Nabo til knivdræbt: - Han var jo verdens sødeste mand
- Det er virkelig overraskende. Hold da op et chok man fik, lyder det fra naboen Karina Nielsen.
- Jeg bor lige deroppe, sådan set væg til væg til med ham.
Sådan fortæller Christina Klit Søgaard Christensen, som er nabo til dræbte 29-årige mand i den lille nordjyske by Fjerritslev, mens hun peger hen mod sit hjem. Drabet, der skete med flere knivstik, fandt sted natten til søndag på Vestergade i netop Fjerritslev .
- Hvis jeg havde kigget ud af mit vindue, havde jeg kunnet se det hele, fortæller naboen, som under knivstikkeriet lå og sov.
Ude foran den 29-årigs dør ligger der mandag formiddag gravlys, blomster og et papir i en plastiklomme med teksten 'Hvil i fred. Kondolere til familien'.
- Jeg har kendt ham i mange år. Min storebror er på samme alder med ham, så derfor kendte vi ham i familien, fortæller Christina Klit Søgaard Christensen.
Nordjyllands Politi har meldt ud, at den unge mand var en del af det kriminelle miljø, men det har naboen langt fra bemærket.
- Det har i mine øjne været en rigtig sød mand, så jeg kan slet ikke forstå hvorfor. Det giver ikke nogen mening.
Sådan lyder det fra naboen, som kendte manden, men dog ikke rigtigt vidste noget om ham.
- Ikke en jeg sådan snakkede med, men jeg vidste godt, hvem han var. Jeg har mødt og hilst på ham før.
- Sød og rar ung mand
Karina Nielsen er en af den dræbtes andre naboer.
- Han var jo verdens sødeste mand. Flink mand og stille og rolig. For mig virkede han normal, flink og rar.
Selvom hun ikke kendte ham så godt, har hun snakket med ham nogle gange.
- Vi er naboer og vi har snakket lidt, når vi har mødtes ovre ved vores biler bagved. Du ved 'goddag' og 'farvel' og 'hav en god dag'. Sød og rar, lyder det fra Karina Nielsen.
Derfor kommer drabet også meget bag på hende.
- Det er virkelig overraskende. Hold da op, et chok man fik.
Fakta om de drabssigtede
Tre personer blev fremstillet i grundlovsforhør søndag aften, hvor de blev sigtet for manddrab, slag og spark mod hoved og krop, samt knivstik i bryst og ryg . Der er tale om to mænd på henholdsvis 32- og 45 år og en 24-årig kvinde.
Alle tre nægtede sig skyldig i manddrab.
De tre personer blev alle varetægtsfængslet i fire uger, men det var ikke for manddrab. Det var derimod for begrundet mistanke om grov vold med døden til følge.
To af personerne valgte ikke at kære kendelsen, mens den sidste udbad sig betænkningstid i forhold til at kære kendelsen.
- Det har været meget skræmmende at være nabo til.
Christina Klit Søgaard Christensen uddyber:
- Der hvor man ikke regner med, at det sker, der sker det også, fortæller hun.
Selvom politiet fortæller, at manden var kriminel, kan naboen Karina Nielsen stadig ikke acceptere hændelsen.
- Jeg er sådan set ligeglad med om, man har været det ene eller det andet. Men det er ikke den måde, vi skal herfra på. Det er der ingen, der fortjener, slutter hun.