. Et øjeblik, siger han.
I baggrunden kan man høre en frygtelig masse stemmer, og en gennemtrængende stemme råber gennem støjen: "Kasse to åbner nu!". Stille er der i hvert fald ikke i den lille nye købmandsbutik.
Kort efter griber Klaus Andersen igen røret, en anelse forpustet.
- Jeg tror, der er dukket omkring 200 mennesker op til åbningen. De er selvfølgelig også kommet for at få rundstykker, kaffe og en lille en. Men de er kommet selvom der er frostvejr, så det er dejligt, siger han glad.
Så hvordan har du det med den åbning?
- Jeg er da glad.
Klaus, jeg ved godt, du er lidt nordjysk. Men kan du ikke fortælle lidt mere om, hvordan du synes, det føles med sådan en opbakning til åbningen?
- Jo... Jeg kan da godt indrømme, at jeg er meget begejstret. Skal vi ikke sige det sådan?
Den hidtidige købmand måtte lukke forretningen i slutningen af januar 2022 på grund af økonomiske vanskeligheder. Dengang havde byens borgere i en periode samlet ind til en renovering, som man så vurderede ikke kunne betale sig - og der manglede også en halv millioner kroner for, at det kunne realiseres.